Fastelavns søndag – 2. tekstrække

Tekstens centrale budskab.
Der er jo en flot sammenhæng mellem søndagens tekster. I Salme 31 møder vi en bøn, som både leder tankerne hen på et fortvivlet menneskes bøn og indeholder Jesu sidste bøn på korset. Det sidste leder frem til epistellæsningen fra kærlighedens kapitel, der ikke blot indeholder stof til en god vielsestale, men først og fremmest giver mening, når det høres i lyset af ordet om Kristus. Endelig møder vi Kristus i evangeliet, som både proklamerer sin død og opstandelse (den store frelse) og møder det enkelte menneske ved Jeriko (den lille frelse).

Mellem tekst og prædiken.
Det fortælles, at da Martin Luther døde i 1546, lå der på hans natbord ved sengen en lille seddel, hvorpå han havde skrevet: Vi er tiggere – det er vist og sandt. Her er et godt udgangspunkt for dagens prædiken, for “tiggere” ved vi ikke, hvad er. Vi ved heller ikke, at vi selv er tiggere – og det er jo altid interessant at høre om noget, man ikke ved i forvejen.
Kristendommens påstand om, at vi er tiggere, falder i god tråd med evangelieteksten, for her vi om to slags tiggere. Både disciplene og den blinde ved Jeriko. De første så ikke sig selv som tiggere, men den blinde – ja, det var det eneste han kunne se. Disciplene forstod ikke, at Jesus ville gøre sig selv til en tigger, en usling, for vores skyld. Fordi de ikke forstod, at der skulle gøres noget for vores skyld. De så ikke deres egen forblindelse.
For et godt stykke tid siden var der en københavnsk sognepræst – Eva Meile – der skrev et stykke i Kristeligt Dagblad (som stadig er aktuelt), hvor hun stillede det spørgsmål: “Hvad er det, der gør, at så få danskere vil gå i kirke?”
Hendes svar er voldsomt provokerende. Hun skriver, at det forargelige ved kirken og dens gudstjeneste ikke er dens form, ikke er kedelige salmer, lange prædikener, manglende underholdning osv. osv. – men det, som forarger, er kirkens budskab.
Ja, jeg vil gerne citere hende ordret: “Hverken meditationsaftner eller specialgudstjenester eller markedsføring eller kirkelige strukturændringer eller kirkens deltagelse i den almindelige debat vil kunne rokke ved den kendsgerning, at den kristne opfattelse af Gud og menneske er uforenelig med den religiøsitet og det menneskesyn, der er karakteristisk for tidsånden”.
Det, som hun mener, er, at når kristendommen er så svær at sluge for os i dag, skyldes det, at budskabet i kirken handler om, at vi mennesker er skyldige, tiggere. Ikke bare skyldige på den måde, at vi er nogle værre syndere; men skyldige på den måde, at vi skylder Gud alt.

Vi lever i en ekstrem individualistisk tid. En tid hvor det handler mest om, at “jeg” skal sætte bo. “Jeg” skal udvikle mit eget liv. Det handler også om, hvilke rettigheder “jeg” har. “Jeg” har ret til arbejde, til pension, efterløn, hospitalsbehandling osv. osv. Vi lever også i en tid, hvor det at skulle stå til ansvar er blevet et fy-ord. Vi er først og fremmest blevet ansvarlige over for os selv.
Det, der er så farligt ved dette, er at den, der kun er ansvarlig over for sig selv, ikke er ansvarlig for noget som helst. For hvem kan sige, hvad jeg skal. Det kan kun jeg. Vi har fået et albuesamfund, og dette har også sat sig spor i vores religiøsitet. Vi skaber vores egen religiøsitet; men den religiøsitet, der er så fremherskende i dag, er ikke kristendom. Religiøsiteten går udenom kirken, udenom bibelen, udenom Jesus.
Den religiøsitet, der er så fremherskende, er en religiøsitet, hvor “jeg” selv er Vorherre. “Jeg” bevæger mig ind i det religiøse supermarked – tager ned fra hylderne. Lidt reinkarnation, lidt astrologi, lidt selvudvikling, lidt Vorherre, lidt tilgivelse og evigt liv, og til sidst sidder jeg tilbage med min egen religion og kan stolt sige: “Jeg tror på Gud på min helt egen måde!”
Men hvad er det for en gud? Det er i virkeligheden mig selv. Jeg er gud!!!
Hvordan har vi det, når vi sidder ensomt tilbage med os selv som omdrejningspunkt? Med os selv som gud? Vi sidder ensomt tilbage. Som et menneske, der glemte at være skyldig over for andre end sig selv. Derfor er der heller ingen, der er skyldig over for det menneske. Som et menneske, der gjorde sig selv til gud, men aldrig fandt Gud – kun tomheden, intetheden, meningsløsheden. Et menneske, der proppede sig selv med skyldigheds-forflygtigelsens piller, men alligevel kom til at sidde tilbage med den skyld, at det aldrig gjorde sig selv skyldig – og derfor egentlig aldrig blev et virkeligt menneske, et ansvarligt menneske. Mennesket ender med at blive en tigger. Blind og forarmet.

