At elske med hele kroppen

Kære brud og brudgom!

Det er en eventyrlig dag for jer i dag. Derfor skal vi begynde med et eventyr. Et rigtigt et af slagsen, som selvfølgelig er begået af vores nationaldigter H. C. Andersen. Eventyret hedder “Kærestefolkene”.
Eventyret handler om en maskulin snurretop og en fin bold. De lå i den samme skuffe, og snurretoppen sagde til bolden: “Skulle vi ikke være kærestefolk?” Men det var bolden for fin til. Hun var lavet af det fineste gedeskind og havde en prop i livet, så det kunne der ikke blive tale om. Skønt snurretoppen var lavet af mahognitræ og drejet af selveste borgmesteren.
Bolden var engang under leg hoppet op til en svale, og svalen havde sagt: “Vil De? Vil De?” Og det havde bolden indvendig sagt, at det ville hun godt, så hun var halvvejs forlovet.
Dagen efter tog drengen bolden frem for at lege med hende. Han kastede hende i jorden, og hun hoppede højt op. Højere og højere, til hun til sidst ved det niende hop blev helt væk. Drengen ledte og ledte, men kunne ikke finde hende.
Snurretoppen var sikker på, at bolden var havnet hos svalen og at de to nu var gift. Og det ærgrede ham. Og jo mere han tænkte på bolden, des kønnere blev hun i hans tanker. Bolden blev hans hemmelige længsel og kærlighed.
Årene gik, snurretoppen fik en del skrammer, men en dag blev han forgyldt fra top til top. Han var nu en skøn guldsnurretop. Og drengen gav ham en ordentlig snurretur. Så kraftig en tur var det, at han sprang ud ad døren og blev væk for drengen.
Snurretoppen var havnet på køkkenmøddingen. Her følte snurretoppen sig ikke rigtig tilpas mellem afpillede kålstokke, snavs og ja, og en underlig rund ting, der lignede et æble uden at være det. Det var en gammel bold, der i mange år havde ligget i tagrenden. Vandet havde sivet igennem og gjort den fine gedeskindsbold helt ukendelig.
Bolden kunne ikke genkende snurretoppen, der jo var blevet forgyldt, så hun sagde: “Endelig kommer der en af ens lige, som man kan tale med. Jeg er af fint gedeskind og var tæt på at blive gift med en svale, men så faldt jeg i tagrenden, og der har jeg ligget i fem år og sivet.”
Det blev klart for snurretoppen, at det var den bold, som han i hemmelighed havde elsket og længtes efter, men han sagde ikke noget.
Tjenestepigen kom og fik øje på snurretoppen og tog ham med til drengen, men bolden lagde hun ikke mærke til. Og snurretoppen talte aldrig mere om sin gamle kærlighed; den går over, når kæresten har ligget fem år i en tagrende. Ja, han ville ikke kendes ved hende, da han genså hende på køkkenmøddingen.

H. C. Andersen har sin helt egen måde på at sammenblande en tragedie og en romantisk komedie. Og sådan en blanding tror jeg “Kærestefolkene” er. En historie uden helte. En historie med to hovedpersoner, der begge følte de sig for fine til hinanden. Der er ligesom ingen, der repræsenterer det gode og kan bringe alles tanker ind på ret kurs. Det er en historie efter devicen: Sådan skal I ikke gøre. Ligesom da Emil lærte sin lillesøster Ida bandeord, for at hun kunne vide, hvad hun ikke måtte sige.
Og hvad kan vi så lære om kærlighed og ægteskab af bolden og toppen? Hvad er det, vi ikke skal gøre, for at kærligheden ikke skal gå over? Ja, vi skal i hvert fald lade være med at være så optaget af det ydre. Det var, hvad der i den grad ødelagde kærligheden for dem.

