Juleaften – 1. tekstrække

Salmer: 76/92/107/110/111 i DDS-udgaven fra 1953

Tema:
Julens evangelium er både en historisk virkelighed og verdens fantastiske budskab om, at verdens Frelser – min Frelser – er født. Det må fylde mig med glæde, fred og frimodighed.

Bøn:
Kære Gud og himmelske Far, vi takker dig, at det er blevet jul. Vi takker dig for, at vi må standse op i denne højtid og endnu engang forundres over, at du lod din egen Søn blive menneske for at frelse os. Vi takker dig, at din kærlighed var så stor. Vi beder om, at vi må høre dit glædelige budskab, tage imod og tro det af et sandt hjerte.
Hellige Far, hellige du os i din sandhed, dit Ord er sandhed. Amen.

Julens evangelium – et glædeligt budskab
Julehøjtiden står for døren. Det er som om, at når jule­evan­ge­­liet lyder, sker der noget med os. Vi kan blive lidt no­stal­gis­­ke. Vi genkender budskabet, og min­der gør sit indtog i sindet.

Vi har nu sunget julesalmer; vi har lyttet til julens budskab i læs­ningerne – om Messias og den virkelighed, der følger med Ham. Vi har hørt, at Guds Søn er den ende­lige åben­ba­ring af, hvem Gud er … midt iblandt os. Og hvor er det budskab stort! Der er sandelig god grund til fest – til at fejre Jesu fødsel i Betlehem (10-12 km herfra) for godt 2000 år siden. Også her i Jerusalem!

Flere er kommet langvejs fra for at være her i julen (Norge, Sve­rige, DK, Skotland, Holland o.a.). Vel­kom­men til jer! Nogle af jer skal fejre jul uden for Danmarks grænser for første gang, hvilket også betyder væk fra familiens skød og kendte tra­ditioner i julen. Måske har nogen det lidt underligt med det – og måske savner det hjemlige og nogle ganske be­stem­te personer folk lige nu. Det er forståeligt og fair nok!

Men … det kan faktisk godt lade sig gøre at fejre jul her. Nok er noget anderledes, men så meget andet bliver givet. Det mest vigtige er dog, at julens sande indhold kan fejres over­alt på kloden – og dermed også her i Israel.
For julen er ikke først og fremmest alt det ydre og hyggelige (det kan det også være som den gode ramme for feste.!). Ju­len handler om noget ganske konkret: Barnet i Betlehem!

Hvis Jesus ik­ke var blevet født som verdens Frel­ser, ville julen væ­re uden et reelt indhold. Festen vil blot være en hedensk fest. En solhvervsfest eller i den stil – hvor vi kunne spise og drik­ke for måltidets formål alene og synge os glade med diverse viser med tomt indhold.
Uden Jesus i centrum er en såkaldt kristen julefejring tan­ge­ren­de til det ugudelige.

Det er som om, at fokus er skiftet hos mange i dag, når det gæl­der jule­fej­ringen. Julen vil man gerne have, men Jesus gi­der man ik­ke. Alt for mange danskere har desværre taget den­ne tænk­ning og praksis til sig. Og det skygger for, hvor­for netop den­ne højtid er så forunderlig og fantastisk!
Juleevangeliet er et godt og glædeligt budskab, som vi må lytte til, tage til os i hjertet, hvile i, finde fred i – og tro på, at det er sandt og virkeligt.

Juleevangeliet – til en skrøbelig verden
For der er meget, som kan tage denne glæde fra os i vores hverdag: Problemer, bekymringer, sorg, ondskab, utilstræk­ke­lighed, identitetskrise, sygdom, fi­­nans­krise, skils­misse, mis­brug, lidelse, død. Med andre ord: Livet er skrøbeligt. Livet kan gøre ondt. Det kan være så svært at leve til tider!
Vi kender det måske fra vores eget liv lige nu, fra familien, fra venner, fra oplevelser af verden omkring os.

Vi sang lige før: »Julebudet til dem, der bygge (bor) / her i mørket og dødens skygge.«
Julesalmen er skrevet af J.C. Hostrup, efter at han var holdt som sognepræst i Hillerød (1881, 63 år gammel) pga. syg­dom. Den dystre undertone hænger givetvis også sam­men med andre tunge personlige sorger i forfatterens eget liv. Han havde mistet sin første kone efter ½ års ægteskab, og siden døde tre af de seks børn, han fik i sit andet æg­te­skab. Han vidste, hvad det ville sige at kæmpe mod mørket og dø­dens skygge, og han har klamret sig til evangeliet om Jesus Kristus, som har givet ham lindring midt i sorgen over at skulle lægge endnu en af sine kæreste i graven.

