Allehelgen søndag – 2. tekstrække

Retten til livet

Hvordan skal vi forholde os til, at vi føler, vi har ret til at leve? Der tales om rettigheder til at leve frit, menneskeværdigt, der tales om, at livet skal opretholdes for enhver pris. Læger giver løfte på at arbejde på at opretholde liv, og jo længere videnskaben kommer, des mere kompliceret bliver spørgsmålet om, hvor længe og med hvilke midler livet skal opretholdes. Det fører ud i til tider helt absurde situationer, hvor mekanik og teknik kan holde et levende væsen i live, langt ud over, hvad det levende væsen har glæde af. Det fører til etiske spørgsmål om, hvorvidt man skal klone og gensplejse, spørgsmål, som ikke bare videnskaben, men også troen stiller.

Disse overvejelser kan vel synes at være de mest absurde, selvfølgelig skal liv da opretholdes, det bygger hele vor tænkning og kultur på. Ja, det gør den, og retten til livet er den dyrebareste rettighed et menneske har. Men problemet er, at det tager døden sig ikke af. Vi dør, selv om vi som det mest grundlæggende har retten til vort liv. Det er tanker, som godt kan komme på en Alle Helgens dag, hvor vi på en særlig måde må tænke tilbage på de af vore kære, som døde. Vi kan rammes af tanker om, at det var uretfærdigt, at den og den døde. Jeg kan blive vred og bitter, fordi jeg ikke mener, at denne min kære skulle være død allerede på det tidspunkt. Jeg kan overvældes af sorg og savn. Hvorfor skulle de dø?

Denne sorg og smerte, den kan være uudholdelig, hvis jeg selv skal bære den. Sorgen kan blive en lidelse, som smerter, mere eller mindre hele tiden. Det er den lidelse, som nok på et tidspunkt kan bringe mig til at stille spørgsmålet: Vil Gud bruge vores kæres død eller måske smerte til at opdrage os med? Vil man forklare lidelsen, så er det her man ender.

Vi kan i livet alle komme til punkter, hvor vi må give afkald på forklaringen og så må vi lytte til evangeliet. Vi må rette blikket væk fra os selv, rette blikket ud ad til Gud. Ser vi på vores kæres død og smerte som Guds opdragelse af mig, ja så er jeg i centrum. Det betyder at være kørt fast. Nej, trøsten er at hente, ikke i min situation, men i noget meget større og rigere, nemlig i Gud.

Sorgen og smerten er et vilkår. Der gøres så uendelig meget for at fjerne smerten, store dele af vort daglige liv, af det offentliges aktivitet, af forskellige serviceorganer, af underholdning, af brug og misbrug af stimulerende midler, af digtning og kunst. Der gøres meget for at dulme smerten. For mange er det et livssyn, at alt dette, at verdens pulserende liv kan fjerne smerten, at livet må leves, det må være lyst og dejligt, man tror vel at smerten er fjernet. Men så kommer døden, og så dukker den op igen, så kan selv den bedste livskvalitet ikke stille noget op.

Der er ikke noget at sige til, at vi prøver. Og vi skal leve livet med alle farverne og udfordringerne. Men hvorfor ikke også lytte til evangeliet, hvorfor ikke forholde sig til den virkelighed, som Jesus i sin tale, som vi i Skriften og forkyndelsen kan få indblik i. Men ikke nok med det, hvorfor ikke se realiteterne i øjnene, den realitet, at døden er et faktum, at sorgen og savnet, at lidelsen og døden møder os.

For hvad kan vi se i øjnene? Vi kan se, at der er sorg og død, smerte og lidelse. I dag vil vi ikke se på de store og verdensomspændende problemer, krige og naturkatastrofer. Nej, men at der i mit liv findes lidelse. Lad mig så lytte til evangeliets ord om, at døden er overvundet. Lad det blive til virkelighed, at den opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus i sin død og opstandelse besejrede døden. At den fortabte tilstand, som mennesket har befundet sig i, siden det faldt i synd, at den tilstand, som indtrådte, da mennesket måtte leve uden for paradis, fordi det havde gjort oprør mod Gud, denne tilstand er ændret, der er sket noget nyt.

