Juledag – 2. tekstrække
Juledag – 2. tekstrække
Series: Juledag (2. tekstrække)
Forleden blev fem vinhandlere meldt til politiet, for at have forfalsket 30.000 flasker rødvin. Der var sat falske etiketter på. De gik for at indeholde en fin ”Brunello” årgangsvin, men indeni var der bare noget billigt sprøjt.
Så emballagen holdt altså ikke, hvad den lovede, selv om den så vældig fin og flot ud.
Lige modsat forholdt det sig i Maribo for en uges tid siden. Der var social- og sundhedshjælper Hanne Mogensen ude at gå tur med sin hund for en uges tid siden. Bag et elskab lå der en plasticpose som denne her. En plasticpose fra Rea 1000.
Den var hunden meget interesseret i. Og med god grund. Den var nemlig ikke tom. Og det var ikke affald, der var i den. Nede i posen, beregnet til købmandsvarer, lå et lille nyfødt barn, svøbt i et tæppe. Og tænk, at den første, der viste ham opmærksomhed her i verden, var en hund.
Den lille blev heldigvis reddet og fik en plejefamilie, og hele historien blev en slags præludium til julen i år.
Det leder tankerne hen på juleevangeliet, hvor Jesus også kom til verden i ringe kår. Hans beskedne emballage ligefrem var et tegn, hyrderne fik, da de skulle finde Jesus i Betlehem:
”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«
For at hyrderne kunne vide, at det passede, hvad englen havde sagt, fik de at vide, hvad de skulle lede efter: Et lille nyfødt barn i en krybbe.
Det så ikke ud af ret meget, mildest talt.
Hvis Gud havde villet, kunne han også sagtens have lavet en flottere præsentation. Stjernerne kunne have blinket som projektører, og en hel hær af engle kunne have lagt Jesus ned i seng med diamanter og en dyne af silke, mens der blev spillet flot trompetmusik som kunne høres over hele jorden.
Men hyrderne skulle ikke gå efter projektørlys eller trompetmusik. De måtte nøjes med at tro på det, som englen havde sagt til dem. Og det gjorde det. Og på den måde fandt de frem til ham.
Verdens frelser var at finde i en ussel emballage. Nede i krybben, beregnet til købmandsvarer, lå han, svøbt i klude. Han blev født på samfundets bund. Men det var ham.
Hvilken kontrast. Vi sang om den i julesalmen for et øjeblik siden:
”O Jesus, verden vid og lang
til vugge var dig dog for trang,
for ringe, om med guld tilredt
og perlestukken, silkebredt.
For det er jo sandheden: Selv hvis Jesus havde haft sengetøj af silke, med guld og perler, ja selv da havde det ikke matchet hans værdighed.
Men verdens ære, magt og guld
for dig er ikkun støv og muld;
i krybben lagt, i klude svøbt,
et himmelsk liv du har mig købt.”
Han som kommer for at frelse menneskene – han kommer til os i en emballage, der ikke ser ud af noget.
Sådan har Gud villet det. Og derfor er det så vigtigt, at vi ikke tager fejl af emballagen, når det gælder julens hovedperson.
Gud åbenbarer sig under sin modsætning. Han, som har al magt i himmel og på jord, kom til verden i stor afmagt. Han, som har krav på al ære og underkastelse, kom i den største ydmyghed. Og sådan er hele Guds redningsaktion. Han, som har krav på at blive ophøjet, lod sig ”ophøje” på et kors.
Det er vigtigt, at vi ikke lader os snyde af emballagen.
Sådan er det også med de ordninger, han har givet os:
Dåben – den ser ikke ud af noget. Et par håndfulde vand, nogle få ord, en hånd på et hoved. Og dog er det her, vi finder himlens port på jorden.
Nadveren ser heller ikke ud af noget særligt: Et indstiftelsesord, nogle få dråber vin, en lille bitte kiks. Men den ydmyge emballage indeholder selve pantet på det evige liv.
Eller vi kan tænke på forkyndelsen. En mand går op på prædikestolen, tager ordet og prædiker et lille kvarters tid. Ikke noget at råbe hurra for. Og dog reagerer vi med ”Gud være lovet for sit glædelige budskab”. For i det glædelige budskab er Gud selv til stede. Her møder han os og fornyer vores tro, håb og kærlighed.
