Lidt om dagens tekster:

Bededag er en underlig dag i kirkeåret. Det er som bekendt ikke dagen, hvor man skal sætte ”Denne er dagen, som Herren har gjort” på salmetavlen, for dagen er skabt af mennesker, som ønskede at skære ned på antallet af bods-og bededage! 4.fredag efter påske dukker den op. Ofte bliver den misbrugt til konfirmation. Det har jeg selv gjort, mens jeg var præst på Bornholm, men det er jo egentlig ikke det, der er meningen, og dagens tekster egner sig ualmindelig dårligt til den anledning, medmindre konfirmanderne har været så umulige, så præsten synes, de skal have en ordentlig omgang!

Men midt i påsketidens glæde kan det nu være meget godt med sådan en dag, der kalder til besindelse og eftertanke. Farven på messetøjet er violet som i fastetiden, og salmevalget den dag må bære præg af, at det er en alvorlig dag, hvor temaet er kaldet til omvendelse, dvs. en ny kurs i livet, må lyde.

Det er oplagt at knytte til ved de forskellige tekster, som læses den dag. Fra alteret lyder først teksten fra Sl 51, som jo i høj grad minder om et menneske, som var kommet på gale veje, men tog imod kaldet til omvendelse, nemlig David. Det er vigtigt at understrege, at en synder – det er jeg af natur, ikke fordi jeg er faldet. Det er også det, David slår fast, når han siger ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig” (Hvor er den nye oversættelse fin her – i modsætning til den gamle, som gav helt forkerte associationer!). Når jeg er født som en synder, giver det sig konkrete udslag, som kan være mere eller mindre forfærdelige, set med menneskers øjne, men set med Guds øjne er synd altid blodig alvor, som egentlig berettiger til at blive kastet bort fra hans ansigt. En sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte – det er, hvad Gud ønsker, når hans lov lyder. Kun da kan han give sådan et menneske et nyt hjerte, som det hedder i Hebr.8,10-12, som er dagens episteltekst. Når Gud selv skriver sig ind i vore hjerter, bliver det anderledes. Når Gud selv giver sig til kende, som det skete i Jesus Kristus, bliver han kendt – fra den mindste til den største, og når et menneske er i Kristus, takket være dåb og tro, ja, så gælder de helt utrolige ord: ”Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd.”

Men Bededag er en dag, hvor vi bliver mindet om, at synd er alvor. Johannes Døberens voldsomme optræden ved Jordanfloden gjorde indtryk. Det var en vækkelsesprædikant af format, som her trådte frem, og folk strømmede ud til ham og bekendte deres synder og lod sig døbe til et nyt og anderledes liv. Når han særlig tordner mod farisæere og saddukæere, er det ikke, fordi de er værre end andre, men fordi de bilder sig ind, at de kan flygte fra Guds vrede, hvad intet menneske jo kan. De bliver kaldt øgleunger, fordi de er urene, når de på den måde bilder sig ind at have deres sag på det tørre. Når troen bliver til en åndelig livsforsikring (”Vi har Abraham til fader”), er der ikke længere tale om tro, men et bedrag, som det er vigtigt at blive kaldt ud af, fordi ”øksen ligger allerede ved træernes rod”, som Johannes Døberen siger.

Fra tekst til prædiken:

Når man skal prædikede, er det vigtigt at fange de lyttendes opmærksomhed de første sekunder af prædikenen. Derfor er det dødsdømt at sige ”Den tekst, vi har foran os, består af…” eller noget i den retning. Tag noget fra dagligdagen og brug det som udgangspunkt! Teksten fra Sl.51 kan nok lede tanken i den retning. I skrivende stund er der f.eks. en israelsk præsident, som må tage orlov på grund af mistanke om voldtægt o.l. Uden at tage stilling til skyld eller ej, var det stærkt at se ham på skærmen, hvor han tog afstand fra enhver påstand i den retning og beskyldte medier og journalister for at trække ham ned i skidtet! Det er den stik modsatte holdning, vi finder vi hos David og dem, der kom ud til Johannes og bekendte deres synder for ham.

