Der er tre hovedpersoner i teksten:

1) De vise mænd. Matthæus kalder dem ikke for konger og siger ikke noget om antallet, så »de hellige tre konger« er en tradition, der ikke er belæg for i bibelteksten.

Matthæus giver os heller ikke nogen forklaring på, hvad der ligger bag ordene »vi har set hans stjerne gå op«. Der har ofte været gættet på, at vismændene har haft forbindelser med det store jødiske samfund i Babylonien og gennem dem fået kendskab til jødernes Messias-forventning.

En anden mulighed er, at der stadig eksisterede en tradition om Bileams ældgamle forudsigelse: »En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel« (4 Mos 24,17). Netop Bileam-profetien fik 100 år efter Jesus betydning i forbindelse med »Stjernesønnen«, Bar Kochba, som blev udråbt som Messias, men blev overvundet af romerne og derfor gik ind i jødisk historie som et af de kendteste eksempler på en falsk Messias.

At vismændene har haft kontakter med jøder i Babylonien er vel højst sandsynligt. Og at Bileam-profetien også har spillet ind, er ikke utænkeligt. Men Matthæus gør ikke noget for at forklare denne sammenhæng eller baggrunden for de vise mænds søgen.

Det viser, at Matthæus’ fokus er et helt andet sted. Vismændene er så at sige bare et redskab til at sætte scenen for de virkelige hovedpersoner, som fokus er rettet mod.

2) Kong Herodes. I beretningerne om Jesu fødsel er »kong Herodes« Herodes den Store, som af romerne mange år tidligere var blevet indsat som konge over Judæa (det vil i denne sammenhæng sige hele Israels land).

Ligesom i forbindelse med vismændene undlader Matthæus også at introducere kong Herodes. Men her er årsagen en anden.

I v 3 fortæller Matthæus om den forfærdelse, der greb både Herodes selv og »hele Jerusalem«, da de hørte vismændenes spørgsmål om den nyfødte konge. Hvorfor den siddende konge kunne blive forfærdet ved at høre om en nyfødt konge, er jo indlysende. Men at »hele Jerusalem« blev forfærdet, bliver først virkelig indlysende, når man kender lidt til Herodes’ historie.

Politisk og militært var Herodes en stor konge, der havde fordrevet partherne, samlet riget og nedkæmpet en række røverbander/oprørsgrupper, der havde hærget landområderne.

Kulturelt var Herodes også en stor konge. Som måske ingen anden siden Salomo havde han præget Israel med en meget lang række enormt imponerende bygningsværker – blandt de kendteste er Massada, Herodion, luksuspaladset i Cæsarea og først og fremmet det fantastiske kompleks på og omkring Tempelbjerget i Jerusalem, som på nogle punkter arkitektonisk overgik alt andet i Romerriget. Ved sit hof i Jerusalem havde Herodes desuden samlet nogle af datidens mest kendte eksperter og kulturpersonligheder.

Men især i de sidste år af sin lange regeringstid led den store Herodes af forfølgelsesvanvid. Han så sammensværgelser – reelle og indbildte – overalt. Det kostede mange mennesker livet. Selv sine allernærmeste familiemedlemmer myrdede Herodes i sit vanvid uden betænkning, hvis han fik den mindste mistanke om, at de kunne være med i en sammensværgelse om at overtage tronen.

Denne baggrund er nødvendig for at forstå, hvorfor »hele Jerusalem« blev forfærdet, da vismændene gik rundt i byen og åbenlyst spurgte efter en nyfødt konge. Indbyggerne vidste øjeblikkeligt, at nu var der mord i luften (- og den efterfølgende historie viste jo kun alt for godt, at deres forfærdelse var velbegrundet!).

Når Matthæus undlader at give denne nødvendige forklaring, må det skyldes, at han forudsætter, at læserne kender den. Matthæus skriver til læsere, der på forhånd har et billede af Herodes som den store, frygtindgydende hersker, der for et godt ord myrdede folk omkring sig.

3) Jesus – »jødernes nyfødte konge«. I kapitel 1 har Matthæus introduceret Jesus som først og fremmest Messias (1,1.16) og frelseren (1,21).

I 2,1-12 sker identifikationen gennem to citater. Vismændene kalder Jesus for »jødernes nyfødte konge« (v 2). Og de jødiske skriftkloge citerer Mika-profetien om Messias’ fødsel i Betlehem (v 5-6), der i Matthæus’ kontekst bliver til en indirekte beskrivelse af Jesus (jf. v 1).

Men ellers er det karakteristiske i dette afsnit, at Matthæus selv blot omtaler Jesus som den, der lige er blevet født (v 1) eller kort og godt som »barnet« (v 9 og 11).

Matthæus’ plot

Dette afsnit hos Matthæus indeholder altså et litterært, dramatisk plot. Ved hjælp af vismændene konfronterer Matthæus Herodes med Jesus. Den frygtede, magtsyge og morderiske storkonge, som læserne kendte, over for det nyfødte barn, som trods sin svage fremtoning er Messias, frelseren, og derfor skal tilbedes.

Prædikenansats

Teksten lægger op til at bygge prædikenen op over en sammenligning mellem Herodes og Jesus. Der er flere mulige sammenligningspunkter: Den synlige magt i denne verden (Herodes) over for den usynlige men reelle magthaver (Jesus). Det storslåede men forgængelige over for det ringe, men evige. Denne verdens hersker over for Guds søn.

Vismændene er et oplagt tilknytningspunkt for os. De stod i et dramatisk møde mellem to konger: Herodes og Jesus. Og de måtte vælge.

Vi står i samme valg som dem. Og vi gør ret i at vælge som dem: at falde ned for Jesus og tilbede ham (v 11).

Salmeforslag
749 – 136 – 137 // 108 – 60