8. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Tema: Guds ord – den afgørende faktor i livet.
Det er den røde tråd i dagens tekster. Det afgørende for al forkyndelse er, at dens substans kommer fra Gud. Løgnen og den falske forkyndelse kommer fra mennesket selv. Mika viser, at personlige fordele og egne betragtninger gør, at falske forkyndere ikke kan bruges af Gud til at formidle hans budskab. Johannes konkretiserer, at forkyndelse må vurderes og prøves på sit indhold. Tales der bibelsk sandt og fyldestgørende om Jesus. Det er det stadige testspørgsmål. Det må vi selv lære og formidle til vore tilhørere. Det er udmærket, at præsten og forkynderen er rar, tiltalende og venlig. Men det afgørende er, hvad han lærer og prædiker. Det er det afgørende. Det er vigtigt at fastholde dette aspekt i en postmoderne tid med en individuel og relativ sandhedsopfattelse.

Prædiketeksten er afslutningen på bjergprædikenen. Jesus præciserer og konkretiserer, at al sand åndelighed har sit fundament i Jesus. Det han er, har gjort og siger, er det afgørende og forpligtende. Det fremstår i en kontrast til den falske og forførende åndelighed. Falsk åndelighed kan være vanskelig at gennemskue. Der kan bruges rigtige ord om Gud, nåde og efterfølgelse. Den falske forkyndelses succeskriterium er altid spektakulær. I centrum er, hvad der sker og udrettes. For Jesus er det afgørende at understrege, at det afgørende er, hvad der holder og består! Det gør alene hans gerning og ord. Det står altid i polemik og kontrast til løgnen og bedraget, hvor velment højlydt og forståelig den så end tager sig ud. Den sande tro viser sig i lydighed mod Jesus.
Forskellen mellem den kloge og tåben viser sig i henholdsvis lydighed og ulydighed mod Jesu ord. Forpligtende lydighed bliver næppe nogensinde tidens trend. At fokusere på lydighedens nødvendighed og væsen må være et hovedpunkt i søndagens prædiken. Det ligger os snublende nær at ville vurdere sandheden på noget ydre og iøjnefaldende. I det ydre var der ingen forskel på de 2 huse. Sandhedskriteriet er heller ikke, at det at være kristen i menneskelig forstand er lykkeligt og uden problemer. Både den kloge og tåben mødte vanskeligheder og kriser. I så henseende var deres situation ens. Den afgørende forskel var der, selvom den var usynlig. Forskellen bestod i fundamentet. Jesu frelsegerning alene holder. Ingen kommer i Himlen ved lydighed. Samtidig er det sådan, at modtagelse af Guds nåde i Jesus vil resultere i lydighed og discipelskabets efterfølgelse. I prøvelsen og i dommen vil det afdækkes, om det enkelte menneske har bygget på Kristus. Her må vi tale klart og præcist og med myndighed. Det gjorde Jesus. Det bemærkede Jesu tilhørere. De mødte en radikalitet og skarphed, som de ikke var vant til. Sådan vil det også være i dag. I en pluralistisk tid, hvor sandheden er subjektiv og til diskussion, vil Jesu ord have en pondus og konsekvens. Har vor forkyndelse denne radikalitet, så vore tilhøreres samvittighed rammes, og hjerterne bliver modtagelige for Helligåndens virke? Går det op for vore menigheder at den dobbelte udgang af livet er virkeligheden for hver enkelt af os. Det lod Jesus aldrig stå hen i det uvisse. Det må vi heller ikke. Sandheden tro i kærlighed må være den indfaldsvinkel, vi udlægger Jesu ord på. En sådan forkyndelse gør os næppe til populære prædikanter. For Jesus var målet, at mennesker bliver frelst fra fortabelsen. Det mål må vi bede om lydighed til at sætte ord på.

Salmer:
478 – 309 – 348 – 501 – 287.