Julesøndag – 1. tekstrække

Salmeforslag: 114 – 102 – 117 – 133 – 129 under altergang – 112

Vi har forberedt os i lang tid. Pludselig er vi på den anden side af julens centrum. Julesøndag holder med undren fast i det centrum.

Prædiken: At undre sig
Hvis du kender til at være mor eller far, kender du også til at undre dig. Kan du huske, hvordan du har siddet med en lille nyfødt, studeret ansigtstræk, talt fingre og tæer – og undret dig? Eller når du har bedt aftenbøn sammen med dit barn. Det er faldet i søvn. Du er blevet siddende lidt. Har set på et sovende barn, lyttet til dets åndedræt, – og du har undret dig.
Sådan har Maria og Josef sikkert også undret sig, men mere end det: … og hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham!

Situationen er den, at Maria og Josef 40 dage efter Jesu fødsel tager op til Jerusalems tempel med deres dreng, som et udtryk for deres lydighed mod Gud. Et udtryk for deres vilje til at lyde Guds bud og lov, som et udtryk for, at deres barn i sidste ende var Guds! I henhold til Mose lov var de der!

Her i templet møder de så to, Simeon og Anna, der også er bundet til Guds hus af lydighed mod Gud og forventning til Gud!
Og en eftertanke omkring det alt sammen: villighed til at gå ind under Guds bud, lydigheden mod Gud, forventningen til Gud – kunne være frugtbar nok og nyttig nok! Alligevel er der noget andet, der stjæler billedet! Eller en anden. For centrum er stadig barnet fra Betlehem – Jesus!

Det er de ord, Josef og Maria hører om Jesus, der kalder deres undren frem, og ikke mærkeligt  at de undrer sig! Det fortælles, at da hyrderne julenat i Betlehems stald havde fundet og set barnet, havde de fortalt Maria det, som engelen havde sagt dem. Og Maria gemmer disse ord i sit hjerte og grunder over dem.
“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” De ord er gemt i Marias hjerte. Til undren og til eftertanke. Og da Simon tager Jesusbarnet i favn, da hører Maria næsten et præcist ekko af de ord, der var gemt i hendes hjerte: Mine øjne har set din frelse – beredt for alle folkeslag – en frelser, som skal være for hele folket! Ikke underligt, at de undrer sig.

Og vores undren kan ikke være mindre. For ikke blot i Simeons ord høres et ekko fra den nat! Også i Annas lovprisning høres et tilsvarende ekko. Hun taler til alle om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning! Jerusalems forløsning! Jamen, den forløsning rummes jo i én sum i englesangen fra julenat: Ære være Gud i det højeste. Fred på jorden til mennesker med Guds velbehag! Fred og velbehag! Nej, vi kan ikke forestille os, at Maria har gemt ordene fra julenat blot til fred, til glæde og til tro? De samme ord må have været til anfægtelse, til tvivl og uro? Var det sandt? Var det blot en illusion? Hvordan kunne hun tro, at hun skulle føde Guds søn? Hvordan kunne dette lille barn i hendes varetægt være verdens frelser?

Og så hører hun, fordi hun i lydighed er i Herrens hus, ind i al hendes tvivl og uro et ekko fra  de samme ord, som hun havde hørt den nat, til ny tro og vished. Nej, vi ved ikke hvordan det var med Maria, vi kan bare tænke os.  Men vi ved, hvordan det er med os. Her behøver vi ikke tænke os. Vi får lov at gemme de samme ord fra den nat til fred og glæde og tro.

Alligevel  kender vi også til den tvivl og anfægtelse, som vi godt kan forestille os også har været Marias: hvordan kan det lille barn i menneskehænder være min og verdens frelser?
Og vi får lov at vide, at så god og så stor er Gud også i dag, at dér, hvor et menneske i lydighed går i hans hus, får det lov igen – også ind i tvivl og uro – at høre ekkoet fra den  første julenat: dens lovsang og forkyndelse: der er en frelser født, som skal være for hele folket!

Hans fader og moder undrede sig over det, som blev sagt om ham og vi sammen med dem!

