Bededag – 2. tekstrække

Teksterne

I modsætning til første tekstrækkes tekster sigter disse tekster på at opmuntre os til bøn ud fra evangeliets løfter.

Den gammeltestamentlige læsning, Sl 130, er en valfartssalme. Det fremgår dog ikke af indholdet, som begynder med et råb i dyb nød og dermed giver ord til mange bedende, der har følt sig i dyb nød. Salmen slutter med vished om, at Herren vil befri Israel, sit folk, fra al dets skyld.

Epistellæsningen fra Hebræerbrevet skildrer dels den frimodighed, der ligger i, at Jesus med sin død har banet vejen ind til det allerhelligste i Guds himmelske tempel. Man kan sige, at den uddyber den vished, der ligger i Sl 130. Ligesom denne salme rummer epistlen også en opfordring til at udnytte frimodigheden og træde frem for Guds trone i bøn på grundlag af hele vor kristne status, som hviler på mange ting såsom Jesu død, Jesu ypperpræstelige embede, troen, syndsforladelsen og dåben.

Til sidst opfordrer forfatteren os til kærlighed mod vore medkristne og trofasthed mod menigheden.

Evangelieteksten er fra slutningen af Jesu Bjergprædiken og har tre emner:

1) Vers 7-11:                       Bøn ud fra Jesu løfter

2) Vers 12:                          Næstekærlighed ud fra den gyldne regel i positiv formulering

3) Vers 13-14:                     Opfordring til at gå ind ad den snævre port og gå imod strømmen

Det første er en gave, de to sidste er et krav.

Prædikenovervejelse

Da alle tre tekster trækker i samme retning synes jeg, at man sagtens kan udnytte dem alle tre i en prædiken.

Som så ofte er den gammeltestamentlige salme den mest følsomme og folkelige. Det vil være den, som de fleste umiddelbart straks kan identificere sig med. Det kan man godt udnytte i indledningen og skildre, hvordan vi ofte føler, at vi råber fra det dybe, når vi har problemer af forskellig slags. Denne salme skænker ikke alene håb, men også hjælp til den, som virkelig er langt nede i det dybe.

Hebræerbrevet skildrer folkeligt sagt, hvordan Jesus har åbnet vejen ind til Guds hjerte. Søren Kierkegaard siger et sted, at hvis det hele beroede på Jesu liv, så ville der være den usikkerhed tilbage, at man kunne slå ham ihjel, og derved ville frelsen gå tabt, men nu bygger det altså på hans død, og den kan ingen fjende ændre på, så derfor står den urokkeligt fast.

Selve tempelbilledet kan sagtens skildres, så folk oplever, hvordan vi får lov at gå ind i det allerhelligste, som tidligere var lukket land for os. Og alt det gode, som teksten nævner fra Jesus død til dåben bør vi udnytte til at opmuntre anfægtede.

Jesus giver store løfter for bønnen. Han siger ikke, at vi får, hvad vi beder om, men at vi får, når vi beder. Bønnen er altså ikke nyttesløs. Den fører altid til noget godt. Menneskene er onde og går på den brede vej til fortabelsen, men Gud er god, skænker sine gaver og leder os ind på den smalle vej til livet og på kærlighedens vej til næsten.

Salmeforslag

586                Stol du kun på dit Fadervor

496                Af dybsens nød

206                Vor frelser, du som døde

Prædiken

584                Beder, og I skulle få

Nadver

473                Dit minde skal, o Jesus, stå

583                falder på dig modgangs hede