Men Johannes er ikke den, der frelser – det må vi huske!

I Vinderslev kirke har vi et billede, hvor Johannes Døberen står ved siden af den dømmende Kristus. Ud af Kristi mund går der et sværd og en lilje, for sådan er det med Guds ord. Det dømmer, og det frelser. På billedet ser man en kvinde, der prøver at klamre sig til Johannes Døberen, men den går ikke. En grim djævel slår en klo i hende og fører hende til fortabelsens uhyre. Johannes Døberen var en stor profet, men når det gælder Himmeriget er han den mindste, siger Jesus, fordi hans ord ikke frelser, men kun dømmer. Den dåb, han døber med, er kun foreløbig. Anderledes er det med Kristi ord og den dåb, han har indstiftet. Det er vigtigt på en bods- og bededag, at der prædikes, så mennesker forstår, at synd er blodig alvor, samtidig med at der prædikes, så mennesker ser Kristus som den, der har, hvad der skal til for at skabe et nyt hjerte hos mennesker, så de kan ”frydes over din frelse”, som det hedder i Sl.51. Det er så vigtigt, at der prædikes, så synd og frelse ikke bare bliver et matematisk regnestykke, som kan løses, men at synden virkelig afmales, så det bliver klart, at der må ske et under, en hjertetransplantation, hvis jeg skal frelses. Det under skete, da Gud gav os sin enbårne søn. Med sin dom kan Johannes kun være en vejviser. Vejen er han ikke. Den finder vi i Kristus.

Det vil være en god idé at udvide teksten med vers 11-12, så vi på den måde får et vidnesbyrd om Kristus – ”han, som kommer efter mig” –  med.

Liturgiske overvejelser:

Det kan diskuteres, om man skal holde nadver Bededag. Jeg plejer at gøre det, men lægger så et kort skriftemål et kvarter før gudstjenesten. Det er med til at understrege dagens alvor. Bruger man Kyrie og Gloria, skal Gloria naturligvis udgå den dag. Man kan synge det lille litani (DS 432) lige før nadveren, men der er også mulighed for at bruge det store litani (Salmebogen s. 814) i stedet for kirkebønnen og henlægge det lige efter salmen efter prædikenen.

Salmeforslag:

498 Gud, efter dig jeg længes – 503 O Herre, udslet min synd så svar! – 208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte/ 505 Til dig, alene, Herre Krist! – 588 Herre, gør mit liv til bøn.

Tekstvejledning til 4.s.e.Påske

af Frede Møller, Hinge.

Lidt om dagens tekster:

Ligesom Bededag møder vi i dag tanken om et nyt hjerte. Her er det profeten Ezekiel, der taler til det modløse folk i Babylon. Et folk, som havde svigtet troskaben mod Gud, og som straf var blevet ført i landflygtighed i 70 år. Men et folk, som også havde Guds løfter om, at de skulle få lov til at vende tilbage. Det er disse løfter, profeten Ezekiel knytter til ved, når han taler om en ny tid, hvor Gud selv vil gribe ind og give sit folk et nyt hjerte. ”Skab mig, o Gud, et rent hjerte”, bad David, da han havde syndet med Batseba, og det er den bøn, Gud opfylder, når det handler om det folk, som har været ham utro (jfr.Ezek 16). Med det nye hjerte står Guds lov ikke bare på stentavler, men i deres hjerte, og dermed er situationen en ny. ”I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.” Løfterne gik til en vis grad i opfyldelse, da Israels folk fik lov til at vende tilbage, men den endegyldige opfyldelse sker først med Jesu komme. ”Nu går jeg til ham, som har sendt mig”, siger Jesus, og dermed følger han den vej, som er Guds, og som er det eneste, der kan rense et folk og give dem et nyt hjerte. Samtidig taler han om den nye ånd, som han vil skænke. Den nye ånd, som er den, der afslører synd, men som samtidig leder mennesker til tro på Jesus Kristus. Den ånd, som skaber den nye virkelighed, som teksten fra Jakobsbrevet taler om. Det er Gud selv, der griber ind, og som ved sandhedens ord føder os til at være en førstegrøde af hans skabninger. Det er samme virkelighed, som apostlen Paulus beskriver, når han siger: ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i” (Efes 2,10). Det er den kristne kirkes nye verden, som her beskrives, og den er der ingen af os, der kan takke os selv for. Nej, ”alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven”, siger Jakob. Det var Gud selv, der i dåben genfødte os til et nyt og anderledes liv, ja, til det evige liv. I denne nye verden gælder det: ”Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle.”

