8. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække
8. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække
Denne søndag må det være relevant at se lidt på, hvad ordet ”profet” dækker over.
Profeter blev kaldt ”Guds mund”, med andre ord, det blev givet dem at sige ord fra Gud, et vigtigt budskab, som måtte bringes, også selvom profeten selv syntes, at det var lidt underligt. Allerede Moses blev betragtet som en profet.
Jesus er også en profet, forstået derhen, at Jesus ved og kender alt.
Nu er det ikke teksten om kvinden ved brønden fra Johannes 4, vi har for os i dag, men den er et godt eksempel, for i 4,19 siger kvinden jo netop til Jesus: ”Herre, jeg ser, at du er en profet”. Og det må have været et underligt møde ved Jakobs brønd i Sykar denne solvarme formiddag. Der mødtes de, Jesus og denne kvinde. Jesus viste, at han kendte hende. Og det var før avisen og mediernes tid. Jesus kom og fortalte om alle mændene i hendes liv. Det må have været skræmmende. Næsten som ”den 6. sans”, hvordan kunne han dog vide alt dette om hende? Skræmmende, ja, men på én eller anden måde også trygt, for så meget forstod hun da, at her stod hun overfor en profet. I Hebr. 4,13 står der: ”Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne og ham står vi til regnskab for”.
Prædikenansats.
Jeg ved ikke, om det er voveligt at begive sig ud i fra prædikestolen at tale om forholdet mellem sande og falske profeter, for hvem er jeg, at jeg skulle dømme andre, når jeg selv kunne ske at blive forkastet!?
Men i hvert fald kunne jeg gøre gældende, at profeterne var sendt af Gud. Mange troede, at deres egentlige opgave var at forudsige fremtiden ligesom Søren Jakobsen og Jesper Theilgaard og hvad vejrprofeterne nu ellers hedder. Profeterne forudsagde også fremtiden engang imellem, men som et led i noget, der var endnu vigtigere. De havde hørt Guds stemme og kunne forkynde for Guds folk, hvad Gud ville og mente.
Gud har altid en mening med det, der sker, men meningen kan selvfølgelig ind imellem være svær at få øje på. Specielt hvis man har forsøgt at leve på egen hånd og helst vil gå sine egne veje og sådan er der jo mange, der lever i dag. Det var også det, Israel så ofte gjorde. Men så greb Gud ind og det, som han gjorde til advarsel og for at vække folket, det lod han profeterne forklare.
Kirken er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus som hovedhjørnesten. Og Paulus nævner profetiens gave som én af de vigtigste blandt Åndens gaver.
Men der er altså også ulve i fåreklæder, der er også falske toner mellem de rene, siger Jesus i dagens evangelium. De optræder også som Guds talsmænd. De udtaler sig om Gud og kristendommen og ofte med stor autoritet. Men de er falske! Hvordan ved vi det? Jo, det første og sikre bevis er, at de ofte modsiger det, som Jesus har sagt. Men tag ikke fejl. Selv en falsk profet kan tale, så det lyder fuldstændig korrekt.
Når alt kommer til alt er det afgørende i kristendommen Jesus Kristus selv. Derfor handler denne søndags evangelium dybest set om forholdet mellem frelse og fortabelse, det er et spørgsmål om liv eller død! ”På deres frugter skal I kende dem”, siger Jesus. Hvad mener han? Det er logik for perlehøns, at man ikke kan samle vindruer af tjørn eller figener af tidsler, men hvad er det for frugter, vi finder hos de falske profeter?
De falske profeter er dem, der mere er kristne af navn end af gavn og som foregiver at være kristne. Det er dem, der fordrejer og forvansker ordet, så det ikke bliver hørt og dermed ikke bliver taget imod. For at bruge et billede fra Johannes-evangeliet, så gælder det om at have forbindelse med stammen eller sagt på en anden måde, at sætte stikket i kontakten, så der er hul igennem.
Dagens evangelium er en meget alvorlig tekst om at vælge mellem liv og død, mellem frelse og fortabelse.
Salmevalg
390 – Gud, lad dit ord i nåde lykkes. Det er navnlig på grund af vers 2 og 3.
289 – Nu bede vi den Helligånd.
Tillægget 847 – Guds ord kan tåle tiden.
Den gamle salmebog DDS 256 – Det skal ej ske ved kraft og magt.
60 – Jesus, min drot. (Vers 4 får mig altid til at tænke på ”råd og dåd byggecenter – en god start).