Salmen vil give udtryk for det håb, der holder os oppe midt i alt det udsigtsløse – sådan som første vers fortsætter om­ ’ju­lebudet’: »Det er det lys, som, aldrig slukt, / jager det sti­gen­de mulm på flugt, / åbner udsigten fra det lave, / trøster mil­delig mel­lem grave.«
Og sidste vers lyder: »Julebudet til dem, der græde, / det er væl­det til evig glæde. / Glæd dig da kun, du menneskesjæl, stin­­ger end or­men (hugger slangen) endnu din hæl!«

Hostrup tænker her på det evangelium, der lød til men­ne­sket under Guds straffetale til slangen, før de blev sm­idt ud af paradiset: »Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvin­den, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit ho­ved, og du skal bide hendes afkom i hælen« (1 Mos 3,15).
Med syndens indpas i verden blev der banet vej for lidelse, ond­skab, ugu­delighed og død. Og til fulde erfarer vi det i vo­­res skrø­be­lige verden. I livets skrøbelighed på så mange må­der. Vi oplever alt for tit, at djævelen stadig fører sit øde­læg­gen­de spil til sin store dæmoniske fryd.

Men et håb bliver forkyndt midt ind i alt dette: Kvindens af­kom – jomfruens søn – skal knuse djævelens tilsyneladende magt, bryde det forførende spil og genoprette adgangen til Guds paradis. Mennesket skal kunne være sammen med dets Skaber og kærlige Far.
Det er løftet, som har lydt siden syndefaldets morgen – midt ind i alt det, som vil ødelægge livet og ikke mindst ødelægge
forholdet til Gud.
Og der er ikke noget at sige til, at mennesker så frem til den dag, sådan som vi kan læse om det i Det gamle Testamente – og læse om for­vent­ningerne hos flere i Jesu samtid.
Det er jo i sandhed et løfte og et under, der vil noget, at Gud selv vil træde ind på den historiske scene – træde frem i den­ne verden og gøre sit fantastiske budskab konkret og vir­ke­lig for øjnene af så mange. Han griber til tydelig aktion!

Josefs oplevelser af ’julens begivenhed’
Josef har meget muligt været en mand omkring 35-40 år, som bliver forlovet med den noget yngre Maria på 13-15 år. Det er der for så vidt ikke noget særligt i – ej heller når det gælder Marias alder i samtiden.

De er forlovet – eller rettere ’trolovet’, da de hermed juridisk er knyttet så tæt til hinanden, som et ægteskab vil medføre.
Vi hører om Josef, at han er retsindig eller en retfærdig mand. Når han vil sende Maria bort, da han opdager, at hun er gravid, skyldes det ikke selvretfærdighed eller hykleri.
Har Josef haft mistanke om, at hun har været sammen med en anden mand? – eller har han troet på hende, da hun be­ret­ter om englen Gabriels besøg: At hun skal blive gravid og undfange et barn ved Helligånden?

Noget kan faktisk tyde på det sidste. Matthæus angiver ikke, at Josef skulle have tvivlet på Maria eller beskyldt hende for utroskab! »Men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden.« (1,18)

Når Josef ikke ønsker at »bringe hende i vanry« og gøre det offentligt kendt i hele Nazaret blandt de mange fromme, lovtro jøder, som muligvis vil kræve hende dømt, måske endda stenet til døde efter loven, så handler det om, at han ønsker at behandle hende på den mest barmhjertige måde.
Ved at udstede et skilsmissebrev til hende kan hun rejse og er ikke forpligtet på at blive hos ham – og endda lide under sladder og dårligt omdømme eller blive kendt skyldig i utroskab.
Der står, at han besluttede at gøre det i al stilhed. Det be­ty­der, at han ikke vil have sagen afgjort juridisk ved byens dom­stol, men blot ved to/tre vidners påsyn (familiemed­lem­mer/­gode venner).

Men Gud har andre planer – midt i disse gode menneskelige tanker. Ved en engel åbenbarer Gud sine tanker for Josef i en drøm, mens han sover en ganske almindelig nat.
Englen slår fast over for Josef:
han er fra Davids slægt – og dermed fra Judaslægten.
han skal ikke være bange/frygte: ’Gud er med dig’.
han skal fastholde sin trolovelse og indgå ægtepagt med Maria. Det er Guds plan. Han skal være en jor­disk far for Guds egen Søn.
englen bekræfter Marias udsagn om, at barnet er und­fan­get ved Helligånden.
englen forudsiger fødslen (evt. er der også sagt til Josef, hvor det skal ske – i Betlehem, og derfor tager Josef lydigt Maria med til Betlehem, selvom hun er ca. 3 mdr. henne i graviditeten (jf. hun er ikke højgravid på et æsel!) – og at han skal beskytte Maria og barnet).
englen befaler Josef, at han skal give barnet et bestemt navn – dermed en særlig identitet: »Jesus« – for Han skal frelse sit folk fra deres synder.

