Juledag – 1. tekstrække

Tekstsammenhæng:
Sammenhængen i juledags tekster er til at få øje på for enhver, først og fremmest ved ordet om, at der er født en, som aldeles adskiller sig fra alle andre fødte, selv om han i fremtræden fremstår som én af os.

(Esajas: En søn er født os; Heb.: Du er min søn, jeg har født dig i dag; Luk.: I dag er der født jer en frelser)

Esajas forkynder, at det evige fredsrige kommer ved et barns fødsel. Guds storværker sker gennem en søn, der er givet os.

Hebræerbrevet fremstiller dette barns fødsel som afslutningen på en lang tale, Gud har holdt op gennem historien ved fædrene og profeterne, men ”nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn… ved hvem han også har skabt verden. Dermed føres vi tilbage, langt før Esajas, profeterne og fædrene,

Ja, før skabelsen.

Heri ligger den afgørende forskel på Jesus og alle andre barnefødte. Vi er hans skabninger, mens Jesus netop ikke er skabt, men født.

Som det udtrykkes i Den athanasianske Trosbekendelse: Sønnen er alene af Faderen, ikke gjort eller skabt, men født.

Derfor kan Esajas beskrive ham som Evigheds Fader, freds fyrste.

På denne baggrund kan vi så følge julens hændelsesforløb hos Lukas med

alle de meget jordiske forhold: Augustus’ magtanvendelse mod småfolk ved at gennemtvinge sin folketælling, hvordan Josef og Maria må begive sig til Davidsbyen for at lade sig indskrive, om Herodes` ondskab og forfølgelse, om flugten. Den mægtige, som er, før verden blev til, bliver født i en stald og lagt i en krybbe. Han er ikke eet, men gør sig til eet med sin skabning og fremtræder i syndigt køds skikkelse.

Linien for hans livsforløb bliver lagt julenat: ”For man dig intet andet bød, end stald og krybbe, kors og død”.

Prædikenskitse.

1)Fra det høje til det dybe

Skabelsens Herre deler ikke bare vilkår med sin skabning. Han underlægger sig syndefaldets vilkår.

Hvis vi selv og vore tilhørere skal have fat i juleevangeliet, må vi gøre op med al nisseromantik – og for den sags skyld – al krybberomantik. Nu skal vi snakke virkelighed, for julen har et dybt realistisk udgangspunkt. Det er forbundet med håndgribelig smerte, sorg og glæde. Vi må have fat i tilhørernes virkelighed: Der er mennesker, der mister også i julen. Der er tragedier, skilsmisser, sygdom, fjendskaber – alt det, der rammer på det individuelle plan. Dertil kommer situationen i vort samfund og i verden med terror, krig og vold. Der skal tales om menneskets skyld og svigt. 2004 år efter barnet i krybben har både Augustus og Herodes fundet alt for mange beredvillige efterfølgere både i stort og lille format.

Når den almægtige stiger ned og bliver menneske, underlægger han sig det alt sammen ikke blot sammen med os, men sådan, at han til sidst bærer hele byrden af armod og skyld. Se Guds lam, som bærer verdens synd bort!

2)Glæden til hele folket

På den anførte baggrund forkyndes: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!

Her er der lejlighed til at sige noget om den kristne glædes egenart. Glæden på trods! Glæden, der ikke er bestemt af ydre feststemning, men som er der, når lysene er brændt ned. Mon det ikke var Luther, der sagde, at den kristne glæde er trøstet sorg.

Det var denne glæde en tysk fange oplevede i en keaturvogn på vej til en sibirisk fangelejr i 1944. I sit felttestamente læste han fra Paulus’ brev til filipperne 4,4: ”Glæd jer altid i Herren…Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud”.

Det blev hans trøst, ja, et vendepunkt i hans gudsforhold.

Dermed ikke sagt, at glæden ikke gælder den, for hvem livet er mere ukompliceret. Her er det vigtigt at sætte fokus på den åndelige armod, som har med vort gudsforhold at gøre, så det ikke lyder som en betingelse at være i ydre nød for at få del i juleglæden.

Men i dobbelt forstand – både ydre og indre – rammer Brorson noget sandt, når han siger: At knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe.

Salmeforslag
99 – 100 (90) – 119 – 110 (111) – 112