8. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Til teksten.
Profeten Mika taler om de falske profeter, “levebrødspræsterne”: “Når de får noget at tygge på, udråber de fred.” Gud vil gøre dem til skamme og ikke tale igennem dem.
Epistlen advarer også mod falske profeter. Sandhedsprøven er, om de bekender Jesus som Kristus – alt andet er Antikrists ånd.
Evangeliet er Bjergprædikenens slutning: Mange, der mener at have gjort store og opsigtsvækkende fromme ting, får at vide, at de har brudt Guds lov, dvs. forsyndet sig mod Guds gode vilje. Det er klogt at handle efter Jesu ord, ligesom det er klogt at bygge på klippe og ikke på sand. Jesus har en myndighed, som de skriftkloge ikke havde.

Mellem tekst og prædiken.
Lignelsen (eller billedtalen om man vil) om de to huse er et kendt og elsket motiv, der nærmest ikke behøver nogen udlægning. Det handler om at skelne ret mellem sandhed og løgn, ægte og falsk. Jesus talte som en, der har myndighed. Skarerne undrede sig fordi han ikke talte som de skriftkloge, der aldrig sagde noget uden at henvise til en eller anden klog rabbi. Jesus talte i sit eget navn, ud fra Guds egen myndighed. Vi skal ikke stole på vor egen succes, men på Jesu myndige ord. Samtidig med at vi understreger betydningen af at bygge på ordet, må vi ikke glemme at nævne, hvad der er dette ords indhold: Ordet handler om, at Kristus er vor frelser. Dette gedigne indhold gør klippen solid.
Lige forud for teksten her, siger Jesus: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” Dermed har han sagt, hvad det store hovedspørgsmål er på dommens dag: Det gælder at have Jesus som sin Herre.

Prædikenideer:
“Hvor er verden dog hul, når det kommer til stykket!” – sagde en dame til mig engang. Og hvor har hun ret. Hvor er der meget bedrag – ting, der ikke holder, hvad de lover – som kun er facade. Aktuelle eksempler ligger utvivlsomt lige for. Jo, hulhed og råddenskab er der nok af. Engang skal Jesus komme for at dømme levende og døde. Det er sandhedens time. På den dag skal maskerne falde. Den, der bygger på bedrag, bygger på sand. I det hele taget er det et spørgsmål om at bygge sit liv og sin tro, og bygge det ordentligt. Byggesjusk kan give en vis gevinst på meget kort sigt, men i det lange løb er det frygtelig kostbart. Og det afsløres, når regnen og blæsten kommer. Det drejer sig om at kunne sige “Herre” til Jesus. Men det er ikke gjort med blot at sige “Herre, Herre” med munden. Det er en fare, ikke mindst i en folkekirkelig sammenhæng, at vor kristendom blot bliver en ceremoni, en ydre skik. Men ligegyldighed er ikke den eneste fare. Jesus forudsiger, at mange på dommens dag vil henvise til de store ting, de har udrettet i Jesu navn. Der er den fare ved at være optaget af kirkelige og kristelige aktiviteter, at det kommer til at tjene ens forfængelige ambition efter at blive lagt mærke til, og at det ikke så meget gøres, fordi man vil tjene Kristus som sin Herre. Selvfølgelig skal vi ikke mistænkeliggøre dem, der gør et stykke arbejde i kirken. De mennesker er uundværlige. Men Jesus vil advare mod den misforståelse, at det skulle være de resultater, vi opnår i hans tjeneste, der skaffer adgang til Himmeriget på dommens dag. Det eneste, der hjælper dér, er at have Jesus Kristus som sin Herre og frelser. Den kloge mand og tåben havde det til fælles, at de begge hørte Jesu ord. Men tåben regnede ikke med det, han hørte. Han lod ikke Ordet få indflydelse på sig. Derfor byggede han heller ikke sit liv på Ordet, men på sig selv og sine egne ideer og gerninger. Derfor gik det galt, da livets og dødens storme satte ind. Han faldt, for grundlaget var for svagt. Huset kunne være aldrig så fint og flot på facaden, men grundlaget var sand – og var på forhånd dømt som byggesjusk af værste art.
Men den kloge, der bygger på fast klippe, bygger sit liv på Kristus og hans ord. Så holder det. Den, der hører Jesu ord og bevarer det i sit hjerte til at handle efter og trøstes ved, er en klog bygmester. Når modgangen kommer, har han et solidt ståsted, og et godt forråd at tære på. Derfor falder han ikke, fordi han ikke står i egen kraft. Men i kraft af Kristus bliver han stående. At høre Jesu ord og handle efter dem betyder altså, at der bør være sammenhæng mellem vor tro på den ene side og vore ord og handlinger på den anden side.

Det er ikke nok at kende Jesus og vide noget om ham. Det er heller ikke nok at arbejde – måske endda med succes – i hans navn.
Det, Jesus gerne vil lære os, er at høre hans ord og stole på det. At have nok i hans ords myndighed uden en masse ekstra garantier.

Salmer:
350 – 353 / 348 – 385.