Da Josef vågner af søvnen, forstår han drømmen, tror på de ord, han har hørt, og adlyder, hvad englen har befalet. Josef må ’tage orlov’ i ca. fire år fra arbejdet – det er tiden, der går med turen til Betlehem, opholdet dér, flugten til Egypten og returrejsen til Nazaret.

Jesus/Yeshua … navnet betyder frelse fra synd
Navnet spiller en særlig rolle. Jesus eller Yeshua har den sam­me rod på hebraisk som ’han vil frelse’. I selve navnet lig­ger Hans kald og opgave – Hans identitet.
Han vil ’fri-halse’, som ’frælsi’ på oldnordisk betyder. Som nok en slave blev sat fri fra sin trældom ved at blive befriet fra den metalring, der var fastgjort omkring halsen.

Yeshua vil befri sit folk, både Israel og alle andre, som tror på Ham, fra trællestand. Andre steder i Bibelen bliver det ty­de­ligt udtryk, hvad det er:
synden, der skiller mennesket fra fællesskab med Gud
døden, som er den åndelige, evige død bort fra Guds an­sigt – fortabelsen. Samt Han vil give håb og lys midt i smerte, savn og sorg, når den fysiske døds bru­ta­litet rammer ind i menneskelivet.
djævelen, som forsøger at føre et menneske bort fra Gud ved at lokke på alle mulige måder.

Synden, døden og djævelen er Jesus kommet for at sætte os fri fra. Han vil frelse, Han vil befri. Han vil endda give sig selv som en løsesum. Ja, Han vil dø som et offer, være en Guds forbandelse, for os, så vi ikke skal rammes af Guds vre­de og straf over vores ugudelighed eller selv forsøge at so­ne vores fejltrin (synd) over for Gud.

For landet ligger sådan: Hvad mennesket ikke kan selv, vil Gud nu bane vej for og selv sørge for ved sin Søn. Det er gaven – helt gratis. Det er budskabet! Det er Guds nåde!

Hos profeten Jeremias er det sagt sådan: »Der skal komme da­ge, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Da­vids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og ret­fær­dig­hed i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få dette navn »Herren er vor Retfærdighed« (Jer 23,5-6).
Han er »Immanuel« – ”Gud-med-os”, siger profeten Esajas di­rekte. »Man skal kalde Ham: Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.« (Es 7,14; 9,5)

Matthæus er ikke i tvivl. Alle disse navne om Messias – om fol­­kets Frelser, ja verdens Frelser – er opfyldt i navnet ”Ye­shua/­Jesus” – og er knyttet til dette lille barn, som skal fø­des i Betlehem på ganske almindelig vis i kærlige omgivelser som enhver anden hebraisk dreng.

Gud har talt endeligt! Gud har åbenbaret sig fuldt og en­de­ligt i sin Søn, i dette barn. Det er julens glædelige budskab. Hvis julen ikke handler om Jesus som Messias, er det ikke en sand jul! Så holder vi blot en hedensk, hyggelig fest.
Hvis julen ikke handler om barnet i krybben og at tro på, at Han er ’min Frelser’, er der ikke tale om sand gudsdyrkelse. For sådan er den ene sande Gud trådt frem i denne verden som et sandt menneske. Alle andre veje til Gud udenom Jesus er nytteløse. Det er afgudsdyrkelse!

Et budskab i glæde og sorg – men med håb!
Josef troede dette budskab, og han var frivillig lydig til at handle på det ord, han fik forkyndt.
Hans veje i de kommende år indebar både glæde og smerte, jubel og gråd, hjemmets varme og flugtens frygt.

Sådan er virkeligheden i denne veje – og den er så realistisk skildret i juleberetningerne. Det er ikke bare romantiske glans­billeder, men menneskelig virkelighed i historien.

Julen er lys, glæde og varme – og man kan være tak­nem­me­lig over alt det, man har fået givet. Men julen kan bestemt også rumme smerte og gråd over men­nesker, man har mistet og savner, eller følelse af en­som­hed, sygdom eller hvad nu.
Ja, kristne rundt om i verden kan opleve flugt og forfølgelse, fordi de bekender troen på det navn – Jesus-navnet!

Midt i alle disse menneskelige situationer er dog det bud­skab gældende, som må skabe tro, håb og kærlighed: »Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; Han er Kristus, Herren.« Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Hellig­ånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Kirkebøn (med stilhed undervejs)
Himmelske Far. Vi takker dig for, at det atter er blevet jul, hvor vi kan samles og forundres over dit frelsesmysterium. Tak, at du sendte din Søn til vor jord og lod Ham blive menneske for at ly­se op i vores mørke og vise os vejen til frelse og fællesskab med dig. Vi takker dig, at vi nu kan kende dig som vores Ska­ber og Fader gennem barnet i Betlehem. Og vi beder om, at vi må gri­be denne sande virkelighed i tro og vide, at den ægte jule­fred og juleglæde kun findes her.

