8. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Til teksterne
Mika
Her udtaler Gud sin dom over vildledende profeter, der tilsyneladende er, hvad vi med et nyere udtryk kunne kalde levebrødsprofeter. De taler godt for dem, der giver dem noget ”at tygge på”, mens de taler ondt (”hellig krig”) mod dem, der ikke lønner dem. Profeterne siger det, som folket gerne vil høre, og får det til at lyde som sandheden fra Gud. Folket tales efter munden. Derved undgås konflikter, og profeten bliver populær. Det er dog ikke en profet fra Gud Herren med Guds sande ord. Guds dom over sådanne ledere/profeter er, at de ”bliver til skamme” og ”til spot”. Gud vil ikke lade folket ledes vild.

Problematiken mellem levebrødsprofeter og sande profeter er jo ikke kun en gammel problemstilling. Guds dom gælder også i nutiden.

1 Joh
Mens fokus i GT er på leder/profet, så er fokus drejet en smule hos Johannes. Her er en stærk opfordring til menigheden om at afprøve åndernes forkyndelse. En advarsel mod falske profeter. Der gives her retningslinier for, hvorledes ånden kendes. Bekendelsen til Jesus – eller manglende bekendelse – kendetegner ånden.

’At bekende’ er at sige det samme om noget, som Gud siger om det. At bekende Jesus er altså at sige om Jesus, hvad Gud siger – f.eks: Dette er min søn…. Siges noget andet om Jesus, er det af Antikrists ånd. Johannes opfordrer til at lytte til apostlenes lære.

I epistlen tales stort set lige meget om vildledende profeter og den lyttende menighed. Menigheden har en opgave og en forpligtelse overfor forkyndelsen: prøvelsen.

Sandhedens Ånd taler fra Gud. Vildfarelsens ånd taler af verden som nævnt hos Mika, taler verden efter munden.

Evangeliet
Jesus indleder med at fastslå, at falske profeter findes. Forfærdeligt aspekt, at de endda selv tror, at de er sande. Løgn er blevet til sandhed for disse. Men Jesus kender dem ikke.

At være kendt af Jesus er at være ét med ham.
”Lovbrud”: At forkynde falsk om Gud og profetere falsk i Jesu navn er brud på 1. & 2. bud.
”Disse ord” = Jesu egne ord. Stærk markering af Jesu ord i lyset af de andre læsninger. Mange ord lyder til menigheden; men kun Jesu ord er sande.

Til prædikenen
Når der skal prædikes over disse tekster, er det knap 2 mdr. siden, at Grosbøll blev indstillet til fyring af biskop Rebel. Forløbet af denne sag er måske relevant at trække ind i prædikenen, alt efter hvordan sagerne står til den tid. Man behøver ikke gøre det personligt med navns nævnelse, hvilket jeg dog nok vil gøre, da man roligt kan tale om et fænomen, hvorpå han blot er toppen af isbjerget, typen. Menigheden i den enkelte kirke er en del af Folkekirken, og er således at sidestille med menigheden i epistlen og tilhørerne til Jesu ord i evangeliet. Menigheden skal advares, men skal også kende sin opgave og sit ansvar.

I kirken er der ikke ytringsfrihed, og det skal der heller ikke være, selv om nogle præster i sommer har talt højt om dette. I kirken skal vi ytre os ved Guds Ånd i overensstemmelse med Hans ord. Vi skal bekende med Gud. Friheden går på frihed til valg af måden at fremlægge Ordet på,  ikke frihed til valg af budskab.

Her er en opfordring til forkyndere om at føre den rette lære. Det er vi forpligtet på, og det har enhver, som går i kirke en søndag krav på at få at høre – Guds ord og ikke andet.

At lytte til Sandhedens Ånd eller vildfarelsens ånd har helt konkrete og katastrofale følger ligesom et husbyggeri og vejrliget. Jesu lignelse betyder faktisk, at lytter vi til vildfarelsens ånd, så vælter vort liv. Faldet er ødelæggende, hvilket er fortabelse.

Frelse eller fortabelse afhænger således af, hvilke ord vi lytter til, og hvorledes vi derpå handler.

Der findes en stribe med Søren Brun fra Radiserne. Han sidder i en sandkasse og bygger flotte sandslotte, da det pludselig begynder at regne, og det hele skrider sammen. Derpå siger Søren Brun: Jeg ved, at jeg kan lære noget af dette; men jeg kan ikke huske hvad. Dette kunne måske bruges som indledning til lignelsen, der ellers ikke behøver den helt store udlægning. Derfor kan der blive mere tid til udlægning.

Denne søndag formaner både menighed og præst til at søge ind til Gud i bøn for den forkyndelse, der lyder og skal lyttes til. Præsten bør prøve sin prædiken på Ånden, at han ikke er ukendt af Jesus, og ligeså bør menigheden gøre. Tal til menigheden og forman/appelér til, at de er et myndigt lægfolk, der kan kende Ånden. Denne myndighed fås kun ved bøn og bibellæsning.

Taler vi af Guds Ånd, så vil Jesu myndighed også gå op for menigheden, og de vil slås af forundring – ikke over deres skriftkloge, men over Jesu ord.

Salmer (DDS 2003)
318; 394; 300 – 354; 577,7-8