Alle Helgens dag – 1. tekstrække

Disse tekstvejledninger omhandler de fire sidste søndage i kirkeåret. I den forbindelse er det en grundlæggende betragtning, at medens kirkeåret indledes med forkyndelsen af Herrens genkomst til forløsning, slutter det med forkyndelsen af Herrens genkomst til dom. Grundlæggende er det tillige at betragte, at både forløsningen og dommen beror på nådens evangelium. Kristus er sat til både fald og oprejsning, og “Gud skal dømme verden efter det evangelium, som jeg har forkyndt”, siger Paulus.
Vi vil derfor betragte disse teksters forkyndelse af evangeliet i dette overordnede lys: at nu går der dom over denne verden.

Alle helgens dag.
De to tekster, som er knyttet til denne dags evangelietekst, Es. 60 og Ab. 7, er begge åbenbaringer af pagtsfolkets endelige forløsning og salighed – sejren. Begge udtrykker den samme centrale sandhed om pagtsfolket: “dine sørgedage er forbi” (Es) og: “det er dem som kommer fra den store trængsel” (Åb). Forud for den fuldkomne salighed og sejr har pagtsfolket oplevet “sørgedage” og “stor trængsel”.

Det er denne store modsætning mellem det salige måls sejr, triumf og herlighed og sørgedagenes store trængsel forud, som afspejler sig i evangelietekstens saligprisninger og afdækker pagtsfolkets kår her i verden.
Centralt i Bjergprædikenen står ordene i 2. tekstrække. “I er jordens salt – I er verdens lys”. Dette ville vor tro kunne forstå, om den fandt, at vi svarede til det liv, som Jesus beskriver i resten af denne prædiken. Men, netop deri føler de sig “fattige i ånden”, netop derfor “sørger de” – fordi de er fattige på det, de gerne ville og burde være rige på. Dét gør dem “sagtmodige” og “hungrende og tørstende efter retfærdigheden fra Gud”. De bliver “barmhjertige”, fordi barmhjertigheden er deres eneste håb. Og når de betegnes som “rene af hjertet” er det ikke udtryk for, at folket ikke er og kendes urent, men fordi det lever i opgør med alt det, som gør dem fattige og anklagede for Gud (jævnfør Paulus’ brug af ordet i 2. Kor. 7,11).

Således beskrives deres sørgedage og store trængsel.
Men, i alt dette lyser evangeliet frem i de sidste saligprisninger: de “stifter fred”, de “forfølges for retfærdighedens og Jesu skyld”. Just i deres fattigdom, som fylder dem med sorg og hunger og tørst, er evangeliets tale om gaven i det ene menneske, Jesus Kristus, om freden ved hans sår og retfærdigheden ved denne enes lydighed det store, dyrebare lys til frelse. Med dette ord om Kristus er de “himmellys i verden”, som Paulus siger i Fil. 2,15-16. Her alene har alle fred med Gud, her alene har alle retfærdighed for Gud – selv ugudelige, som ikke har gerninger. Men, netop dette har altid været en forargelse for mennesker, som har vakt deres vrede og foragt. Som Noa med sin tro var et lys for sin samtid, skønt den ikke agtede derpå, er det evangelium om Jesus, som er de fattiges trøst og fred og salighed, verdens lys.

Men netop med lyset følger dommen over verden, som ikke agter på lyset, som Jesus siger: “Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, men menneskene elskede mørket mere end lyset, fordi deres gerninger var onde”.
Stærkt er nåden og dommen udtrykt i det trøstens ord, vi har i Åb. 7: “De har vasket deres klæder i Lammets blod. DERFOR står de for Guds trone”. Mod de snavsede klæder, som de fandt sig selv i, havde de kun een tilflugt – det, som er hele verdens eneste tilflugt overfor Guds vrede: at det er os til fred, at der kom straf over ham.

Forslag til prædikendisposition:
1. Trængslen (jævnfør denne disp. med Åb. 1,9).
2. Trøsten (Udholdenheden – kraften i evangeliet).
3. Håbet (Kongedømmet, som vi dog allerede har del i ved troen, Åb. 1,6).

Salmer:
661 – 340 – 659 – 657.