Juleaften – 1. tekstrække

Salmer: 94-104-112-120

Hvad ønsker du dig til jul, hvad ønsker du dig? (vifter med guld-kortet). Et Guldkort, så du kan hæve lige så meget, som du har lyst til og købe lige det, du kunne tænke dig?

Vi kender vist alle drømmen: tænk hvis jeg havde en million, tænk hvis jeg vandt i lotto, tænk hvis … og bare jeg fik, så ville jeg have det meget bedre, meget sjovere ….

Og helt forkert er det jo ikke. Penge skal der til. Uden penge kan vi ikke købe juleand eller julegodter eller julegaver. Så et kort til en konto, hvor pengene ikke slipper op – ja, det ville nu ikke være så tosset.

Et guldkort – mange har i december været optaget af Mikkel-dreng, Marie-pigen og God-dreng og de andre i ”Mikkel og Guldkortet” – og var man i tvivl før, så kan man næsten ikke være det længere: Penge er rare at have, men hvis penge bliver det vigtigste for os, så forkludres det hele – i julekalenderen bliver alt ligefrem kaos.

Og midt i en jul, der meget let kan blive meget kommerciel, kan det såmænd være på sin plads med sådan en løftet pegefinger, der vil erindre os om de værdier, der er vigtigere end penge: godhed, venskab og kærlighed.

Penge forkludrer alt? – bob/bob/bob – nej, virkeligheden er heldigvis mere nuanceret end som så. Men sandt er det, at penge kan tage magt over menneskers liv. Var det det, det drejede sig om, for den mægtige kejser af Rom, Augustus? Var det derfor han ville have tal på, hvor mange han kunne inddrive skat fra.

Eller så han verden som et stort fællesskab – et fællesskab ligesom i Mikkel og guldkortet, hvor alle må bøje sig for herskeren – i julekalenderen for lærer Palle – men i den virkelige kalender for romerrigets enevældige hersker: kejseren af Rom, Cæsar.

Men midt i denne verden, hvor magtmennesker til skiftende tider har huseret – baner en kærlighed sig vej, så underfuld, så stor, så stærk, at selv det mægtigste menneske på jord bare bliver en majonetdukke i Guds hånd, et redskab til at Guds plan bliver sat i værk og opfyldelsen af Guds løfter en realitet.

Det skete i de dage – kejseren hed Augustus, og statholderen Kvirinius – jo, men det var Gud, der var Gud. Og Gud holder ord, og fordi hans ord sagde, at barnet skulle fødes i Betlehem, måtte det ske. Kejseren befalede at folk skulle tælles, og derved blev han redskab til, at Guds løfte blev opfyldt: Josef og Maria, der var af Davids slægt, måtte på grund af folketællingen rejse den lange vej til Davidsbyen Betlehem for der at blive registreret, skrevet i mandtal. Og her fødtes barnet – det barn, der mere end noget andet er udtryk for godhed, venskab og kærlighed.

Guds kærlighed til verden. Hans kærlighed til os var så stor, at han lod sin søn føde til verden, i en stald, i egnen omkring Betlehem. Lod ham føde, for at vi – os alle – skal være omsluttet af Guds godhed, venskab og kærlighed.
Alle omsluttet af Guds kærlighed? Ja, det var det, han ville. Og at han mente alle – ja – det kom snart til at stå lysende klart. For næppe var barnet født, før lys viste sig på himlen. Lys på himlen i form af en funklende stjerne, der forkyndte for mennesker i det fremmede, at frelseren var født, så de vise mænd begav sig ud på en lang rejse for at møde det barn, der var født.

Og det, der skulle stå lysende klart, kom i lys til at stå klart for markens hyrder. Disse fattige mennesker, der ikke blev regnet for noget særligt, regnede Gud for noget så særligt, at han for dem lod forkynde det forunderlige budskab: I dag er der født jer en frelser, i Davids by, Han er Kristus Herren. Jo, en stor glæde skulle det være for alle folk – rige vise, fattige hyrder, dem fra det fjerne, og dem der var lige ude på marken. Jo, Gud ville, at alle skulle være omsluttet af hans kærlighed, godhed og venskab.

Han vil være ven med os. Og vi ved godt, at rigtige venner kan ej købes for penge, rigtige venner kan ej købes for guld. Selv om Gud har skabt alt og dybest set ejer alt, ja, så brugte Gud derfor ikke bare et guldkort. Han kom til os for at være ven med os. Han blev menneske, lod sig føde, kom til os.

Ven. Det er en, man har det godt sammen med, er fortrolig med, som man tit snakker med, som man kan stole på, som er der, når man har brug for det. Gud vil være en sådan ven for os. Ham kan vi regne med, vi kan betro os til ham – og han svigter ikke.

Derfor er det også godt at snakke med ham: ”– yes, Gud, vi vandt i håndbold. Gud, jeg er ked af det, for farmor er syg” og om alt det, der rører sig i vort liv … både det vi er glade for, og det, der gør os kede af det.

Og kan vi ikke selv finde på ord, så har han givet os ord, som vi må låne, ord som vi kan slide på og gentage, så ofte vi har lyst, for de rummer det vigtigste: Vor Far, du som er i himlen – for den bøn handler dybest set om, at alt skal blive, som Gud vil have det – at hans gode vilje må ske – så vi møder hans kærlighed, godhed og bliver i hans venskab.

Jo, Gud vil, at vi skal være omsluttet af hans kærlighed, godhed og venskab.

Hvad ønsker du dig – måske et guldkort? – men det Gud giver er større, så stort, at englene måtte bryde ud i himmelsk jubelsang, for det er sandt, det som englen forkyndte: I dag er der født jer en frelser, i Davids by; han er Kristus, Herren. Han gir kærlighed, godhed og venskab. Amen