Når jeg ser på vores tid – hvad der rører sig – så må jeg sige, at jeg ikke tror på, at kristendommen indfrier vore religiøse behov (I hvert fald ikke mine). Det gør kristendommen ikke, fordi tidsånden i dag (og måske til alle tider) handler om, hvilke rettigheder vi har – og ikke hvad vi skylder. Kristendommens påstand er jo til enhver tid, at mennesket er en skyldner, og at Gud har alle rettigheder. Mennesket er en skyldner på den måde, at det på den ene side skylder Gud alt og samtidig aldrig kan indfri hovedkravet: nemlig at elske Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af hele sin styrke – og sin næste som sig selv.
Og det, der er så irriterende ved kristendommen, er at mennesket er fuldstændig afhængig af, at Gud tager mennesket til sig i nåde. Eller for at sige det lige ud: Kristendommen er til for syndere. Der findes bare ikke ret mange syndere længere. Kristendommen er til for tiggere. Der er bare ingen tiggere længere. Ordet synd er blevet et fy-ord, fordi det handler om ansvar, og ordet tigger er blevet et fy-ord, fordi det handler om vores manglende ansvarlighed, vor dybe fattigdom.
Men midt i dette lyder evangeliet. Både det store om vejen til Jerusalem, men også det lille, at Kristus åbner vore øjne. Både så vi ser vor fattigdom og ser hans rigdom – men også ser, at han netop gjorde sig fattig for os. Som Luther siger det: “Han tog mit og gav mig sit. Han tog, hvad han ikke var – og gav mig, hvad jeg ikke er.” Men for at vi kan se det, er vi nødt til at se, at vi er blinde.

Prædikenskitse.
På denne søndag vil jeg provokere lidt og sige, at vi mennesker er blinde og døve over for Guds ord. Jeg vil ikke bare pirre til den dårlige samvittighed, men snarere afdække dens årsag. Måske endda sige, at det ikke er uden grund, at vi ikke forstår kristendommen. Det gjorde disciplene heller ikke, og det skyldes, at kristendommen peger på sider, som vi godt, ved vi har – men som vi helst ikke vil være ved. Alene det, at ordet frelse bruges i kristendommen, vidner jo om, at vi mennesker er galt ude at svømme, som det hedder på synderjysk. Vi er lost. Så vil jeg pege på, at den, der skal frelses, kan gøre to ting. Enten indse sin situation. Eller lukke øjnene. Og at vi måske endda er født med lukkede øjne – vi kan bare ikke se det.
Så vil jeg tale om Kristus. Om ham der gik op til Jerusalem – ikke blot for at dø solidarisk med de lidende i verden (Det er ikke en sygehistorie!!!), men for at frelse og tage al menneskets skyld på sig. Jeg vil pege på, at det jo er indledningen til fasten, som peger frem mod påskeugen.
Jeg bør nok lige tilføje, at jeg holder en almindelig gudstjeneste om formiddagen, og en børnegudstjeneste om eftermiddagen i forbindelse med byens fastelavnsfest. Her er min prædiken noget anderledes i form og til dels i indhold.

Salmevalg.
30 – 249 – 147 – 167 – 185.