Juledag – 1. tekstrække

Salmeforslag: 99 – 115 – 112 – 98 – 119 under altergang – 103

Vedrørende forberedelse har jeg ud over kommentarer og vejledninger i almindelighed for Lukasteksternes vedkommende haft særlig fornøjelse af Børge Haahr Andersens kommentar i Credoserien og K. Robert Hansens lille bog: Men det skete, Lohse, 1984. Den sidste har flere gange, og særlig når 1. tekstrække har været på tapetet, været en del af min adventslæsning.

Jeg er ret sikker på, at postmodernismen har godt fat. Alligevel oplever jeg – endda hos mig selv – at på nogle områder, har vi ikke rigtig givet slip på modernismen. Derfor skal prædikenen også være til det moderne menneske.

Prædiken: Det moderne menneske

Det er som moderne mennesker, vi lytter til Lukas´s beretning om barnet i krybben – selvfølgelig!
Jeg skal fortælle en lille anekdote om det moderne menneske. Altså om sådan nogen som dig og mig! Det er en mand, der er så uheldig, at han farer vild i ørkenen. Det er så alvorligt at han vil dø af sult og af tørst, hvis han ikke får hjælp! Og det skal være nu, hvis han skal overleve!
Så sker det fantastiske, at han ser en lille grøn oase med palmer, og han kan endda høre lyden af rindende vand! Men manden ved godt, hvad det handler om: Det er et fatamorgana. Det er hans fantasi, der spiller ham et puds. I virkeligheden er der ingenting, og uden håb synker han sammen!
Umiddelbart efter bliver manden fundet af to beduiner – død! Kan du forstå det?”, siger den ene beduin til den anden, så nær ved vand, og det er lige før dadler og figner vokser ind i munden på ham! Hvordan i al verden kan det ske? Jo, det skal jeg sige dig, siger den anden beduin: han var et moderne menneske!

Mon ikke det ind imellem er med en risiko, der ligner, at du og jeg, som moderne mennesker, hører juleevangeliet? I det evangelium er virkelig den lifligste oase, her er levende vand, her vokser de dejligste frugter så at sige lige ind i munden på os!
Og det er præcis som om evangeliet her kommer os moderne mennesker til hjælp! For at den mands ulykke, som vi hører om i anekdoten, ikke skal blive vores! Eller for at de dejlige frugter og den liflige drik fra juleevangeliet skal rækkes til os!

Hør, hvordan det, der skete julenat i det bibelske vidnesbyrd bindes til vores historie og virkelighed: Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde. Eller: Men nu har Gud ved dagenes ende talt til os ved sin søn! Eller som vi hørte det for lidt siden: Det skete i de dage! Altså dengang Augustus var kejser, da Kvirinius var landshøvding og da den førte folketælling under ham fandt sted! På den tid skete det! Og stedet er det Betlehem, den Davids by, som Josef i forlængelse af kejserens befaling fra Nazareth i Gallilæa giver sig på vej til!

Det, du hører i juleevangeliet, er tidsfæstet i og bundet til vores tid! Og det er stedfæstet på det sted, i den verden og i den virkelighed, der er vores!

Du og jeg må høre det: det skete! Det skete, at Gud selv blev en af os. Menneske som os. Deler kår med os!  Menneskelivets vej er hans vej!  Det røbes for os, når vi hører Lukas fortælle!
Menneskelivets vej, derfor en vej bundet til dét, som kejsere og landshøvdinger træffer bestemmelse om!
Menneskelivets vej, derfor bundet til fællesskab med en mor og en far!
Menneskelivets vej, hvor nøden er og hvor der ikke nødvendigvis skaffes plads, fordi det under sker, at et barn fødes!
Menneskelivets vej. Vi ser det også i fortsættelsen i Lukas´ beretning: for englene vendte tilbage til himlen, og hyrderne vendte tilbage til marken!
Tilbage blev Jesus med et menneskeliv foran sig, og ikke et menneske  på luksusklasse. Vi  ved, at noget af det allerførste, der sker med Jesus, er, at han må bæres af Maria og Josef til et naboland som flygtning!
Vi ved, at det om ham hedder, at han blev fristet i alle ting ligesom os! Og vi ved, at det også er om ham, det hedder: en smertens mand, kendt med sygdom, én, man skjuler sit ansigt for! Alt sammen taler det højt og tydeligt om, hvad det er, Guds søn indlader sig på, den nat han bliver født i Betlehem: Et menneskeliv på menneskelivets vilkår!
Og fordi det ikke er noget fatamorgana, må du vide, at du i de vilkår, du er menneske under, er kendt af Guds søn!

