Alle Helgens dag – 1. tekstrække
Alle Helgens dag – 1. tekstrække
Series: Alle helgens dag (1. tekstrække)
Eksegetisk stof
• GT-læsningen fra Es 60 forstår jeg som en profetisk beskrivelse af (begyndelsen af) livet på den nye jord. Det er jo omdiskuteret, men også hvis man tror, teksten handler om et kommende jordisk tusindårsrige, kan man frimodigt hente formuleringer om den nye jord her. For det gør Johannes’ Åbenbaring (Åb 21,23-26).
• Epistellæsningen fra Åb 7 forstår jeg – inspireret af Georg Adamsen – som en beskrivelse af de frelste på dommedag, altså om noget, som er fremtidigt. Det er ikke den almindeligste tolkning, og er jo blandt andet i modstrid med Brorsons forståelse i Den store hvide flok vi se, som lader teksten handle om de frelste, der er i himlen nu.
• Evangelieteksten (saligprisningerne) forstår jeg som lykønskninger, ikke formaninger. Pointen er ikke, at vi nu skal se at blive fattige i ånden, at sørge, at være sagtmodige osv. Men når fremtiden er, at Guds rige kommer, så er det ikke dem, der har succes, de kloge, de smukke, de raske eller de rige, man skal prise lykkelige. Dem, der er grund til at ønske til lykke, er Jesu disciple.
• Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres (v3), spiller på flere GT-tekster, måske bl.a. Sl 34,19: Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt. Ordet ånd betegner, tror jeg, menneskets inderste personlighed. At være fattig i ånden eller at have en sønderbrudt ånd betyder ikke en særlig selverkendelse eller en dyb anger, men simpelthen et ødelagt liv. At prise dem lykkelige, hvis liv er ødelagt, giver kun mening sagt om Jesu disciple. Fordi Gudsriget, som kommer, er deres.
Den videre skildring af Jesusdisciplene fortsætter i samme spor; de sørger og er sagtmodige. Retfærdighed kender de som noget, de tørster efter, og barmhjertighed som noget, de viser andre. Deres renhed er en renhed af hjertet, dvs. usynlig for alle andre end Gud. Deres kræfter bruger de på at stifte fred, men alligevel hånes og forfølges de og lyves alt muligt ondt på. Og dog lykønsker Jesus dem, på grund af den fremtid, der venter dem, når Guds rige kommer. Da skal de trøstes, arve jorden, mættes med retfærdighed, se Gud og kaldes hans børn osv. – formuleringer, som i flere tilfælde spiller på Esajas’ beskrivelser af det kommende gudsrige.
Prædikentemaer (og salmer)
• Der er (mindst) tre ret forskellige “spor”, gudstjenesten kan følge.
Det kan være bestemt af teksterne, som i det mindste med den forståelse af saligprisningerne, jeg her lægger op til, peger i retning af en prædiken om det evige liv, og om den trøst, håbet giver os i livet på syndernes jord. Så kan man vælge Som lilliens hjerte (646) og f.eks. Ja, engang mine øjne skal (569) og Livsalige dag (568) og mere af den slags.
Jeg vil godt understrege, at jeg tror, der er hårdt brug for den slags konkret evighedsforkyndelse til håb og trøst.
Eller det kan være bestemt af “dagens tema”, altså helgener forstået som mennesker – levende og døde – som ved deres liv og forkyndelse har formidlet Guds nærvær og nåde. Det lægges der jo meget op til i 2. tekstrækkes prædiketekst. Hvis man (modsat mig) har en traditionel forståelse af Åb 7 – og af mellemtilstanden – kan man tale om fællesskabet med de hellige, der er gået i forvejen for os, og som vi deler nadverbord med osv. Så er det Helgen her og helgen hisset (573) og For alle helgen som i Kristi tro (574). Foruden Den store hvide flok (571), som jo nok skal med under alle omstændigheder. Man kunne begynde med Hellig, hellig hellig! (422), som også har dét motiv, og evt. bruge Zion, pris din saliggører (458) som nadversalme.
Eller det kan være bestemt af, at gudstjenesten fungerer som mindegudstjeneste for sognets døde – helgener eller ej – med oplæsning af navne på dem, der er døde gennem det sidste år osv. Så er det ord til trøst og opmuntring og kald til omvendelse og tro, der skal lyde, og så må man finde nogle sætninger fra prædiketeksten og de andre tekster at knytte til ved, vel vidende, at prædikenens tema så er lidt på siden af dem. Og så kan man synge f.eks. Guds fred er mer end englevagt (676) eller Herrens venner ingen sinde (546) og Under dine vingers skygge (50) eller andre af dem, man ofte bruger ved begravelser, og som er rimelig kendte.
• Jeg har én gang forsøgt at gabe over alle tre spor i en gudstjeneste; det gør jeg aldrig mere! Det var alt for svært og lykkedes ikke ret godt. Men to af sporene kan godt kombineres, vil jeg mene, sådan at man f.eks. lægger vægten eksegetisk bestemt på det evige liv og den trøst, som håbet giver, men har et afsnit i prædikenen om, hvad en helgen er, som én, der for os peger hen på, hvor det evige liv er at få.
Her på Vestamager har vi flyttet navneoplæsningen mm. til en særlig eftermiddagsgudstjeneste, hvor der så er mulighed for at tage hånd om det spor, og det kan jeg varmt anbefale.
Pædagogiske ting
En god sætning: En helgen er én, Guds lys skinner igennem. Det er selvfølgelig mest illustrativt, hvis kirken har en glasmosaikrude med et helgenbillede, så man rent konkret kan se lyset gennem ruden.
• Til mindegudstjeneste: Lystænding fungerer fint og stemningsfuldt. Og det er noget, folk gerne vil have til sådan en gudstjeneste. Men jeg synes selv meget bedre om at knytte lystændingen til bøn end til mindet om den døde. Så i stedet for at lægge op til at tænde lys på graven, og i stedet for at knytte lystændingen til oplæsning af navne, har jeg – efter navneoplæsning – haft en bøn med fire-fem led med stilhed efter hvert led, hvor jeg så har tændt et lys i en flerearmet lysestage. Det kan også være en lysglobe eller på døbefonten eller hvordan man nu vil gøre det.