9. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Tema: Et livsbekræftende liv i tillid til Jesu genkomst!
De 3 tekster belyser, hvordan bevidstheden om Jesu genkomst må komme til udtryk og efterlevelse i vort liv. Esajas taler om ansvarets forpligtelse og omsorgens nødvendighed og virkeliggørelse i relation til vore ressourcer. Paulus fremhæver, at den evige nåde, der er åbenbaret i Jesus, giver frimodighed og kaldsbevidsthed til at leve i tjenesten for ham. I kraft af Jesus er der ingen grund til at tabe modet – tværtimod!
Prædiketeksten tager sit udgangspunkt i at fastslå, at Gud har besluttet, at Gudsriget er hans folks fantastiske privilegium. Her vil det være rimeligt at pege på rigdommen i Guds rige som en urokkelig virkelighed og bastion. Mange bærer på smertelige erfaringer med bristede forhåbninger og oplevelsen af forgængeligheden. Ved at tage imod Jesus er dørene åbnet på vid gab. Hver eneste er tiltænkt plads i Guds herlighedsrige. Det må prædikenen proklamere. Jesu gerning garanterer, at de fantastiske ord “frygt ikke” er bæredygtige. Den frygt, som mange mærker, kan Jesus befri fra. Frelsen i Jesus er en gave. Hver eneste, der modtager denne gave, får samtidighed en opgave betroet. Et Guds barn er både taget til nåde og i tjeneste af Herren. Det må prædikenen sætte i centrum. Det herlighedsrige, vi har fået stillet i udsigt, kalder til et totalengagement, så længe vi lever her på jorden. Forventningen til Jesu genkomst gør troen levende, håbet udholdende og kærligheden varm. Jeg kommer med et mangelfuldt eksempel. Er ens ægtefælle bortrejst for en periode, ser man frem til, at hun kommer hjem igen. Det kommer f.eks. til udtryk ved, at der er gjort rent, blomster står på bordet. Den hjemvendende ægtefælle kommer hjem til den ventende ægtefælles kærlighed. Det, at Jesus kommer igen, betyder, at vi som hans tjenere aktivt, positivt og konkret skal bruge alle vore ressourcer på at virkeliggøre hans vilje. Troskab, udholdenhed, flid og hengivenhed i tjenesten for Jesus hænger nøje sammen med forventningen til hans genkomst. Ordet forvente er aktivt bestemt. Fordi vi kan stole på Jesus, skal vi ikke fanges ind i bestemte tanker på, hvornår han vil komme igen. Bare det, at han kommer, er rigeligt til at holde ud og være flittig og tro. Som altid, når vi hører Jesu ord, angår det primært, personligt og konkret mig personligt og ikke de andre. Troskab er hver eneste kristen kaldet til. Her er vi alle med. Troskab begynder i det små, siger Jesus – ja, det er forudsætningen for at være tro i det store (Luk. 16,10). Vi er skabt af Gud. Vort liv må bruges med de ressourcer og muligheder, det rummer. Ringe tiltro til vore muligheder er ikke en gyldig og holdbar undskyldning til passivitet. Vi er ansvarlige og må bruge de evner Gud har givet. Gud har ikke tænkt, at nogen kristens liv her på jorden bare skal være en parentes forud den evige herlighed. Vi er ansvarlige overfor vore evner og muligheder. Fokuser på, at Jesus lader Guds vilje føres ud i livet af benådede syndere. Vi skal ikke sammenligne os med andre kristne. Det gør os enten mismodige eller hovmodige. I troskab mod Jesus vil han lade sine velsignelse følger hans tjenere. Det giver udholdenhed og frimodighed til livet og tjenesten i dag. Troskab er nærværende og konkret i det vi foretager os i dag. I en postmoderne tid, hvor evigheden bare handler om dagen i dag, vil det være velgørende at fremholde det bibelske perspektiv på evigheden, som er absolut.

Salmer.
229 – 269 – 326 – 332 – 323.