Søg efter:

Bededag – 1. tekstrække

februar 17, 2021

Dagen kaldes ”bods og bededag”. Vi bekender alle vore synder og slæber dem forhåbentlig ikke med os igen. Meningen er, at vi skal lade alle vore synder blive ved korsets fod hos Jesus.

Der var mennesker, der blev døbt i Jordanflodens klare vand af Johannes Døber. Når de bekendte deres synder, blev de døbt.

Farisæerne og saddukæerne mente, at de kunne blive døbt uden at bekende deres synder, så der var ikke nogen mærkbar forandring med dem. De var måske nok bibeltro udefra set, men samtidig troede saddukæerne f.eks. ikke på de dødes opstandelse, og det var jo i sig selv noget af et problem.

 

 

Fra tekst til prædiken

Det kunne være en oplagt idé at tale om omvendelse. Det er et lidt svært begreb, særligt, hvis der sidder kirkefremmede mennesker og hos mig, hvor vi altid har konfirmation Bededag (som jeg godt ved for nogle er en uting) ja, så skal man nok være forsigtig med at tale om omvendelse. På den anden side, omvendelse betyder jo ganske enkelt, at jeg vender mig om, bort fra det liv, jeg før har levet og om til et nyt og bedre liv med Kristus. Vi skal ikke flygte fra fortiden, men flygte ind i Jesu favn og lade ham give os en god fremtid i stedet.

Det må handle om det kristne håb og forventningen om, at så sandt jeg er vendt om, så har jeg også en plads i himlen, så er der, som Grundtvig så fantastisk udtrykker det, ”Sat en stol frem til mig”. Se salmen: ”At sige verden ret farvel”.

Lad os også prædike om, at Gud så os som foster og derfor kender alt til os. Han har begyndt sin gode gerning i os og han vil selv fortsætte og fuldføre den indtil Jesu Kristi dag.

Jeg kan ikke vende om ved blot at ”tage mig sammen”. Jeg kan først vende om, når jeg erkender og bekender, at jeg er en synder, som har fortjent at lide døden. Men samtidig har en fast og salig vished om, at Jesus Kristus er Guds lam, som har båret alle mine fejl og mangler op på korsets træ.

Lad os forkynde, at Gud i Kristus har givet os alt, hvad vi behøver for at være Guds børn, så vi har vores ryg fri og er villige til at tjene vor næste. Gud har ikke brug for alle vore gerninger, de kan altså ikke frelse os. Lad os gøre bod, lad os ændre kursen, så vi finder ind til glæden i Kristus.

 

 

Salmeforslag
Nr. 584 – Beder og I skulle få.
Nr. 498 – Gud, efter dig jeg længes.
Nr. 504 –  O Gud, vi falder dig til fode.
Nr. 613 – Herre, du vandrer forsoningens vej.
Nr. 598 – O Gud, du ved og kender.