At et menneskeliv – hvor usselt det end måtte synes at være, og hvor lidt det end regnes og agtes – dog altid bærer den værdighed i sig, at det ikke blot er skabt af Gud, men også at det var menneske, Guds søn blev!
Så dit menneskeliv, hvor du er og hvem du er bærer den værdighed: menneske. Og det var menneske, Guds søn blev!

”I den usleste mand eller kvinde
så han perlen så kosteligt skinne,
dengang Gud selv blev menneskets lys.”
Sådan hedder det i en salme. Det er en af frugterne i juleevangeliets oase!

Og der er flere fantastiske frugter. For det betyder jo ikke blot en ny og uhørt værdighed til alt menneskeliv. Det betyder også, at når du ser barnet i krybben som et menneske, du deler kår med, så ved du også, at du har en Herre, en Gud og en frelser, som du med frimodighed må gå til. Han ved, hvad det er, du taler om. Han ved om og forstår det, der fylder dit hjerte. For dine kår, menneskelivets kår, blev hans kår! En frelser, som du må gå til! Netop en frelser!

Nogle gange knytter vi et ord til om meningen og hensigten , når vi gir´ gaver.
Da Gud julenat giver sin søn til os, sørger Gud også for, at der siges, hvad der er hensigten, så det aldrig siden er gået i glemmebogen. Gud sørger for, at det blev sagt, så det kunne høres af hyrder på marken, så det forkyndes for Maria og Josef, og så det forkyndes hos os endnu i dag og overalt, hvor vi samles til takkefest, fordi Gud har givet sin søn: I dag er der født jer en frelser!

For at frelse os af nøden
steg herned kærlighed
stærkere end døden!
Derfor!

En frelser, som Kristus og Herre, som derfor har ret til at tage frygten ud, ud af livet, ud af dommen, ud af døden! For han er frelser: Han frelser fra syndens forbandelse, han frelser fra den evige død, han frelser ind i det fællesskab med sig selv han har bestemt os til!

”For det var for os mennesker og for vor frelse han steg ned fra himlen og blev menneske”, sådan hedder det i en af kirkens  gamle bekendelser.

For vor frelse –
Og hvis vi nu siger, at Lukas, når han fortæller hvordan det lød julenat: at der er født jer en  frelser, giver svar på det hvorfor, der spørger efter, hvad det er, Gud vil med at give sin søn, kan vi sige, at evangelisten Johannes giver svar på spørgsmålet om, hvad der ligger bag den vilje, at Gud vil frelse: For således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne. Den vilje til frelse, Gud viser julenat, gives der os kun en forklaring på: Guds kærlighed til verden. Denne kærlighed ser du julenat: Nu vil Gud dele kår med dig! En kærlighed du bestandig ser udfoldet, der hvor barnet fra julenat går den vej gennem det liv, der blev hans – frem mod den død og det kors, der også blev hans! Det er prisen for at dele kår med os – det er prisen for at være det for os , som englene talte om julenat: frelser! Og du ved om påskemorgen, at der besegler hans opstandelse den kærlighed, som sand: den er stærkere end døden!
Og du hører alt det, juleevangeliet forkynder dig, under den overskift:  det skete!

Derfor tør vi også som moderne mennesker ønske hinanden en rigtig glædelig jul og synge med på julesangen til det barn

– Og  er den så kun svag
det er dog vort hjertes efterklang
af englenes bud den dag!
Amen