Søg efter:

9. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Personligt har jeg altid syntes, at det dog var en mærkelig historie med en bagvendt logik.

 

Jesus roser en uretfærdig godsforvalter, for det er vel Jesus? Måske og måske ikke, for ”herren” står jo med lille, så det er vel ikke Jesus eller?? Ganske vist siger Jesus undervejs, at vi ikke skal gøre som denne forvalter, men alligevel. Det er dog stadig en fæl historie om underslæb, bedrageri og korruption. Og det værste er vel, at historien til forveksling ligner noget, vi også kan møde på forsiden af avisen i Danmark.

 

Det er i hvert fald rimelig nemt at gengive historien. Den er trukket op med ret tydelige streger. En rig godsforvalter lever højt på indtægterne fra sine ejendomme uden at bekymre sig særlig meget om den daglige drift. Hvad har man en forvalter til?

 

 

Men en dag får godsejeren at vide, at forvalteren bedrager, at han snyder, så vandet driver. En større eller mindre del af profitten går i hans egen lomme. Og så bliver der et opgør, den utro forvalter bliver afskediget på gråt papir og får samtidig besked om at gøre rede for alle tilgodehavender, før han rejser. Men forvalteren er ikke hvem som helst og han giver ikke op så let. Han ved, at han er en færdig mand, om få dage er han uden job og hvad så? Jo, han ved råd!

Han bruger de sidste dage på godset til at skaffe sig fordele. Det gør han på den måde, at han forfalsker alle kontrakter og gældsbreve. Et gældsbrev på 100 ankre olie bliver revet midt over og ændret til 50 og 100 tønder hvede bliver lavet om til 80. Det går skyldnerne gladelig med til.

Det var dog et lille lyspunkt og gælden blev lidt mindre. Men desværre er de også nu blevet medansvarlige og indrulleret i forvalterens korrupte foretagende. Det var rigtig smart.

 

Men for smart. Hvad siger Jesus? Han siger, at denne verdens børn er klogere end lysets børn over for deres egen slægt.

 

 

Prædikenansats.

Det er så historien, men hvad har den at sige os? Er der noget at lære her? I princippet – nej, der er absolut intet at tage eksempel efter. Igen må vi hæfte os ved den vigtige detalje, at ”herren” ikke er Herren Jesus, men den rige mand, som forvalteren kalder ”min herre”. Jesus kunne da ikke drømme om at rose uretfærdighed og korruption. Men siger Jesus, det gør denne verdens børn. Så spørger jeg igen: Hvad har denne tekst at sige os? For det første, at vi ikke skal leve tankeløst, men leve med regnskabets dag for øje. En dag vil vi alle blive mødt med denne melding: ”Aflæg regnskab for din forvaltning! På dommens dag vil Gud kræve os alle til regnskab, hver éneste en af os. Dette er både livets og evighedens risiko: Vi har et regnskab at gøre op med Gud. Han er vores Herre.

 

Prædiketeksten til denne søndag er situationen for os alle. Vi er forvaltere. Vi ejer ingenting selv. Alt, hvad der passerer gennem vore hænder, vort eget legeme og hele vort liv – det tilhører Gud, den Almægtige. Vi er ikke forpagtere, der betaler Gud en passende afgift, som så medfører, at vi kan gøre, som vi vil, nej, vi er forvaltere og hvis man bruger sit liv, sin tid og sin ejendom som om man selv bestemte over det hele, ja, så er det underslæb. Og det er det, mange af os gør. Så kommer Gud en dag og kræver os til regnskab.

 

 

Denne mand var en bedrager, en bandit, en skurk, men klog. Historien minder en del om manden, der fandt en skat i marken, han handlede også uhæderligt. Pointen i dag, er, at det handler om at være klog og udspekuleret. Den uretfærdige godsforvalter fejede ikke problemet ind under gulvtæppet, han udskød det ikke og bildte sig ikke ind, at det nok gik i orden. Han vidste, hvad der ville ske, at fyringen var uundgåelig. Men der var kun én udvej og den måtte han benytte sig af. Og pointen er, at sådan bør alle Guds forvaltere gøre. Blot med den meget afgørende forskel, at bekende alt og gribe den mulighed for tilgivelse og ny tjeneste, som tilbydes gennem det, som Jesus Kristus har gjort for os.

Vi kan skaffe os venner ved hjælp af uretfærdig mammon. De penge, der så ofte har været årsag til meget ondt, kan anvendes til noget godt. Vi kan forvalte dem på en måde, så mennesker begynder at takke Gud. Det, som vi fik at forvalte her på jorden, får alt sammen ende en skønne dag.

Men der er noget, som kan blive tilbage og det samhørigheden og fællesskabet med dem, som vi fik lov til at tjene og glæde og det fortsætter i Guds rige.

 

 

Salmer:

745 – Vågn op og slå på dine strenge.

714 – Kom hjerte, tag dit regnebræt.

633 – Har hånd du lagt på Herrens plov.

621 – Så skal da mammon vige.

345 – Guds menighed er jordens største under.