Fra tekst til prædiken:

Det er en af de store konfirmationssøndage i dag, og det er jo ikke just ideelt, at man så skal prædike over en ganske vanskelig Johannes-tekst som den, vi har foran os i dag!

Personligt vil jeg nok tage udgangspunkt i det, som mange kender af egen erfaring, nemlig det at miste. De ældre i kirken ved måske noget om, hvad det vil sige at miste en ægtefælle. Det kan være svært at se nogen fremtid i den situation. De lidt yngre inkl. konfirmanderne ved noget om, hvordan det er, når man mister noget, som betyder noget for én. Vi kunne læse om en ung kvinde i Silkeborg, som fik stjålet de penge, hun møjsommeligt havde sparet sammen for at kunne rejse en tur til Indien (vistnok) for at finde sine biologiske forældre. De var ved at pakke bilen og lod en kuffert stå, mens de hentede noget andet. Væk var den, da de kom igen, og i den lå pengene! Nu måtte turen opgives. Andre har oplevet, hvordan det er at miste en fin, dyr cykel eller lignende. For disciplene var det en hårrejsende virkelighed, at Jesus hele tiden talte om, at han snart skulle lide og dø. Han havde talt om sig selv som hyrden, der sætter sit liv til for fårene (Joh 10). Han havde talt om sig selv som hvedekornet, der dør for at blive til liv (Joh 12,24), og han havde talt om ”at blive ophøjet fra jorden” (til korset!), (Joh 12,32-33). ”En kort tid, så ser i mig ikke længere”, siger han lidt senere i samme tekst. Det er den slags, som fylder disciplene med sorg, fordi de så nødig vil miste. Men disciplene må forstå, at selvom Jesus forlader dem, betyder det ikke, at de er forladt, for Jesus sørger selv for ”afløseren”, som er Talsmanden, Helligånden

I den konkrete prædikensituation kan det være på sin plads at minde om, at der kan ske meget på denne jord, som godt kunne tyde på, at Gud er borte. Vi kan også vende ham ryggen, så vi tror, vi definitivt har lukket døren for ham i vort liv (Det er måske det, konfirmanderne er på vej til? Mange af dem forlader jo kirken sammen med konfirmationen og bliver dermed ikke konfirmeret ind i kirken, men snarere ud af kirken!). Men det er vigtigt at vente på ham, som sender den ånd, som holder sit indtog i vort liv ved at få os til at se, at vi er syndere, og ved at få os til at se, at retfærdighed ikke er det, vi selv kan præstere, men det, som kommer fra Gud, og at Den Onde nok er en virkelighed, men at han ikke har noget at skulle have sagt, når Jesus har talt. Helligånden – det er den projektør, som kaster sit skarpe lys på Jesus, så han ikke er til at komme udenom! (”Han skal herliggøre mig…”). Det bedste, som kan ske for et menneske, det er, når Gud selv får lov at komme til, så han eller hun overbevises om synd, retfærdighed og dom. Det er vejen til det nye hjerte, som Ezekiel taler om. Det er vejen til den nye verden, som Jakob beskriver i sit brev! At få det sagt på et jævnt og ligefremt dansk er noget af en opgave – ikke mindst en konfirmationssøndag!

