Juleaften – 1. tekstrække

Indledning juleaften
Juleaften er en højspændt anledning, hvor kirkerne ofte er fulde. Vi kan derfor synes, at opgaven denne aften er noget ganske særligt, men det er den egentlig ikke. For det er jo det samme evangelium, der skal forkyndes, og parametrene for, om forkyndelsen lykkes, er de samme som ellers.

Også juleaften gælder det om at “fortælle det gamle budskab”, så originalitet er slet ikke det vigtigste. Den store udfordring ligger for mig at se i at få sat julen ind i den soteriologiske sammenhæng, så vi har en chance for at fatte lidt af, hvor afgørende et led i Guds frelseshistorie, Jesu fødsel er.

Samtidig er der hos mange juleaftens-kirkegængere en behersket bibel- og kristendomskundskab, og derfor må vi glæde os over muligheden for at prædike “på torvet”, ja at torvet så at sige flytter ind i kirken denne aften. Her er det vigtigt, at torvefolket mødes med undervisning, og at tingene ikke tages for givet. Den ringeste juleprædiken er den rent stemningsskabende, som forsikrer tilhørerne om at de har deres sag i orden med Gud, uanset om de vil eller ej. Dem holdes der vistnok en del af, men vi må forsøge at fortælle sandheden, og arbejde for at den tabte eller uklare referenceramme for julens betydning må blive genopbygget.

Erfaringen viser, at det her kan være nyttigt at have et pædagogisk eksempel med som medie. I virkeligheden er det jo heller ikke anderledes end resten af året, hvor den slags også altid vil få tilhørerne til at spidse ører. Selv har jeg det godt med en rekvisit på prædikestolen ved julegudstjenesten. Selv er jeg måske lidt mere usikker end ellers, fordi der er så mange i kirke, som man ikke rigtig kender. Og menigheden kan nok også have glæde af en konkret ting at hænge aftenens budskab op på. Ikke mindst børnene, som pænt må opholde sig sammen med os andre under prædikenen.

Prædiken juleaften Lukas 2,1-14
Guds bløde pakke

En juleaftensprædiken, som udlægger julebudskabet ved hjælp af julegave- og tøjmetaforik. Jeg vover at bruge ”bløde pakker” som noget positivt, fordi jeg tror at mange flere- også drenge –  ønsker sig tøj i dag end for 40 år siden.

Rekvisitter: En lånt overlevelsesdragt fra jagtforretning/Bilka og en dåbskjole.

En af de gode ting ved juleaften er gaverne. Gaver er hyggelige. Og så er det med papiret alle tiders opfindelse. Det trækker spændingen ud.  Og før man pakker ud, kan man jo begynde med at mærke på pakken.

Nogle pakker er hårde, andre er bløde. Det er sjovt med de bløde pakker. De er ikke altid lige populære. Nogle er helt vilde med dem, andre er knapt så begejstrede. Men bløde pakker kan faktisk være alle tiders. Somme tider kan de give en nogle helt nye muligheder, man ikke har haft før.

F.eks. sådan en overlevelsesdragt som den her. Med sådan en kan man holde varmen, selv om det er meget koldt. Ryger man i vandet, kan den redde en. Den holder én oppe. Og beskytter en fra top til tå. (Overlevelsesdragt fra sportsforretning hænges ud over prædikestolen på en bøjle)

Vi skal ikke begynde med Adam og Eva hver gang. Men det skal vi i aften. Vi skal nemlig høre om verdenshistoriens første bløde pakke. Det var Gud, der gav den. Det var dengang, det var gået galt mellem mennesker og Gud. Adam og Eva havde ladet sig overtale af slangen til at spise af frugten, som Gud havde forbudt.

Fra den dag var menneskene ikke længere som før. De begyndte at svigte Gud. Gik deres egne veje. Blev egoister.

Der står også, at de opdagede at de var nøgne. At de manglede noget at dække sig med, ikke bare deres kroppe, men også deres dårlige samvittighed.

Og det var jo ikke så mærkeligt. I en uretfærdig verden vil vi alle sammen gerne have noget at dække os med. Det er ikke så enkelt, uden videre at vise sig som den, man er.

For Gud er retfærdig – og det er vi ikke. Over for ham er vi klædt af til skindet, når det kommer til stykket.

Det forstod Adam og Eva. Og for at rette lidt op på situationen, gjorde de et ubehjælpeligt forsøg. De tog nogle figenblade og syede en slags tøj ud af dem. Figenblade. De ligner kastanjeblade. Men dem syede de altså sammen. Og med det skrøbelige lapperi forsøgte de så at dække sig, da Gud kom for at få en forklaring.

Et desperat forsøg på at holde på værdigheden.

Men menneskene måtte forlade Guds have. Han kunne ikke lade dem blive. For et paradis, hvor man lytter til Guds fjende, kan ikke være noget paradis.

Og her var det, Gud kom med verdens første bløde pakke til de første mennesker.
På vej ud af paradiset forærede han dem noget ordentligt tøj. Der står: ”Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på”.

Nogle ganske få ord. De fylder ikke mere end godt en linje i vores Bibel. Men ud af de få ord forstår vi, at Gud stadig havde kærlighed til sine mennesker, selv om de havde gjort oprør imod ham.

Menneskene havde såret deres Far i himlen – havde brudt med ham og vendt ham ryggen.

Men midt i den smertelige afsked havde han tanke for, at hans mennesker kunne komme afsted i noget ordentligt tøj.

Det kostede selvfølgelig liv at give menneskene deres overlevelsesdragt. Skind kommer jo ikke ud af den blå luft. Der er et dyr, der har haft skindet først. Og det dyr måtte ofres, for at menneskene kunne holde varmen. I deres hjemmelavede, papiragtige tøj kunne de ikke have klaret sig. Det var dømt til at mislykkes. Det så Gud.

