Julesøndag – 1. tekstrække

Selv om vi kun er fem dage efter jul, bringer vort evangelium os hen, hvor Jesus-barnet var blevet 40 dage gammelt. To gode grunde var der, til at Maria og Josef kom til templet med det lille barn, to bestemmelser i Mose lov.

Dels en, der sagde, at førstefødte drengebørn skulle fremstilles i templet og et offer bringes.

Dels en bestemmelse der fastslog, at en kvinde efter at have født skulle betragtes som uren, og først efter 40 dage måtte komme i helligdommen igen.

Det er vigtigt for evangelisten at understrege, at ved Jesu fødsel foregik alt efter almindelig skik og brug. Jesus fik ingen særbehandling, men blev et menneske under loven. Dvs. han blev virkelig en israelit, indlemmet i Guds udvalgte folk som sig hør og bør.

Jesus blev “født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven.” Vi skal ikke gøre os for hurtigt færdige med dette, at Jesus blev født under loven, Mose lov.

Vi er så raske til at tænke: Mose lov var jødernes lov. Det er forbi med den. Den har ingen interesse for os, som er kristne. Men også kristne mennesker lever under Guds lov. Alt menneskeliv er underlagt Guds lov. Gud er vor skaber. Derfor har han også ret til at bestemme og give regler for sin skabning. Men ulykkeligvis er mennesker ulydige mod Guds lov. Ikke engang den simple regel fra Paradiset: “Hold fingrene fra kundskabens træ!” Ikke engang den blev overholdt. Og menneskene blev udelukkede fra Guds nærhed. Men Gud udvalgte sig et folk, for at forberede frelsen fra ulykken, så mennesker igen kunne komme i hans nærhed. Han oprettede sin pagt med Abraham. Abraham omskar sin søn, og Gud lovede: I dig skal alle jordens slægter velsignes! Og Abrahams efterkommere blev et helt folk, og dette folk fik en lov givet af Gud ved Moses på bjerget Sinai. En lov, hvis fornemste indhold var de 10 bud: “Du må ikke have andre guder,” “Du må ikke misbruge Guds navn,” “Kom hviledagen i hu,” osv.

Guds lov, som Moses fik den på Sinai, blev en ledetråd og leveregel for folket Israel. Men samtidig sigtede den dybere. Lovens hovedformål er udtrykt således: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke.” Mennesker kommer altid til kort over for Guds lovs krav, vi forsynder os uundgåeligt imod den. Gud har givet sin lov, for at man ikke skulle blive for tilfreds med sig selv, men indse: Det er umuligt for os små mennesker at elske Gud og holde hans bud som vi burde.

Vi må håbe på hans nåde og barmhjertighed, at han alligevel vil finde en måde at frelse os på.
I dagens tekst får vi et bevis på, at det er en af Guds lovs virkninger: at fjerne menneskers tillid til egne kræfter og håbe på Guds barmhjertighed. Deroppe i templet møder Josef og Maria to gamle, fromme israelitter, Simeon og Anna. Disse to var oplært i Moselovens fromhed, men derfor var de ikke blevet farisæere, der troede, det var muligt for mennesker at opfylde Guds lov. Nej, de havde lært at håbe på Gud. Tålmodigt at tro på de løfter, profeterne havde givet om udfrielse og forløsning for det folk, som var håbløst indviklet i syndens garn. Simeon kunne sige, da han stod med Jesus-barnet i sine arme: “Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse!”

I det barn kunne han ikke blot se et barn, som var født af en kvinde, født under loven. Han kunne i det barn se Guds egen søn, udsendt til verdens frelse. Hvordan det skulle ske, stod ham vel ikke klart, men han så, at nu var Gud nær hos menneskene. Guds Immanuel lå i hans arme. Immanuel = Gud med os, Gud hos os. Ikke Gud over os i fjern, ophøjet, truende majestæt, men Gud hos os, midt blandt os. Gud, der af sin nåde og barmhjertighed vil tjene os, løskøbe os, som er under den lov, vi ikke selv kan opfylde.
Jesus afskaffede ikke loven, han opfyldte den. Først derefter kan vi sige, at Mose lov ikke gælder kristne. Ikke fordi den er afskaffet, men fordi den er opfyldt i Kristus.
Simeon velsignede Josef og Maria med en mærkelig velsignelse: “Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges.” Jesus-barnet er en anstødssten. Der står strid om hans person – en strid, der afgørende deler menneskene i to lejre. For nogle er han til fald – til anstød. De mætte og tilfredse, der ikke føler behov for en frelser, for en Gud-med-os. De træder i farisæernes og gudsfornægternes spor. Men Jesus-barnet er også bestemt til oprejsning. For de fattige, de mislykkede, de som kom til kort. For dem er Jesus-barnet en ufattelig gave og velsignelse. De træder i Simeons og Annas spor – de, “der ventede Jerusalems forløsning.”

Disse to glade og lykkelige gamle har noget at lære os. De nåede kun at se lidt af Guds frelse, og alligevel var det nok til at fylde dem med glæde og håb. Hvor meget gladere burde vi ikke være! Vi kender jo evangeliet om Jesus Kristus. Vi kender opfyldelsen af lovens krav og profeternes løfter. Mange af os har levet side om side med det evangelium siden vor barndom, vi skal ikke som Anna leve i 84 år og så først få et glimt at se. Vi kender ham, Gud-med-os, Immanuel, det lille barn, som blev båret op i templet. Vi ved hvordan han voksede og blev stærk, og en dag lod sig korsfæste for at løskøbe os fra alle lovens krav og syndens straf. Om det er barnet i krybben eller manden på korset – han er stadig et tegn til modsigelse, en anstødssten til fald for nogle, men et tegn til oprejsning og forløsning for andre. Tegn på Immanuel – Gud-med-os. Gud iblandt os.

Salmer:
90 – 83 – 472 / 504 – 107.