Det er Simeon, der fører ordet: ”Se det barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel, og til et tegn, som skal modsiges”. Til fald – til oprejsning – til modsigelse – et tegn. Et tegn, sådan var det også blevet sagt om barnet i krybben den nat.” Og det er tegnet I får: I skal finde et barn!” Et tegn til oprejsning. Til fald og til oprejsning!

Og på den lange bane betyder det ikke: til både fald og oprejsning! Nej, det betyder enten til fald eller til oprejsning! Og til virkelig fald eller til virkelig oprejsning!.

Det er sådan, barnet fra Betlehem møder os, fordi det er Gud, der i sin ubegribelige kærlighed har sendt sin søn til os for at være frelser! Dér, hvor han tros, dér, hvor han får lov, dér, hvor han får rum til oprejsning, rejser han det faldne og fortabte menneske op! Han giver det Gud som sin nådige far, giver det barnekår, giver det håb, opstandelse og evigt liv! Og giver det lov til at vide, at en ny virkelighed er kommet ind i dets verden! Ikke sådan at det aldrig mere skal mærke elendigheden: synden og døden i syndens og dødens verden, men sådan at når dets magt og mørke vil kvæle det, så har mennesket, du og jeg, lov til at se på tegnet: barnet i krybben, som tegn på den nye virkelighed, der er kommet ind i din og min verden. Og det er ikke blot tegn, men også virkelighed. Det er Gud, der i det barn har sendt sin søn til verden for at være din frelser. Følg ham fra  krybben til Golgata og påskemorgen: så ser du at han er større end både din synd og din død!

Til oprejsning! Til fald og oprejsning – ikke både og – men enten eller! Til oprejsning, der hvor han får lov!

Der er ingen, der hører, hvad der julenat blev sagt om det barn – og som i dag i Simeons og Annas ord hører ekkoet deraf, der kan være i tvivl om, hvad det er, Gud vil det barn skal være for dig: til oprejsning, til frelse! Hør igen, hvad apostlen siger om den Gud, der i tidens fylde sendte sin søn: for at vi skulle få barnekår!
Til fald og oprejsning – og det er oprejsning, Gud vil! Det er din frelse, Gud vil! I dag er der født jer en frelser!

Jamen, derfor er den frelser også til fald, der hvor han ikke får plads, der, hvor han ikke tros, der, hvor han ikke får lov at være frelser! Med samme selvfølgelighed, som den, der håbløs forkommen er ved at drukne – og får sendt en redningsmand kun har muligheden enten at lade sig redde – eller også ikke at ville vide af redningsmanden. Og så være overladt til sin egen undergang!

Det er præcis sådan menneskets situation er  i den verden, til hvilken Gud sender sin søn! Det er sådan den hellige skrift taler om mennesket: et menneske, der er prisgivet undergangen, døden og fortabelsen, og et menneske, som kun har de to muligheder: enten at være i dødens og fortabelsens vold eller også at reddes, at frelses!

Guds frelsermand er barnet i krybben og manden på korset: Jesus. Derfor hedder det også om ham til fald og til oprejsning: Du må vide hvad Gud vil med det barn for dit vedkommende. Jesus siger det selv sådan: For Gud sendte ikke sin søn til verden, for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham! Og i samme åndedrag nævner Jesus derfor også de to muligheder, faldet og oprejsningen: ” den som tror på ham dømmes ikke, den som ikke tror er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn!”
Til fald og oprejsning, et tegn som skal modsiges. ”Og det skal være jer et tegn: I skal finde et barn.”

Med det barn er din og min virkelighed forandret. Gud er selv trådt ind i min egen slægt, under de samme kår som jeg, for at være min frelser.
Der, hvor han får lov til oprejsning, der, hvor han ikke for lov til fald.
Og til virkelig oprejsning og virkelig fald: frelse og fortabelse. Fordi tegnet: barnet i krybben ikke kan adskilles fra det sagen selv drejer sig om: Gud er kommet til os for at være frelser!
Derfor må vi vide det til undren og til tro, hver gang vi får lov at høre ekkoet fra de ord, der lød den første julenat: Han blev født for også at være din og min frelser. Amen.