Julesøndag – 1. tekstrække

Esajas-teksten: En lovprisning af Herrens nåde mod sit folk op gennem tiden. Hvorfor bliver han ved? Fordi de er hans børn. Og han sender ingen “barnepige” (sendebud eller engel) for at frelse dem, men kommer selv.

Galaterbrevet: Også her understreges tiden: “da tidens fylde kom.” Den endelige hjælp til Guds børn kom, da Gud selv blev menneske i sin søn Jesus Kristus. Ved ham har vi også fået barnekår hos vor himmelske Fader. Jeg skal ikke længere fortjene mig, som trællen, til at være barn af huset.

Lukasevangeliet: Vi befinder os i templet. Forud for denne tekst møder vi de gamle pagts love og regler i form af Marias renselse og det offer, som forældre måtte bringe for deres førstefødte. Den gamle pagt støder sammen med den nye “i tidens fylde”. De gamle, Simeon og Anna (det nævnes kun at Anna er gammel), møder de unge, Maria og Josef, og det, som binder dem sammen, hen over tiden, er barnet, Frelseren: Guds løfte og opfyldelse.

Simeon, der var “retfærdig og from og ventede Israels trøst”, er ikke som de gammeltestamentlige profeter i almindelighed med en offentlig fremtræden og et profetisk ord til folket. Han er en af “de stille i landet” (jævnfør Sl. 35,20), der tålmodigt venter på Herren. Han er en af dem, hos hvem Helligånden har taget bolig og ført til templet. Han kommer der ikke ved et tilfælde eller efter egen indskydelse. Helligånden møder vi altså også før pinsedag og hos “almindelige” mennesker, der lever på Guds løfter og i hans nærhed. Derfor ser Simeon også med det samme, at det barn, som Maria og Josef bærer ind i templet, er den lovede Messias, og han priser Gud. Dels en personlig del (v. 29-30) og dels en lovprisning af Gud fordi hans frelse gælder alle mennesker (v. 31-32).
I anden del af Simeons profeti finder vi de nok så interessante og centrale ord om det modsætningsfyldte i dette barn. På én gang er det sat til oprejsning og til fald, og det er “et tegn, der skal modsiges”.

I forlængelse af denne profeti møder vi, som det kvindelige modstykke til Simeon, profetinden Anna. Også hun levede Gud nær. Uden at vi ved hvad hun direkte sagde, lovpriser hun Gud. Sluttelig en notits om, hvordan det senere gik Jesus i hans opvækst.

Mellem tekst og prædiken.
Man kan vælge at lade Simeon og Anna være tekstens hovedfigurer, men jeg mener, det vil bryde denne søndags sammenhæng med julen og ikke stemme overens med tekstens egen mening. Simeons og Annas optræden skal ses i lyset af Simeons ord. I dette ord forkyndes Jesus som “modsigelsens tegn” (v. 34) Ordet hentyder til Es. 8,14, hvor Herren selv forkyndes som en anstødssten og klippe til fald for begge Israels huse. Den Frelser, som Simeon lovpriser, bringer ikke frelse til nogen uden også at bringe dom, dvs. “fald”, over andre. Han skal komme på en sådan måde, at det ikke kan andet end være til anstød for dem, der ikke vil se sig selv som syndere, der har brug for en frelser. Hele Jesu livshistorie er på den måde forudsagt, sådan som det antydes i det særlige ord til Maria. Jesus er Messias, men ikke alle venter Messias. De, som ikke ser deres egen nød, gør ikke. Men deres hjertes indhold skal komme for en dag, når Han står midt iblandt dem med sit evangelium. Da “skal mange hjerters tanker komme for en dag” (v. 35). De vil aldrig blive de samme igen. Nogle bliver han til fald for, andre til oprejsning. Det er grundtemaet fra Marias lovsang (1,46ff): “Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort”.

Denne adskillelse, som hans optræden medfører i Israels folk, er selve Simeons og Annas optræden et forvarsel om. De er forløberne for hans menighed, for toldere og syndere, børn og kvinder, som efterhånden skal samles om ham, mens farisæere og skriftkloge og andre mægtige planlægger at slå ham ihjel.

Der findes intet sted i evangeliernes tale om Jesus, hvor denne modsætning ikke forekommer. Teksten her sætter den ind i juleforkyndelsen, så juleprædikerne ikke skal blive alt for idylliske.

“Det er alene som modsigelsens tegn, at Jesus ubetinget angår alle” (Regin Prenter). Svækker man modsigelsen, gør man ham til den ligegyldige, som måske nok på sin vis kan blive “for alle”, nemlig i den forstand at han er alle så ligegyldig, at han ikke formår at vække uenighed blandt nogen. Han angår ethvert menneske ubetinget, men kun når han forkyndes hver eneste til fald eller oprejsning.

Prædikenansats.
“Forberedelserne var gode nok. Alt var timet og tilrettelagt. Pressen havde igennem lang tid fokuseret på denne dag, og i detaljer omtalt dagens program. Endelig oprandt dagen. Regenten trådte ud af den kongelige chalup og op på kajen, mens folket hy… hov! Hvor var de henne alle sammen? osv.”

Gud havde også alle forberedelserne under kontrol. Alt var planlagt, annonceret… Men forventningens tid skulle igen vise sig at være den bedste. De så ikke opfyldelsen. Ville ikke, kunne ikke. Var så fastlåst i det gamle system, at de ikke så værdi i det nye: Barnekår frem for trællekår.

“Korset var ikke et uheld”, som Max Lucado skriver i bogen “Gud kom nær” (glimrende inspirationskilde ind under jul). Det var planlagt. Alt var planlagt. Men ingen kan tvinges til at møde op “på kajen” eller i kirken for at hylde kongen. Korset bliver kun til frelse for dem, som vil bøje sig ved dens fod.

Jesus-neutralitet er en umulighed. Hans budskab gælder den enkelte, og det gælder alle. Hvis Dronningen annoncerede, at hun ville komme til vores dør, er vi ikke ligeglade. Vi forholder os til det. Tager imod eller afviser. Jesus forholder vi os også til, hvad enten vi vil det eller ej. Med lovprisning og tak, fordi vi har set annoncerne, forventet hans komme og taget imod hans frelse. Eller med afvisning, direkte eller indirekte. Med hån eller med ligegyldighed.

Salmer:
103 – 94 – 91 // 92 – 62.