Og sådan er det også for jer, brud og brudgom. Hvis jeres kærlighed ikke skal gå over, må I elske hinanden som hele mennesker. Både det ydre og det indre. Og jeg tror, I har gode forudsætninger for ikke at blive overfladiske som bolde og toppen. Selvfølgelig glæder du dig, kære brud, over din brudgoms veltalenhed og gode hoved. Men som den [personligt, udeladt] du er på vej til at blive, ved du også, at din brudgom er som et barn. Han skal roses og opmuntres og tilskyndes og æres frem. Og med [personligt, udeladt] tålmodighed bliver det dit projekt fra nu af. At elske og ære din brudgom.
Og du, kære brudgom. Du glæder dig naturligvis over bruds skønhed og hendes dejlige smil. Men som en god [personligt, udeladt] må du om nogen være udstyret med det røntgenblik, som formår at scanne din bruds indre og finde alle hendes kvaliteter frem. Og da må du forstå, at det er din opgave som hendes mand at bringe hendes indre skønhed og kvalitet frem til ære og værdighed. Det må du gøre ved i alle ting at sætte din bruds lykke foran din egen og som en sand gentleman lade hende mærke, hvordan du værdsætter hende.

Se bolden og toppen havde i virkeligheden intet begreb om, hvad det vil sige at være kærestefolk, at være hinandens kæreste medmenneske. Men når I i dag vies til hinanden, får I det som jeres livsopgave at finde ud af, hvad det er at være kærestefolk. På én måde ved I allerede noget fra jeres forlovelsestid. Men på en anden måde ved I ingenting. Vielsesritualet siger det så realistisk: “I hvad lykke Gud den Almægtige vil tilskikke jer”. Dybest set kender I endnu ikke hinanden. I ved ikke, hvordan det liv, der ligger foran jer vil forme sig. Vi ønsker jer megen medgang og lykke. Men i ethvert menneskeliv er der også modgang og ulykke. Og da kan I ikke klare jer med boldens og toppens overfladiske kærlighed.

Lad os derfor røntgenfotografere den menneskelige kærlighed og se, hvad det virkelig er at elske hinanden. Et røntgenfoto af kærligheden vil vise, at kærligheden har tre livsvigtige, indre organer:
– Hjernen (forstand)
– Hjertet (følelser)
– Maven (barmhjertighed og tilgivelse)

Kærligheden er ikke hjerneløs. Det er kærlighedens forstand, der mange gange vil minde jer om, at nu har vi brug for at få talt om det eller det. Nu skal jeg passe på ikke at lade vreden eller følelsen af forurettelse løbe af med mig. Nu er det tid til at huske fødselsdagen eller bryllupsdagen eller få skrevet en datingaftale i kalenderen. Lyt til kærlighedens forstand.
Men kærlighed uden følelser er nu også uinteressant. Derfor er det godt, at kærligheden også har et hjerte, hvorfra varme og liv strømmer ud til kroppen. Det er simpelthen en opgave for jer og ethvert ægtepar at være følelsesmæssigt til stede i sit ægteskab. Både med de positive følelser: glæde, forventning, forelskelse. Men også med de kritiske følelser: ubehag, frygt, bekymring. Det gælder om at vedgå sine følelser og være ærlige over for hinanden. Det fordyber fællesskabet.
Og endelig har kærligheden brug for en mave. Det er dér, hvor tingene snører sig sammen, når vi mennesker lever sammen, ufuldkomne som vi er. Og netop i maven findes hele forudsætningen for, at menneskeligt samliv kan lykkes. Det er her barmhjertigheden og tilgivelsen bor. At jeg har en grundlæggende villighed til at bære over med den anden og ikke kræve ham eller hende til regnskab for hver enkelt skuffelse og uopfyldte ønske.

Når det gælder netop kærligheden, tænker jeg tit på, hvor godt det er, at vi kender Jesus Kristus. Om ham siger Paulus:

I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft (Ef 5,1-2)

      Og i en af læsningerne til denne vielse hed det:

Som Herren tilgav jer, skal I også gøre (Kol 3,13)

      Jesu kærlighed til os, var en kærlighed med hjerne, hjerte og mave. Men forstand, følelser og barmhjertighed. Det er den fuldtonede kærlighed. Den får I og vi alle som det fuldkomne forbillede for vores kærlighed i ægteskabet. Som kristne ægtefolk har I den styrke med jer, at I sammen kan søge den fuldkomne kærlighed i Jesus gennem bøn og fælles andagt og dermed hente den kærlighed ind i jeres ægteskab, som ingen af os magter i fuldkommen forstand.
Det er den bedste garanti imod, at I på skift bliver for fine til hinanden, og at jeres kærlighed ender på køkkenmøddingen. Gud bevare jer fra det! Gud bevare jeres ufuldkomne kærlighed i hans fuldkomne kærlighed!