—-

Nu sidder vi så her i den anden ende af verdenshistorien, ved vores hyggelige julegudstjeneste. Og hvad har Adam og Eva og Guds dragt med os at gøre?

Meget. For det giver os en forklaring på, hvad det var, Jesus kom til jorden for at gøre.

Vores kendte Kolding-sanger Stig Rossen holder hvert år et utal af julekoncerter. Til et blad har han udtalt, at det, der gør, at han kan blive ved og ved med at synge de gamle julesalmer, er, at de indeholder så meget, at der hele tiden dukker noget nyt op.

Sådan er det også i Bibelen. Den frelse, som Jesus kom med, bliver beskrevet med mange forskellige sammenligninger i vores Bibel. Frelsen er nemlig ligesom en diamant med mange facetter. Men kan beskrive den fra mange sider.

Et af billederne, som bruges tit og ofte i Bibelen, er en sammenligning med tøj.

Bibelen forklarer, at Jesus kom til jorden, for at give os frelsens tøj. En dragt, som Gud var begyndt at designe allerede i tidernes morgen. Og da tiden var inde, sendte Gud sin søn til jorden, for at vi i overført betydning kunne få tøjet, og blive reddet af det.

For at vi kunne få frelsens tøj, måtte Jesus blive menneske i Marias mave, og blive født i Bethlehem. Han måtte leve et rent liv. Et liv, hvor han ikke lyttede til Guds fjende. Hvor han ikke var egoistisk, men lige så ren som Adam og Eva havde været, før det gik galt i begyndelsen.

Som voksen forklarede Jesus det selv sådan, at han var kommet for at give mennesker det tøj, der skal til, for at vi kan komme med til Guds store fest i himlen.

Dengang var det sådan, at hvis en konge f.eks. indbød til stor fest, så sendte han et sæt tøj ud, sammen med indbydelsen. Så måtte gæsterne tage dét festtøj på, for at komme med til gildet. Kun på den måde kunne man få en plads.

Jesus deler festtøj ud til mennesker, for at vi kan komme med til den største fest af alle fester, nemlig festen i det evige liv.

Det handler om den sag, som englene sang om på Betlehems mark: ”Fred til mennesker, der har Guds velbehag”. At have Guds velbehag, betyder at Gud er tilfreds med en. At man lever op til hans målestok.

Hvordan skal man dog kunne det, når man er et syndigt menneske? Jo de samme engle sagde til hyrderne, at de skulle gå ind til byen. Der var født dem en Frelser.

De kunne kende ham på hans elendige klædedragt, faktisk. Den var tegnet, som de fik. Drengen var svøbt ind i klude og pakket ned i hø.

Men ikke desto mindre skulle lige netop han komme med noget, som hele menneskeheden kan blive svøbt ind i – selve festtøjet til Guds fest. Den overlevelsesdragt, som jeg kan møde Gud i, uden at falde igennem.

I Esajas’ Bog, som vi har læst fra i dag, hører vi mere om det. Der står:
”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud.
For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe.”

Retfærdighedens tøj. Det er dét, vi mangler mest af alt. Vi er jo ikke retfærdige, ikke 100 %. Enhver er sig selv nærmest osv. Og ville vi prøve at komme ind til Guds fest ved at pege på vores egen retfærdighed, ville vi hurtigt komme til kort. Det ville kun være et figenblad. Gud gennemskuer det.

Men Jesus vil klæde os i sin egen retfærdighed. Og den er helt anderledes holdbar. Han giver os sit egen dragt. Vi kan tænke på dengang, han hang på korset, og nogle banditter overtog hans tøj. Det var noget anderledes tøj, hvidt og vævet i ét stykke. Et billede på hans retfærdige liv. Nu skiftede det ejer, og Jesus tog menneskenes skyld med sig op på korset, mens han gav dem sit tøj, og oven i købet bad for dem imens.

Juleprojektets store formål var altså, at Jesus skulle vove pelsen – ja ligefrem ofre sit liv, for at vi kunne få hans retfærdighed. Sikke en befrielse! Han vil tage vores skam og skyld, befri os for vores lapperier og papirtynde forsøg på at holde på værdigheden. Og så vil han dække os fra top til tå med sin himmelske retfærdighed.

(Dåbskjole hænges udenpå overlevelsesdragten)

Vi bliver mindet om det, når vi er med til en barnedåb. Dåbskjolen er lang og hvid. Den er et billede på det, der sker. Et billede på den nye virkelighed, som vi må iføre os, fordi vi er døbt til at tilhøre julens hovedperson.

Måske har vi hørt det før, og alligevel ikke hørt det. Man hører jo så meget. Men så store perspektiver er der altså i julen. Den er virkelig en fest for, at vi kan blive frelst og vende tilbage til paradiset.

Som vi har sunget det i dag: ”I krybben lagt, i klude svøbt, et himmelsk liv du har mig købt.”

Vores eget liv er langt fra himmelsk. Vi falder igennem igen og igen. Men Gud vil det sådan, at Jesu liv kommer til at gælde i stedet for vores liv, når han skal bedømme os.

I profeten Zakarias’ Bog får forfatteren et syn. En beskidt person står overfor Gud. Mandens tøj er møgbeskidt. Men så siger Gud: ”Tag de snavsede klæder af ham.” Og han siger til manden: ”Se, jeg fjerner din skyld fra dig og giver dig festklæder på.”

Det er historien om, hvad Jesus vil komme for at gøre i vores liv. Tage det beskidte tøj af os, og give os rent festtøj på.

Når jeg hører dét, så giver det mig håb. Og når der er håb for mig, så er der også håb for dig.
Husk det, næste gang, du får en blød pakke. Amen.