Fastelavns søndag – 2. tekstrække

Eksegese

Sl 31,2-6: Salme begynder med at kalde Gud for tilflugt. Den betegnelse forekommer meget tit i Salmernes Bog.

Salmerne og kirken

Salmen slutter med de ord, som Jesus bruger som sin dødsbøn på korset (Luk 23,46) og som Stefanus i lidt omskreven form bad ved sin død (ApG 7,59). Den vigtigste forskel er dog, at Jesus retter sin bøn mod Faderen, mens Stefanus retter den til Jesus. Alt dette viser, at Salmernes Bog med Israels gamle bønner har været med til at forme kirkens bønner.

Salmerne og Reformationen

I begyndelsen af salmen står en sætning, som har haft stor betydning for Reformationen: Udfri mig i din retfærdighed! Martin Luther drog heraf den lære, at Guds retfærdighed ikke er dømmende, men frelsende. Moderne bibelforskning har opgjort, at i 75% af de steder, hvor ordet retfærdig plus derivater forekommer i Det gamle Testamente, handler det om frelse. Så Martin Luther havde fat i den lange nede.

Salmerne og Koranen

Islam er blevet den store udfordring lige uden for vores hoveddør. Koranen indeholder mange bønner, men de er alle bedebønner, hvor man beder om Guds hjælp og frelse. Der er også generelle lovprisninger af Gud, men ikke personlig tak til, tillid til og tryghed hos Gud, som Salmernes Bog er så fyldt af. Mødet med Islam skærper således blikket for rigdommen i Bibelen.

1 Kor 13

Teksten bruges tit ved bryllup, men kun én gang hver andet år ved gudstjenesten. Den er meget klar i sin opbygning. Først taler Paulus i vers 1-3 om alle de store ting, som dog ikke kan erstatte kærlighed. Dernæst taler han i vers 4-7 om kærlighedens væsen og gerninger, og til sidst i vers 8-13 om kærlighedens bestandighed.

En dag skal den troende se ham, som vi tror på. Så er troen afløst af skuen og håbet er indfriet, men kærligheden skal forblive. Vi er elsket af Kristus nu, og vi skal være elsket af ham i paradiset, men forskellen er, at vi da skal se ham.

Vers 4-7 + 8a er en beskrivelse af den kærlighed, som Paulus har lært at kende i Kristus.

Luk 18,31-43

Dette er tredje og sidste gang Jesus forudsiger sin lidelse og død. Jesus omtaler sin død adskillige gange, men hans tydning af denne begivenhed er som regel meget kortfattet, eller også mangler den helt som her. Lidelsesforudsigelserne forekommer i et bestemt mønster, som brydes netop i denne tekst:

Lidelsesforudsigelserne

Er korset nævnt?

Hvem overgives Jesus til?

Matt Mark Luk

16,21 8,31 9,22

korset ikke nævnt korset ikke nævnt korset ikke nævnt

æld., yp., skr. æld., yp., skr. æld., yp., skr.

17,22-23 9,31 9,44

korset ikke nævnt korset ikke nævnt korset ikke nævnt

mennesker mennesker mennesker

20,17-19 0,33-34 18,31-33

korset er nævnt korset ikke nævnt korset ikke nævnt

yp, skr. yp., skr. hedningerne

Korset er kun nævnt direkte i Matt 20,17-19, og det er måske antydet her i Luk 18,31-33, fordi hedningerne i denne sammenhæng er romerne, som brugte korsfæstelse. Når jeg nævner dette, skyldes det mine overvejelser om, hvor megen tolkning, der egentlig ligger i selve lidelsesforudsigelserne, hvis man kun véd om Jesu død og opstandelse som begivenhed i Jerusalem og kun har Det gamle Testamente at forstå begivenheden ud fra. Når korset er nævnt eller antydet, er der faktisk den ene mulighed for forståelse, som Paulus har formuleret i Gal 3,13:

1) Enhver, som ikke overholder hele Moseloven, er forbandet

2) Den, der korsfæstes under Moseloven, bliver en Guds forbandelse

3) Den, der opstår fra de døde efter en sådan henrettelse, løskøber mennesker fra lovens forbandelse.

Min pointe er, at Jesu lidelsesforudsigelse ikke bare hænger i et tomt rum, men faktisk fremsiges i et bestemt teologisk univers, som er etableret i forvejen, nemlig Det gamle Testamentes univers. De synoptiske evangeliers pointe er så også, at disciplene hverken fattede, at Jesus mente, hvad han sagde, eller fattede den dybere betydning af, hvad han sagde. Først efter hans opstandelse begynder den erkendelsesproces, som slutter med Gal 3,10-13, hvor Paulus skriver det, så selv en jødisk rabbiner forstår, hvordan de kristne tænker.

Alle er tilsyneladende enige om, at Jesus blev en Guds forbandelse, da han døde på korset. Det er opstandelsen, der skiller vandene. Har han overvundet forbandelsen eller ej?