Guds menighed ser heller ikke opsigtsvækkende ud. Vi ligner vel egentlig alle mulige andre. Vi ser ikke ud af noget særligt, det virker meget ordinært. Men de troende bærer på en hemmelighed: Jesus Kristus lever i os.
Paulus siger: Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig. Han er vort liv. Vi bærer ham i os og med os. Når du hilser på en anden kristen, hilser du også på Jesus. Hvad du gør mod en af de andre kristne, gør du mod ham.
Tag ikke fejl af emballagen. Heller ikke når det gælder Bibelen.
Bibelen, som i mange hjem står og samler støv i sit kartonomslag, klemt inde mellem de mange moderne romaner – og som måske ryger helt ud af reolen ved næste flytning. For den ser jo ikke ud af noget. Ganske har mange af romanerne hentet deres titler fra bibelske temaer og tekster – flere i dag end nogensinde før måske – men Bibelen selv formår vi at se henover som en kedelig og forældet bog.
Hvorfor åbenbarer Gud sig under sin modsætning? Hvorfor bruger han det, der ser så ringe og uanseligt ud? For han kunne jo have sat et skilt på himlen. Han kunne have benyttet sig af spindoktorer og reklamebureauer, erobret sendefladen i TV, gjort et under hver dag på CNN i den bedste sendetid.
Ja, det kunne han, men ad den vej ville han ikke have kunnet kalde troen frem. Vi var måske nok blevet forbrugere af ham, men ikke børn. Vi var blevet kunder, men ikke troende. Vælgere, men ikke forvissede.
Apostelen Paulus skriver om evangeliet: Denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds, og ikke vores.
Lerkar – det var en billig emballage på Jesu tid, ganske som plastikposer er det i dag. Når arkæologerne i middelhavslandene graver ned gennem lagene, for at nå tilbage til den tid, skovler de potteskår væk i dynger. Lerkar, simpelt og billigt, brug og smid væk. Som bæreposen fra Rema 1000.
Men indholdet er uvurderligt. I Maribo stod man pludselig med det allerfineste i hænderne: Et menneskebarn. I Betlehem stod de ansigt til ansigt med Messias. Det var ham, der lå mellem klude og halm.
Og i Guds menighed på jorden finder vi den samme frelser i de ordninger, han har indstiftet. Gennem Bibelordet, dåben og nadveren finder vi det evige liv og frelses fra fortabelsen. Gennem Bibelordet, dåben og nadveren kan vi tage imod Guds fred og velsignelse.
Og alt sammen hænger det sammen med julen. Gud gav det allerfineste, for at evangeliet kan lyde ud over jorden og vi kan blive frelst, ved at tro det.
”Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at »den, der er stolt, skal være stolt af Herren,« som der står skrevet.
For Guds menighed ligger en fristelse lige for: At forlade de ordninger, som Gud har givet – de ordninger, der ikke imponerer omgivelserne, og i stedet indføre andre ordninger, som harmonerer bedre med tidens tanker. Gennem tiden har der været flere eksempler på det. I Slesvig for 200 år siden gik man fra det ægte dåbsritual. I stedet for at spørge om barnets tro, begyndte præsterne at spørge, om barnet ville være et godt menneske.
Det lød umiddelbart godt. Og det var egentlig nemt at forstå for alle. Men det byggede kun på mennesketanker, og derfor var det en falsk efterligning. Emballagen lovede mere, end den kunne holde.
Man satte dåbsetiketten på et ritual, der kom til at handle om gode gerninger og om at få point i kirkens karakterbog.
Det var en slags omvendt juleunder, med negativt fortegn. Ligesom vinflaskerne med etiketterne, der ikke var dækning for.
Det er det samme, der vil ske, hvis folkekirken indfører en ny slags vielse, som Gud ikke står bag. Man vil bruge store ord, men der vil ikke være dækning for dem.
Omvendt er det med Jesus – sandheden selv, Guds evige Ord. Han kommer til os i stor ydmyghed, ofte ser det slet ikke ud af noget – men det er Gud selv, der har taget bolig iblandt os.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen,
så også nu og altid
og i al evighed, Amen.