Juleaften – 1. tekstrække

“Frygt ikke” sagde englen, og det var det helt rigtige at sige, syntes Sofie, for hun var blevet godt gammeldags bange, da den pludselig stod der midt på gulvet og fyldte hele gæsteværelset ud. Der stod sitren og brus om den, som om luften selv var blevet levende.
Det var den 23. december, vist nok ret sent. Sofie var ikke sikker, for hun havde ikke fået uret med op i sengen på værelset hos mormor og morfar. Men hun vidste, at hun havde ligget længe vågen og havde tænkt og tænkt. På det med julen uden far, der skulle holde jul hos sin bror, uden hende og mor, fordi de skulle skilles.

Mærkeligt alt sammen, selv om hun havde fået det forklaret masser af gange. For mor og far syntes at når man var 11 år, var man stor nok til at få forklaret at det kunne ske for voksne at de holdt op med at elske hinanden.

Nu lå hun så i mormor og morfars hus og skulle sove, men kunne ikke, og skulle være glad, fordi det snart var jul, og det kunne hun heller ikke.
Det var frygteligt det hele, og hun kunne næsten blive bange for skyggerne i værelset – som dengang hun var lille og havde troet at der var ulve på trappen op til loftet, hvor værelset var.
Hun havde altid måttet løbe så stærkt for at undgå deres snappende tænder. Man skulle have døren smækket, inden man havde talt hurtigt til fire, for ellers gik det galt…
Frygt ikke, var bare det helt rigtige at sige, tænkte Sofie og stirrede på englen, der var ved at blive ligesom lidt mindre, så den bedre passede til værelset. “Hvad siger man til en engel?” tænkte Sofie. ‘Vær velkommen, Deres Højhed’, eller bare ‘Godaften’. Men ud af hendes mund kom nogle ord som hun ikke vidste at hun havde tænkt. Hun sagde: “Ved engle, hvad mennesker er bange for?”

“Ja, sådan i store træk”, svarede englen, “de fleste er bange for at de skal miste dem de holder af, og mange er også bange for at de selv skal dø, og så er der en masse småtterier som folk tror at de er bange for: edderkopper, vand og fantasiulve.”
Sofie kiggede på englen mens den sagde det sidste. Kunne engle grine af en, uden at man kunne se det? “Jeg er allermest bange for at min far skal blive væk fra mig. Nu hvor han og mor ikke skal være gift mere, så tænker jeg at han måske vil glemme mig, eller rejse væk eller sådan … Ved du noget om det? Kender du min far?”

Englen tav lidt, inden den sagde: “Jeg forstår mig ikke meget på mennesker, jordisk kærlighed og den slags”. Englen slog ud med hånden så en lille hvirvelvind af støv gav sig til at danse i vindueskarmen. “Jeg er kommet her for at give dig en gave; det er juleglæden. Her, pak den op!”

Sofie tog den lille flade pakke som englen rakte hende. Da hun havde fået fumlet papiret af, så hun, at det var et billede. Det forestillede det lille Jesusbarn og hans familie. Mor Maria holdt ham ud foran sig, op i luften for rigtigt at kunne se ham, og far Josef så på ham med glade øjne. Ind gennem den åbne dør faldt det gyldne lys fra en stor stjerne, lige ned på Jesus. Det var et smukt billede, selv om maleren havde tegnet sådan stort og groft og i stærke farver.
“Er det det her, der er juleglæden?” spurgte Sofie. “Ja”, svarede englen. “Det er det her, der er juleglæden. Sov nu Sofie!”, og plop var englen væk.

Da Sofie vågnede, var det lyst. Så var klokken i hvert fald mere end 8, det vidste hun, for i det sidste stykke tid havde det stadig været mørkt, når første time i skolen startede. Måske var den 9, dejligt at kunne sove længe. Hov, hvad var det, ovenpå den tunge mormordyne lå der noget, et billede, … nå, ja … englen og juleglæden.
Da Sofie fik kigget nærmere på billedet, kunne hun se at det var en der hed Nolde, der havde malet det, og inde i skyggerne bag ved barnet var der også nogle dyr, en hest, eller et æsel måske. Juleglæde … Nå … Men der var noget bagpå, der stod noget. Det var et postkort.

“Kære Sofie!” stod der, “Som du ved, er jeg hos onkel Niels til jul, vi skal pynte juletræ i dag, og i morgen er det juleaftensdag. Jeg savner dig meget, og sender dig det bedste jeg har, nemlig min kærlighed. Den bliver aldrig væk uanset hvad der sker. Rigtig glædelig jul, min pige! Kærlig hilsen far.”

Så hørte hun mormors skridt på trappen og stak kortet ind under puden. Dette her måtte der tænkes over, inden man blev forvirret af hvad andre måtte mene, om engle og postvæsen. Hvordan var det kort kommet frem? Men megen tid fik man ikke til at tænke for sig selv, den 24. december, juletræet skulle pyntes, de sidste gaver pakkes ind, og der var også en go’ film i fjernsynet. Det var først da de kom i kirke at Sofie igen fik tid til at tænke på postkortet.

Der havde været frimærker på kortet, stemplede frimærker, og enhver vidste jo hvad det betød, nemlig at så var det postvæsenet der havde bragt det ud. Så var det nok hendes mor, der havde lagt det op på dynen, for at Sofie skulle finde det når hun vågnede. Så var englen altså bare en drøm …

Sofie så op på præsten, der var nået op på prædikestolen og var ved at læse juleevangeliet … Men englen sagde “Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren.” Så sang de ‘Gud være lovet for sit glædelige budskab!’ Og præsten gav sig til at forklare, hvad det betød, alt det med at Jesus var Guds søn, at det betød at Gud sendte sine mennesker det bedste, han havde. Sit eget barn, som han elskede, fordi det var det eneste der kunne få alle hans andre børn, som var alle mennesker på jorden, til at forstå at han også elskede dem.

“Min far sender sin kærlighed, og Gud sender sin kærlighed … det er da lige til at komme i julestemning over! Så englen havde ret, her er juleglæden. Bare ærgerligt med den engel at den kun var en drøm!”

De sluttede med at synge “Dejlig er jorden”, og morfar blev helt glasagtig i øjnene, men Sofie vidste at sådan var det med ham; han blev så rørt, det sagde mor altid.
Så var gudstjenesten slut, og alle de mange mennesker skulle ud af kirken igen, og de skulle også alle sammen trykke hinanden i hænderne og sige “Glædelig jul” og “I har nok barnebarnet på besøg” og den slags. Sofie havde god tid til at nyde juleglæden og se sig omkring, og pludselig så hun den igen, englen. Den stod oppe på balkonen som var over døren i mormor og morfars kirke. Den smilede, og så blinkede den til hende.
Sofie hev og sled i mors frakkeærme, “Mor, se englen!” Mor kiggede op og sagde “Ja, den er fin, Sofie”. Og da Sofie kiggede igen, var den af træ. Udskåret og malet med guld. “Kom snart igen!” mumlede Sofie og gik hjem med juleglæden.

Når det blev sengetid, når maden var spist og gaverne pakket ud, så ville hun finde kortet frem under puden og tænke på fædre, som sendte det bedste de havde, nemlig kærligheden. Amen.