Når der kan tales om retten til livet, når vi kan anse det at leve som en ret, ja så er det rigtigt, korrekt, vi mennesker har retten til at leve. Men det altafgørende er, at denne ret har Gud givet os. Gud skabte mennesket i sit billede, han gav mennesket ret til liv. Døden kom ind i verden, og døden har siden krænket menneskets Gud-givne ret til liv. Befrielsen er, at i Jesus Kristus har mennesket genvundet livet. Livet er genfødt, mennesket behøver ikke længere at dø.

Nu må blikket rettes på Kristus. Livet med andre, livet med mine kære er ikke en ret, som jeg skal tilkæmpe mig, men hvert minut af liv med mine kære er en Guds gave. Vore kære tilhører ikke os, men de tilhører Gud. Vi må altid lægge dem i Guds hånd i den tro og overbevisning, at hans hånd ikke er svag.

Og hvad betyder det så? Det betyder, at vi tager Jesu ord i Bjergprædikenen alvorligt., når han omtaler sine disciple som jordens salt og verdens lys.  Vi må erindre mennesker, som er gået bort i Kristus, som salt og lys. Men endnu vigtigere må vi erkende, at hans disciple er jordens salt, det er ikke noget de skal blive. I er verdens lys, et lys, som skinner – ja – ikke for jer selv, men for andre, for alle i huset. Esajas beskrev det kommende med disse smukke ord: “Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. Lyset er Herrens herlighed, som er brudt frem over jorden. Når I er lyset, så er det ikke fordi I gør det godt, ikke fordi I er bedre end andre. Nej, lyset, det er Herrens lys, det er Guds gerning i os.

På en Alle Helgens dag må vi takke Herren for dem, som en tid var jordens lys og salt, og her kan man netop fyldes med taknemmelighed til Gud, fordi der var nogen, som var lys for os, at vi som en ny generation, der havde brug for evangeliet, fik lov at modtage det. Vi må også erkende, at nu står lysestagen hos os, nu er Guds kirke, Guds menighed, altafgørende for, at lyset bliver bragt videre, ud i verden til mennesker, som endnu lever i mørke og lidelse. Vi er et genskær af ham, som kaldte sig verdens lys.

Evangeliet og frelsen er Guds gave og opgave, givet til os. Sorgen og savnet, eftertænksomheden må i lys af Guds kærlige tiltale til os udvikle sig til taknemmelighed og til villighed til at være lys og salt. Sorgen og savnet, måske bitterheden og vreden må drejes, ud fra mig selv, over på Gud, for i lyset af hans kærlighed må sorgen og savnet forvandles til håb.

Håbet er det, som skal give kraften. Genfødt til et levende håb, det blev vi i den hellige dåb. Dette håb har Johannes sat ord på, da han på forunderlig vis fik lov til at se ind i en kommende verden. Han brugte billeder, som vi kan ane meningen af. Han så først og fremmest noget helt nyt, en ny himmel og en ny jord. Han så et sted, hvor man måtte se forgæves efter sorgen og savnet, hvor pine og smerte ikke fandtes. Johannes kunne berette om ham, der er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Han kunne fortælle om en tilværelse, som ligger efter livet her på jorden. Vi skal næppe forestille os, at vi kan forstå det blot tilnærmelsesvis. For hvordan kan et liv være virkeligt uden sorgen og lidelsen, hvordan kan livet være andet end uvirkeligt, hvis ikke følelsernes hele register kan afspilles. Det er vi ikke sat til at forstå.

Vi må derimod leve livet på de vilkår, som gives nu. Vi må leve, hvor de største glæder opleves i kontrast til sorgen. Vi må finde lykken på baggrund af ulykken, vi må opleve lyksalighed med lidelsen som kontrast.

Men håbet, det er, at en verden kommer, hvor sorg og pine, hvor død og lidelse ikke længere er til. Det må stå som et håb, som det ubegribelige, der ligger bag dødens mur. Vi må være trøstet af, at der gik nogen forud, som ved mere, end vi ved nu.

Vi er i verden; verden må møde den opstandne gennem hans disciple; livet er en gave, vi må tage af Guds hånd, og en opgave, som han løser gennem vort liv.

Så er der håbet tilbage. “Den, der sejrer skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.” Amen.

Salmeforslag
422: Hellig, hellig, hellig!
570: Hvor er det godt at lande
571: Den store hvide flok vi se