Juleaften – 1. tekstrække

Salmeforslag: 94 – 104 – 119 – 121

Vedrørende forberedelse har jeg ud over kommentarer og vejledninger i almindelighed for Lukasteksternes vedkommende haft særlig fornøjelse af Børge Haahr Andersens kommentar i Credoserien og K. Robert Hansens lille bog: Men det skete, Lohse, 1984. Den sidste har flere gange, og særlig når 1. tekstrække har været på tapetet, været en del af min adventslæsning.

Juleaften

En af de mest umulige opgaver – og en af de mest fantastiske. Du skal lægge røst til det allerstørste: at Gud er blevet menneske. Du skal sætte ord på, hvad det betyder, og du skal sætte ord på glæden og frelsen, der er forbundet dermed. Der er børn og voksne i alle aldre, som må høre glæden og håbet fra julenat. Jeg har – de fleste gange med held – haft  ”et eller andet” med på prædikestolen særligt til børnene. Et år en nøgle.

Prædiken: Nøglen

Jeg har en nøgle her! Den er lidt større end nøgler ellers er. Jeg ved ikke om der er nogen af jer børn, der ku´ gætte på, hvad den her nøgle er til?
Jo, det er faktisk en nøgle til døren i Snejbjerg kirke!

Engang skulle jeg til gudstjeneste i  en anden by.
Folk var i pænt tøj og snakkede hyggeligt med hinanden på vej hen til kirkedøren.
Alting er som det skal være!
Men henne ved kirkedøren er der bare lige den lille overraskelse, at døren er låst. Der er låst og lukket og slukket!! Så stod vi der!
Tænk lige hvis I var kommet til Snejbjerg kirke i aften og døren havde været låst. Det er ikke en særlig rar fornemmelse! Og hvis man står der ved sådan en låst dør, så er der en ting man virkelig ønsker sig? En nøgle!!! – selvfølgelig!

Jeg kom til at tænke på det her med en låst dør, fordi rigtig mange af vores julesalmer taler om, at julen betyder, at Gud lukker en dør op for os: ”Han har Himmerigs dør oplukt” synger vi f.eks. i Glade Jul!
Præcis sådan er det med Julen. Julen er den nøgle, som Gud lukker op for os med.
Det er også det, vi hører, når vi midt i det vi har glædet os til og forberedt os til, hører om Kejserens befaling, om Maria og Josef, om barnet i krybben, om hyrder på marken, om englesang fra himlen, der kan høres på jorden, og om fred og om Guds velbehag. Når vi hører om det, så hører vi også om den nøgle, Gud bruger for at lukke op for os! Nøglen, der lukker en hel række forskellige døre op for os. I aften skal jeg forsøge at tegne et lille billede af tre af de døre!

For det første: Julen er nøglen, der lukker op og viser at du er af kongeslægt!
Jeg tænker, at I børn også ved, at der er nogen voksne, der er rigtig meget interesseret i at finde ud af deres familie, eller deres slægt. Gerne mange hundrede år tilbage. Og nogen gange kan det være fornemme og berømte mennesker, måske endda konger som hører til i ens slægt sådan som Josef f. eks. Han var af Kong Davids hus og slægt. Andre gange kan man støde på nogen i ens slægt, som man ikke er særlig stolt af at fortælle om.
Måske er der også nogen af jer, der har drømt om, at der pludselig kom et brev fra en fjern slægtning i Amerika, som bare var stinkende rig, og så skrev, at nu var du gjort  til arving. Nu var den rige slægtnings rigdom pludselig din!
Når vi hører om Jesusbarnet, der ligger i krybben, er det for at det skal være nøglen, der lukker op for os, så vi ser den allervigtigste sammenhæng i vores slægt. Der siges nemlig til os, at vi er af kongeslægt: at Gud selv bliver et lille menneske, for at vi skal være hans børn. Om det, der sker i julen, siger Jesu apostel Paulus netop at Gud sender sin søn for at vi skulle få barnekår, og så føjer han til: men er vi børn er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger! Juleevangeliet er altså nøglen, der lukker døren op til den allervigtigste  slægtssammenhæng: du er af kongeslægt og oven i købet arving!

