Juledag – 1. tekstrække

“Dagen derpå” kan vi vist kalde juledag. Fra at have haft den store brede skare under prædikestolen er det nu i dag vel mere den lille kernemenighed, der langt på vej er fortrolig med teksterne og deres budskab, der har fundet vej til kirken. Derfor kan vi nok også tage et spadestik dybere ned i evangeliet om denne forunderlige fødsel og ikke mindst den betydning, dette barn har for os.

Esajas-teksten: Profeti om fødslen af et barn, der skal blive årsag til et fredsriges oprettelse.

Hebræerbrevs-teksten: Det særlige ved netop dette barn: “Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede”.

Lukas-teksten: De historiske begivenheder ved og omkring dette barns fødsel, samt yderligere understregning af denne fødsels betydning.

Mellem tekst og prædiken. At Gud lod sig inkarnere er en historisk begivenhed, tidsfæstet ved navnene Augustus og Kvirinius. Men dernæst gøres det også klart, at denne begivenhed ikke i verdens øjne var en begivenhed, men kun en ganske ubetydelig hændelse, upåagtet af de fleste.
Som ligegyldige numre på en folketællingsliste drager Josef og Maria til Bethlehem på den almægtige kejsers og hans landshøvdings befaling. Maria føder sit barn upåagtet i en stald til et overfyldt herberg, hvor det er fattige hyrder, der bringer den eneste jordiske hyldest. Dermed er der sagt noget helt afgørende om vores verden og dens stilling til Gud. Så forblindet er verden, og så lidt har verden brug for en frelser. Vel, vi kan bruge ham som en kulisse for vores fest. Som det pæne indpakningspapir. Men dagen derpå, smider vi indpakningspapiret væk. Og julens egentlige gave fik vi måske slet ikke øje på. Den røg ud med papiret.

For det menneskelige øje er det skjult, hvem dette barn er; kun Gud kan åbenbare det. Derfor er englen ikke en tilfældig attrap, men den eneste måde, hvorpå det kan blive klart hvem dette barn er.

Af alle mennesker var det hyrderne, der som de første så og hørte englen. De var foragtede folk. De hørte til i de laveste klasser, til dem der virkelig trængte til Gud. Til dem kom budskabet, så de hørte det og tog imod det: “I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”. En forløser og befrier, som kun de, der ser deres bundethed og nød, trænger til. Han er den frelser, som profetien, forjættelsen, fra Esajas 9 taler om: “lyset” i mørket, den der brækker “det tyngende åg”. Der er vel ingen tekst (måske med undtagelse af langfredagsberetningen), der som dette evangelium taler lige ud om vores elendighed: så dybt måtte Kristus fornedre sig for at “finde os”. Og på den anden side: Hvilken glæde for den fortabte, at Kristus virkelig kom helt ned til os. Englen siger ikke: “Jeg forkynder en stor glæde”, men: “Jeg forkynder jer en stor glæde”. Evangeliet er personligt. Det er en frelser for mig, der blev født julenat.

Prædikenansats.
Det sidste stykke tid har jeg været inspireret af Lance Piersons bog “Fortællekunst” (Lohse). Det afspejler sig i mine prædikenansatser. Jeg mener, at en god, kort indledningshistorie kan hjælpe med til at gøre de kendte tekster og (forudsigelige) pointer levende på ny.

Tænk hvis man to dage efter jul blev ringet op af Moster Oda, som lige ville sikre sig at man havde fået hendes gave, og i samtalens løb finder ud af, at man da godt nok har lagt gaven under træet, men at den tilsyneladende er røget ud med gavepapiret. Gaven var heller ikke stor. Den var faktisk ganske lille, sammenlignet med alle de øvrige gaver. I øvrigt plejede familien da heller ikke at få så meget fra Oda, så én gave fra eller til… Nu var der bare ved denne gave, kom det frem i samtalen, at det var et arvestykke fra en tipoldefar. – Hvordan det gik med dette forsvundne arvestykke, om det blev fundet eller ej, ved jeg ikke. Men bare tanken om, at noget sådant kunne ske, kan få det til at gøre helt ondt i maven på mig. Hvad er jeg ikke gået glip af? Hvor meget var dette værd? osv.
Det er vel ikke svært at overføre denne “forskrækkelse” til julens egentlige gave: Jesus Kristus. Barnet var ikke noget særligt i det ydre. Men ægte nok. – En arv og en gave, der var planlagt af Faderen gennem århundreder. – En gave hvis indhold er uvurderlig, og hvis værdi stiger for mig år efter år. “Indholdet” kan passende udfoldes vha. teksterne fra Hebræerbrevet og Esajas. – En personlig gave, som gerne skulle få os til at udbryde “ih” og “åh” eller “halleluja” á la englene.

Salmer:
82 – 106 – 89 // 90 – 111.