Liturgiske overvejelser:

Stemningen på 4.s.e.Påske er en helt anden end Bededag. I dag er farven hvid, for det er stadig Påsken, der klinger med – også i de salmer, som synges. Samtidig er det vigtigt at prædike, så vi ikke får sagt alt det, vi gerne vil have sagt i den kommende Pinse. Det er lidt af en balance, men det kan lade sig gøre.

Skal man prædike 4.s.e.Påske, er de vigtigt at huske, at vi befinder os efter påske. Rent historisk taler Jesus til sine disciple om adskillelsen Langfredag, men 4.s.e.Påske minder ordene os om den virkelighed, som sker ved Himmelfarten, hvor Jesus nok skilles fra sine disciple, men hvor de alligevel kan glæde sig, fordi de ved, at han ikke er borte, men kommer til dem, når Helligånden kommer.

Salmeforslag:

229 Hvor er dog påske sød og blid – 503 O Herre, udslet min synd så svar! – 393 Fra Himmelen hid til os ned/

600 O Jesus, går du da din vej? – 249,v.8-9 Det er som en ånd –  541 Vær du mig nær.

Tekstvejledning til 5.s.e.Påske

af  Frede Møller, Hinge.

Lidt om dagens tekster

GT-teksten denne søndag handler om Jakobskampen, som er en vigtig tekst, når det handler om dette med Guds velsignelse og den tryghed, som et Guds barn må finde frem til. For Jakob er denne velsignelse ikke nogen given sag. Han har snydt sig til førstefødselsretten og sin fars velsignelse, han har måttet flygte fra sin brors vrede, han har i mange år opholdt sig i det fremmede, hvor hans morbror, som er en rigtig Laban, har snydt ham, så vandet drev. Spørgsmålet, som trænger sig på for Jakob, lyder: Har jeg mon Guds velsignelse? Kan jeg møde min bror, hvis ikke jeg har den sag klaret? Derfor denne natlige kamp, hvor det handler om dette: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Jakob får sin velsignelse, men bagefter er han ikke den samme. Guds velsignelse betyder et nyt navn og en ny virkelighed, men mødet med Gud betyder også, at han resten af livet må halte efter det slag, han har fået på hoften – af Gud selv!  ”Jeg har set Gud ansigt til ansigt og reddet livet”, siger Jakob, da solen står op. Det er det, sagen handler om. Intet er vigtigere end Guds velsignelse – om jeg så må halte resten af livet!

Derfor handler dagens prædiketekst om den nye virkelighed, som Gud selv skænker. Som Jakob fik et nyt navn ved mødet med Gud, har du og jeg fået et nyt navn gennem mødet med Gud i den hellige dåb, nemlig Jesu navn.

Nu handler det derfor om livet i denne nye virkelighed!

Det er her, Jesu navn er altafgørende. Jesu navn betyder, at jeg frimodigt kan få frem for Gud, fordi jeg er hans barn, og han er min far. Det er ikke Jesu forbøn, som tæller, selvom den også er god at have. Nej, det er dette, at jeg i Jesu navn må komme til min himmelske far, og Jesu navn betyder, at min glæde kan være fuldkommen, når jeg får øjnene op for denne nye verden, han har vundet os.

Igen understreges det for os, at Jesus kommer fra Gud, og Jesus vender tilbage til Gud. Hans lidelse og død skal altså ikke misforstås, så disciplene tror, det er det helt store nederlag (Det troede de nu alligevel!). Hans lidelse og død var i virkeligheden sejren over det onde! ”Hvorfor er vi her? Hvad er det, vi vil?” råber træneren til sit hold. Ikke fordi han er tungnem, men for at opflamme, opmuntre. Svaret lyder: ”Sejr! Sejr!”  Og sejren er vor – takket være Jesus Kristus!

Fra prædiketeksten går der igen en linje til epistlen, som handler om at være ordets gørere, ikke blot dets hørere. Det handler om at være den, der ”fordyber sig i frihedens fuldkomne lov”! Frihedens fuldkomne lov – det er det, som Jesus Kristus har vundet os ved at gå til Faderen! Netop når jeg ser friheden, ser jeg den nye verden, som jeg må leve i. Nu ved jeg, at jeg ikke skal være ordets gøre for at blive frelst, men fordi jeg er det!

