Bededag – 2. tekstrække

Prædikentanker:

På Bededag kaldes vi til eftertanke og bod.

Nøgternt og klart taler Jesus til os: Når da I som er onde – så er vi inde ved kernen af, hvad der kan siges om mennesket – onde – ikke sådan, at vi ikke kan give vore børn gode gaver, for det kan vi. Ingen far kunne finde på, at liste en flad sten ind på fadet med pitabrød. Og ingen far kunne finde på at liste en tørret slange ind på fadet med tørrede fisk.

Jesus taler om ondt og godt på to planer. Han ved godt, at der stadig er en erkendelse af og en vilje til det gode. Men det ændrer ikke ved, at det stadig er lige så sandt at tale om os som onde. Onde har mennesker været siden faldet i Paradis. Vi vil os selv, ”mig selv”, ”kan selv”, ”vil selv”

At få øje på denne selvglade ondskab, denne syndighed, det er også at få øje på behovet for en andens hjælp.

Da må man bede som én, der ikke har, én der virkelig mangler.

Da bliver man ”søgende” som én, der er helt afhængig af at blive fundet og taget ved hånden. Da må man banke på som én, det er ude med, hvis der ikke bliver lukket op

Det hele bliver endnu tydeligere, når det ses i lyset af de billeder, der viser os en bred og nem og farbar vej med mange trafikanter, der fører til fortabelsen. Og et andet billede, der viser en smal og besværlig og stenet og trang vej med ganske få – om nogen – der fører til livet.

Ser man dybden i disse billeder, så må man bede og blive ved, søge og blive ved, banke på og blive ved. For livet igennem vil frelsen være en gave, som det er liv om at gøre at have i eje

Der ligger en stigning i ordene – bed – søg – bank på. Det er tiggerens strategi, vi får beskrevet. Først tigger han, så løber efter, og hvis han ikke indhenter, så ender han hjemme hos vedkommende og banker på døren, indtil der bliver åbnet.

Det er som om det ikke er et fedt det hele. Jesus presser, ja befaler, påbyder bøn, ikke bare sukke, men at bede – vedvarende og vedholdende, anmassende bøn. Og han giver os sit ord på, at det nytter. Den, der beder får, den, der søger, finder, den, der banker på, vil der blive lukket op for.

Og lykken for os, er, at vi må bede om hvad som helst og vide og være trygge ved, at han ikke giver hvad som helst, ham kan man nemlig være endnu mere tryg ved end sådan en ganske almindelig jordisk far.

Han kunne ikke drømme om en give slanger, hvis vi kom til at bede om det eller, give os sten, hvis vi kom til at bede om det

Vi skal ikke bekymre os om, om emnet er for stort.  Vi skal ikke indstudere sikkerhedsbønner, så de er til at opfylde for Gud. Nej, vi må gøre som Jesu mor engang gjorde: fortælle ham situationen som den alligevel tager sig ud, når vi ser den. Vinen er sluppet op, sagde hun. Og så måtte Jesus tage sig af det. Og når det er vigtigt for os, når tiden synes os knap, eller der er andre presserende forhold, så kan vi jo ikke lade være med at blive ved med at bede, søge, banke på. Og det er det vi må. Ja, han siger: Det er det, I skal. Hvilken herlig og konkret hjælp!