Bededag – 2. tekstrække

Evangelieteksten er en del af Jesu discipelbelæring i Bjergprædikenen. Det er en blandt flere store taler i Matthæusevangeliet. Prædiketeksten falder naturligt i tre afsnit, sådan som det også fremgår af den seneste danske bibeloversættelse. I v. 7-11 understreges med stærke billeder visheden om at blive bønhørt, samtidig med at der lyder en kraftig opfordring til at bede. I v. 12 har vi den gyldne regel, som findes i mange kulturer i negativ version. I v. 13-14 lyder en opfordring til at gå ind gennem den snævre port og følge den trange vej.
Fælles for alle tre afsnit er, at Jesus giver sine tilhørere en ubetinget og kompromisløs opfordring. Samtidig gives der også en garanti for, at det ikke er forgæves. For det første: den, der beder, vil utvivlsomt blive bønhørt. For det andet: den, der gør godt mod andre, vil også selv blive godt behandlet. Og for det tredje: den, der satser på at gå ind ad den snævre port og gå på den trange vej, vil nå frem til livet.
Det vil være naturligt at lægge vægt på den store myndighed, Jesus viser i sin belæring af disciplene, sådan som det også ved prædikenens afslutning fremgår, at folk var forundrede over Jesu autoritet. Der er ingen vaklen i geledderne. Der er kun én måde at være kristen på. Det er en absolut og kompromisløs vejledning, vi møder her hos Jesus, forbundet med en uforbeholden garanti for, at det nytter noget at følge hans opfordringer.
Hvis der holdes konfirmation den dag, vil det være oplagt at betone det store privilegium, at vi må bede til Gud under det stærke løfte om, at vor himmelske fader vil give gode gaver til dem, der beder ham. Man kan også ud fra tekstens sidste afsnit lægge vægt på, hvor afgørende vigtigt det er at træffe det rigtige valg og sige lidt om, hvilken vej de unge mennesker nu skal følge, når de “træder ind i de voksnes rækker”.

Da det nu er bededag, vil det være naturligt, at prædikenens hovedtema handler om bøn. I Jesu bjergprædiken er det en grundtanke, at Gud er vor himmelske far, og således er det som udgangspunkt et enestående privillegium at få lov at henvende sig til ham. Og vi må gøre det med stor frimodighed. Her kan med fordel henvises til epistelteksten fra Hebræerbrevet, hvoraf det fremgår, at Jesus ved sin død billedligt talt har banet vej ind til Gud gennem det forhæng, der i den gamle pagts tid skilte det hellige og det allerhelligste. Frimodighed er et nøgleord i hele Hebræerbrevet.
Samtidig er der i dagens evangelium en kraftig betoning af nødvendigheden af at være ihærdig og udholdende. Selv om vi får alt ufortjent/gratis/af nåde, så er det ikke det samme som, at vi blot skal åbne munden og vente på, at maden flyver ind, selv om der ganske vist står noget sådant i Bibelen (Sl. 81,11 b).

Et forslag til disposition for en prædiken om bøn kunne se sådan ud:
1. Et enestående privillegium: fri adgang til Gud.
2. Et enestående løfte: at Gud med usvigelig sikkerhed vil bønhøre os.
3. En enestående forpligtelse: at vi skal mene det alvorligt (jævnfør den stigende intensitet i udtrykkene: bede, søge, banke på). Under dette sidste punkt kan henvises til tekstens sidste to underafsnit med buddet om næstekærlighed (v. 12) og nødvendigheden af at foretage det svære valg: at vi skal gå ind ad den snævre port og følge den trange vej (v. 13-14), fordi det kun er dem, der fører til livet!

Salmer:
686: en karsk morgensalme, der anslår dagens alvorlige karakter af bods- og bededag.
474: gendigtning af dagens første læsning, Sl. 130 (der i alterbogen har højere prioritet end epistelteksten).
550: præsenterer dagens tema godt: bed! – led! – bank på!
—
750: en fædrelandssalme er på sin plads på sådan en gammel national bededag.
535: til sidst et personligt hjertesuk, af Kingo ligesom dagens 1. salme.