Fra tekst til prædiken

De af os, der har prøvet at flytte, f.eks. fra Fyn til Bornholm eller fra Bornholm til Midtjylland!) – vi ved noget om, hvordan det er at skifte til en ny situation! Måske var jeg glad for min tandlæge i Nexø? Måske havde de verdens bedste bager i byen? Måske var det stik modsat, så jeg ved at flytte slap væk fra et menneske, som forfulgte mig dag og nat? Under alle omstændigheder betyder det at flytte, at jeg må til at leve i en helt ny virkelighed. Finde en ny tandlæge, en ny bager!

5.s.e.Påske er en søndag, hvor det giver god mening at betone trygheden hos Gud.

I den forbindelse kan jeg godt komme ind på den tryghed, som det rummer, at jeg må bede til Gud. Her er ”Don Camillos lille verden” uforlignelig! Hele tiden må Don Camillo ind i kirken for at snakke lidt med den korsfæstede Jesus. ”Må jeg godt slå ham Peppone (den kommunistiske borgmester) i hovedet med en kæp?” spørger han (frit efter hukommelsen).

Det afviser Jesus. ”Det ville jeg aldrig have gjort!” (W.W.J.D.-armbåndet!).

”Årh, det er også noget andet med dig, Jesus”, siger Don Camillo.

En lidt frommere version er Erik Pontoppidans gamle katekismus, som lærer os, at bøn er at omgås Gud fortroligt, ligesom man omgås og taler fortroligt med sin ven. Sådan er det for den, som er flyttet! Flyttet fra Satans regime til Guds søns vidunderlige frihedsrige, hvor kærligheden til Gud driver mig til at gøre de gerninger, Gud vil have gjort i denne verden, hvor hans disciple er sat som lys og salt.

Trygheden hos Gud er vigtig – også når alt peger i en anden retning! ”Jeg går i fare, hvor jeg går….” Farer er der nok af. Der er nok, der truer vores lykke og glæde og tro! Vi oplever det, når sygdom rammer os selv eller vore kære. Vi oplever det,  når det hele rotter sig sammen imod os. Menighedsråd, kolleger, familie osv. Det er jo let nok at synge ”Han, som har hjulpet hidindtil” og ”Ingen er så tryg i fare”, når alt går strygende, men når det virkelig brænder på, ja, så er det helt anderledes. Så kan det somme tider være lettere at knytte næverne end at folde hænderne! Der kan komme dage, hvor det føles umuligt at synge de salmer, jeg har sat på denne søndag. Fordi de simpelt hen virker for stærke!

Se, det er den slags tanker, jeg nok vil tage frem denne søndag. Prøve at være ærlig. Lade min egne anfægtelser komme frem, og så lade både tekster og salmer prædike for mig selv (og forhåbentlig andre!), fordi jeg i den grad selv har behov for at høre, at det går an at lægge mit liv i Guds hænder, at stole på ham, at bede til ham, ja, at synge ”Fryd dig da, du lille skare, Jakob Gud vil dig bevare” – den Jakob, som selv kæmpede med Gud en hel nat, og som fik velsignelsen, selvom han bagefter måtte halte!

Liturgiske overvejelser

Dagen er ikke en Bededag nr.2, selvom prædiketeksten godt kunne lægge op til det. Bods-og bededag er en alvorsdag, 5.s.e.Påske er en glædens dag! Igen er det vigtigt at huske, at vi befinder os i tiden mellem påske og Kristi Himmelfart/Pinse.

Salmeforslag

33 Han, som har hjulpet hidindtil – 39 Synes det i kors og pine – 45 Jeg går i fare, hvor jeg går/

583 Falder på dig modgangs hede – 249,v.8-9 Det er som en ånd – 49 Ingen er så tryg i fare.