Stilhed

Vi takker dig, Jesus Kristus vor Herre og Frelser, at du lod dig føde som sand Gud og sandt menneske. Tak, at du kom ind i vor ver­den og blev som en af os for at åbenbare, hvem Gud er, og hvor­dan vi kan blive sat fri fra al synd, ondskab og forbandel­se. Tak, at du ikke kom til dem, som på en særlig måde synes at for­tjene det, men at du kom til dine egne, til alle dem, der vil tage imod dig. Vi beder dig om, at vi må finde vejen til vores kryb­be, til dig i Betlehem, hvor vi kan få den rigtige føde til livet.  Vi takker dig, at du med din lidelse, død, opstandelse og him­mel­fart har beredt frelsens vej for os. Vi beder dig om, at vi altid må se hen på dig, når vi ram­mes af synd, tvivl, bekym­rin­ger og anfægtelse. Lær os, at vi kan finde hvile hos dig.

Stilhed

Helligånd. Vi beder dig! Lad julens budskab gøre sit indtog i vo­re hjerter, så vi ser, tror og lever efter denne kærlighed i vo­rt hver­dagsliv; så vi møder næsten som et spejlbillede af Kristus. Retled os ad den sande vej. Vej­led os, så vi for­står Skrif­ten og din vilje. Lad ikke Ordet væ­re døde bogstaver for os, men gør dem levende og klare, så det bliver til et sandt liv i æg­te gudsfrygt, i lydighed, i nøjsomhed og gav­mild­hed, i stor tak­nemmelighed og i ydmyg kær­lig­hed til næsten.

Stilhed

Treenige Gud, vi beder dig for din Kirke i verden. Velsign og be­var dit hellige Ord og di­ne sakramenter. Lad ikke vrang lære få plads, så menne­sker bliver ført vild, men lad dit Ord have frit løb iblandt os. Lad Ordet vokse i os til din ære. Vær nær hos de udsendte i missionens tjeneste rundt om i verden; be­skærm og trøst dem – og giv dem frimodighed til at være sande vid­ner. Vi beder særligt for mission blandt jøder og muslimer, at du vil åbne døre og lydhøre hjerter for dit evangelium.

Stilhed

Vi beder dig for de ufødte børn, for børn under opvækst, for fami­lier og ægteskaber, for vore institutioner, skoler og hjem.  Gør du, at mennesker lærer på livets vej at søge dig først af alt og lærer at handle efter din vilje. Vær du nær hos de ældre, de en­somme, og de som har det svært legemligt, sjæleligt eller ån­deligt. Vil du omslutte med dit nærvær og din barmhjertighed, og læg din hel­bredende hånd dér, hvor du vil. Vi beder dig for dem, som af forskelligere grunde ikke kan være hos deres kære i julen – enten de er på rejse, arbejde, hospital, plejehjem, fæng­sel. Vi beder dig for danske soldater i tje­ne­ste rundt om i ver­den – også dem og deres pårørende, som har lidt tabt. Vi beder dig for de danske vo­lon­tører, stu­­derende og danskere i forskellige op­ga­ver i Israel og Mellem­østen. Og vi beder dig for den gave, som vi nu har samlet ind til fattige i Betlehem: Vil du velsigne og hjælpe!
Vi lægger vor familie og venner frem – og tænker særligt på dem i denne tid, hvor savn af familien kan op­leves tæt på. Giv du vore kæ­re en velsignet julefest. Vi vil næv­ne dem for dig!

Stilhed

Vi beder dig for de syge og sorgfulde – enten de er fjern eller nær. Vær nær hos dem, der har mistet en af deres kære og lider af sorg og savn – vi tænker især på situationer rundt om i ver­den, hvor menne­sker må flygte eller lider og sørger under krig, hun­ger­snød, katastrofer, fattigdom, un­der­­tryk­kelse og vold. Se du til dem i din store barm­hjer­tighed. Lad din vilje ske midt i de ting, verden oplever.

Stilhed

Vi beder dig om fred i verden – for Fred i Israel og Mel­lem­østen. Vi beder om, at din vilje må ske, og at du vil vise vej til en fredelig og retfærdig løsning for begge parter.
Vi beder dig for vort folk og fædreland. For al lovlig øv­rig­hed, for politi, domstole og massemedier. Lad du dem udgøre et værn mod uret og til at fremme retfærdighed blandt men­ne­sker. Vel­sign og bevar vor Dronning Margrethe II og hele hen­des hus.
Vær hos os, Herre, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ik­ke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv.

Amen.