Men ikke nok med det, for for det andet er juleevangeliet også nøglen, der lukker døren til håbet på klem – altid! Men: Et barn, der er født – hvordan kan det betyde håb?
Og ind i mellem har det, der vil tage håbet fra os en størrelse, så det forekommer meningsløst, at et barn, der er født, skulle gøre hverken fra eller til! Alligevel siger englene til hyrderne: det er tegnet, I får, I skal finde et barn.
For mere end 60 år siden da var der også krige og flygtninge i verden. Da var det oven i købet tæt på os! En mand (Karl Robert Hansen), der engang var præst i Sønderjylland, fortæller i en bog om, hvordan der i foråret 1945 var mange flygtninge fra Tyskland. I en flygtningelejr bor en dame, en rektorfrue fra Berlin. Hendes hjem er ødelagt. Hun ved, at to af hendes tre store dejlige drenge er døde i krigen. Hendes mand bliver en novemberdag i 1945 begravet på en kirkegård dernede i Sønderjylland. Helt alene, og flygtning og fremmed i et fremmed land. Hun har mistet alting – også håbet! Og vi kan så nemt forstå det!

Så sker det noget! En dag får hun ad underlige omveje en besked fra Berlin. Helt kort fortæller den, at hendes tredje søn er i live, at han er gift og netop har fået en lille datter: Bettina!
Ikke mere. Men det var også nok. Der var født et barn, i hendes slægt, af hendes kød og blod: I Berlins ruiner,  til en usikker fremtid, jo, men der var født et barn. Og det forandrede alting. Det tændte lys i mørket, for det barn blev for den kvinde, selv i den nød og det mørke, hun var i, nøglen, der gav hende fremtid og håb.

Sådan vil barnet i krybben være lys i mørket, være nøglen til fremtid og håb for os. Hvor vi er og hvem vi er! For det er jo det barn, som ligger i den krybbe, der også skal være på et kors. Det er den frelser,  der for os skal være i den dybeste nød og i det dybeste mørke – forladt af både Gud og mennesker!
Det er også ham, hvis tomme grav en morgen fyldes med lys fra påskemorgen! Derfor er det barn nøglen til fremtid og håb!

Og endelig vil julen altså også lukke op ind til dit og mit hjerte!
Jeg skal fortælle om et krybbespil der var på en skole engang! Han hed Lasse, ham der skulle spille krovært. Han kunne lige så godt ha´ heddet Christian eller noget helt andet!
Lasse var sådan en dreng, der var alt for stor af sin alder, og der var mange ting Lasse ikke var særlig god til! Nogle gange blev han også drillet. Og da Lasse får at vide, at han skal være kromand i krybbespillet siger han ikke noget til det! Han skulle bare sige til Josef og Maria, når de kom til Betlehem, at der ikke var plads til dem i herberget.
Så skal krybbespillet opføres. Der er forældre og alle de andre elever til juleafslutning. Så er de ved det sted, hvor Lasse skal komme frem i krodøren og sige: ”Der er ikke plads i herberget” – Josef skulle så spørge igen om de ikke nok måtte få plads, fordi Maria skulle føde – Og Lasse skulle sige ”forsvind”! Men Lasse siger ingenting! Suffløren hvisker: Du skal sige forsvind, du skal sige forsvind! Og så siger Lasse – ikke højt, som han skulle, men ligeså stille: ”Forsvind”.
Men han gik ikke ind og lukkede sin dør, sådan som han skulle. Og da Josef og Maria begyndte at gå ud af scenen, da siger Lasse lige så højt – ”vent lidt, I kan få mit rum”! De var selvfølgelig nødt til at spille videre, for de skulle jo ud til stalden, men der var ingen, der glemte Lasses replik,: ”Vent lidt, I kan få mit rum”. For barnet, der ingen plads var til, havde lukket noget op i Lasses hjerte!

Det vil også gøre noget ved dit og mit hjerte:  Det vil være nøglen der lukker op, så barnet fra Betlehem, frelsen fra julenat, får lov til at få plads, så der også i dit rum bliver rum både til Jesus og til dem, der ellers ikke er rum for.

Julen: Nøglen, der siger dig at du er af konge slægt. Nøglen, der lukker op, så du selv, hvor det er allermest mørkt får lov til at se, at der er fremtid og håb.
Nøglen, der lukker op til dit hjerte, så der bliver plads til Jesus.

Kom Jesus vær vor hytte gæst
hold selv i os din julefest
Amen