Disciplene fattede intet, da de før påske var på vej til Jerusalem sammen med Jesus. Meningen var skjult for dem. Netop derfor er den efterfølgende beretning så vigtig, for den handler om den blinde, som Jesus helbreder, så han kan se. Jesus helbredte måske tusindvis af blinde, men når netop denne blinde er taget med i Lukas-evangeliet, så skyldes det, at vi skal forstå, at Jesus ikke bare kan helbrede fysisk blindhed, men også den åndelige. Vi har her et forhold mellem den fysiske helbredelse og den åndelige myndighed, som ligner det forhold, som er skildret i Mark 2,1-12, særlig vers 10-11. Forskellen på det to tekster er, at i Mark 2,10-11 er det Jesus selv, der meget tydeligt påpeger sammenhængen mellem myndigheden til at gøre undere og myndigheden til at tilgive synder, mens det her i Luk 18,31-43 er evangelisten, der viser sammenhængen, og han gør det mere antydende. I Mark 2 er det myndigheden, der er fælles i de to handlinger, mens det her er handlingens indhold, nemlig at åbne blindes øjne.

Jesus siger, at den blindes tro har frelst ham. Det må betyde, at den blinde ikke bare får sit fysiske syn, men også sit åndelige syn. Han ved ikke meget om Jesus, men han ved, at Jesus kan hjælpe langt ud over, hvad andre han. Han lærer Jesu myndighed at kende. Når Jesus befaler, så sker det. Det er Guds myndighed, jævnfør Sverre Aalens artikel om den jahvistiske kristologi i bogen ”Guds Sønn og Guds rike.”

Forskelle og ligheder mellem de tre tekster

Salmeteksten rummer et af Jesu korsord, og epistelteksten taler om den fuldkomne kærlighed, som Paulus har mødt hos Jesus Kristus. Evangelieteksten handler om Jesu kærlighed på korset og i omsorgen for den enkelte. Det fælles tema er således Jesu kærlighed og dens pris og drama.

Forskellen er, at salmen er en bøn, epistelen beskriver et begreb, og evangelieteksten beskriver Jesu ord og gerning.

Dogmatiske overvejelser

De andre religionsstiftere er mest kendt for det, de gjorde mellem deres fødsel og død. Jesus er mest kendt for det, han gjorde i sin død. Selv hvis man går ind på mapsofwar.com og ser på koret over religionernes udbredelse, så kommer frem, at man ved de andre ser på deres fødsel, men ved Jesus ser man på hans død. Derfor er korset også kristendommens symbol.

Hvad helbredelsen angår, må sygdomme, død, onde ånder og naturkræfter adlyde ham, når han befaler. Det eneste, Jesus ikke kan befale over, er det vantro menneskehjerte, men ved sin omsorg for menneskers ydre problemer baner Jesus sig vej til menneskers hjerte. Han kan ikke befale hjerterne at åbne sig for ham, for så var Moseloven tilstrækkelig til frelse. Han kan kun åbne hjerterne ved kærlighed. Hans omsorg for menneskenes ydre nød åbner deres hjerter for ham, så han også får lov at afhjælpe den indre nød.

Placering i kirkeåret

Fastelavn er afslutningen på perioden før fasten. I vore dage er der megen opmærksomhed om den middelalderlige 40 dages faste. Der er nok mere opmærksomhed end efterfølgelse, men i det lys er det interessant at vide, at Irenæus i det andet århundrede beretter, at man kun fastede Langfredag og påskelørdag. I det tredje århundrede taler man om at faste i 40 dage til minde om Jesu 40 dages faste. Efter flere århundreder lander man i det ottende århundrede på, at fasten begynder Askeonsdag. Den foregående søndag får så navnet Fastelavn af det tyske Faselabend, hvor navnets første del er verbet ”faseln”, som betyder at lave løjer, og som er et minde om de løjer, som standsede ved fastens begyndelse. Disse løjer er måske noget, der stammer fra de gamle hedenske forårsfester.

Reformationen afskaffede den fysiske faste og lagde Es 58,1-9 til grund for sin forståelse af fasten.

Målgruppen

Ethvert menneske, troende som ikke-troende, trænger til at få sine øjne åbnet eller at bevare dem åbne for Jesu død og opstandelse.

Prædikenansats

Efter mit skøn ligger det lige til højrebenet at kæde lidelsesforudsigelsen sammen med åbningen af den blindes øjne. I udgangspunktet er vi blinde for betydningen af Jesu død og opstandelse, og kun Jesus kan åbne vore øjne for det. Og prædikanten må råde mennesker, som er begyndt at indse denne nød, til at bede som de to blinde ved Jeriko: ”Herre, Davids søn, forbarm dig over mig, at jeg må kunne se!”

Jesus kan hjælpe os med vore fysiske øjensygdomme, og det er der grund til at glæde sig over, men der er endnu større grund til at glæde sig over, at han kan afhjælpe vores åndelige blindhed, for under evighedens synsvinkel nytter det intet at få sit fysiske syn tilbage, hvis man er blind for Guds rige og går glip af det.

Salmeforslag

172 Se, vi går op til Jerusalem

497 Jeg råber fast, o Herre

690 Den ypperligste vej

Prædiken

610 Bliv hos mig

473 Dit minde skal, o Jesus, stå

208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte