Julesøndag – 2. tekstrække

Rundt om i verden har der med jævne mellemrum siddet blodtørstige, magtsyge mænd på de mest afgørende poster. Læser man historie, dukker de op den ene gang efter den anden, og verdenshistoriens sidste kapitel er ikke skrevet, når det gælder det punkt. Kommer man til det tidligere Sovjet i dag, vil man ofte se den tomme sokkel efter Lenins statue på byens torv. I glæde over kommunismens fald væltede man disse statuer, men den tomme sokkel står der ofte endnu og stiller sit nærgående spørgsmål: Hvem skal have den tomme plads? Hvis billede skal hænge på de offentlige kontorer, hvor der nu er et ledigt søm?

Netop fordi der er så megen nød og elendighed, er det dødsensfarligt. Pludselig kan der dukke en stærk mand op, som i første omgang kan løse problemerne, og så får vi måske endnu et blodigt kapitel i verdens historie. Tænk bare på, hvordan det i 30’erne kunne lade sig gøre at forføre et helt folk og flere med til at tro, at Hitler var manden, som kunne være samfundets og verdens frelser!

På det tidspunkt, da Jesus blev født, sad der også sådan en tyran på tronen i Israel. Herodes den Store blev han kaldt, og det tilnavn har sikkert passet ham fint. I 33 år var han jødernes konge, og han var i den grad besat af magtsyge og hensynsløshed, så det ligefrem gør ondt at fortælle om det. Han lod f.eks. sin egen kone Mariamne henrette. Svigermoderen gik samme vej, og senere kom turen til de to sønner, han havde fået med sin kone. Da han som 69-årig lå for døden, lod han to skriftkloge brænde levende og henrettede 40 af deres disciple. Der var nok ingen, der ville sørge over hans død, mente han. Altså blev der sendt bud efter landets stormænd, som blev sat i fængsel, og der blev så givet ordre til, at de alle skulle dræbes, når kongen var død. Så var der da nogen, der græd! Det blev nu lykkeligvis ikke til noget, for Herodes’ søster Salome var bange for folkets hævn, og derfor slap hun stormændene løs, før budskabet om kongens død var kendt. Se, det var denne konge, som også havde ansvaret for barnemordet i Betlehem! Har man set storfilmen “Jesus fra Nazareth”, glemmer man ikke så let den scene, hvor han giver ordre til denne frygtelige massakre. Selv hans nære rådgivere ville ikke tro deres egne ører, da de hørte kongens befaling. Det kunne han vel ikke mene alvorligt? Jo, “Dræb dem! Dræb dem alle!”, skriver han, og så er der ikke andet at gøre end at lystre. Måske var det 25-30 drenge, som blev dræbt på grund af denne grusomme befaling.
Hvad siger det her os så? Jo, det siger os virkelig noget om mørket i denne verden! Det var virkelig mørket, der tog magten i denne konges sind, og mørket lagde sig ned over hele landet, mens disse blodige begivenheder udspandt sig. På samme måde som vi i dag mærker mørkets magt. Vi mærker det både inden i os selv og rundt omkring os. Det mørke, som lagde sig ned over hele denne verden, da vi mennesker satte os op imod Guds vilje og gik vore egne veje.

Lyset skinner i mørket. Det er vi blevet mindet om i julen. På prædikestolen i Hinge Kirke har man i sin tid anbragt et tændt stearinlys på billedet i den allermørkeste krog. Det viser os, hvordan lyset skinner i mørket. Det var ikke alle, der var glade for dette lys, da det blev tændt! Allerede julenat var der ikke plads til barnet nogen steder. Det var en glæde, som Gud havde bestemt for alle, men “verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham”, hørte vi Juledag. Anden juledag – Sct. Stefans dag – hørte vi om Stefanus’ martyrdød. Det var ikke en sejr over lyset, der her blev vundet. Nej, for det lys, som Stefan havde set, kunne ingen slukke, om de så smed nok så mange sten i hovedet på ham. Tværtimod. Der var en åben himmel for Stefans øjne, da han døde, ligesom der er en åben himmel for dig og mig, når vi lever vort liv i troen på Jesus og lukker vore øjne i denne tro.

I dag hører vi om mørket i verden. Om alt det ubegribelige. Det onde, som vi ikke kan forklare, men som på en mærkelig måde kan vendes, så det tjener Guds sag. Sådan gik det jo nemlig, da Josef og Maria måtte flygte over hals og hoved med deres nyfødte barn. “Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel”, lød det til Josef om natten, og sådan gik det til, at Guds Søn kom til Egypten. Dér blev han, indtil Herodes var død, hørte vi, og på den måde gik det i opfyldelse, som var talt ved profeten Hoseas, som siger: “Fra Egypten kaldte jeg min søn.”

Nu skal vi så lige en tur tilbage til Det gamle Testamente, sådan som det jo ofte er nødvendigt. Den søn, der tales om her hos profeten Hoseas, var jo i første omgang Israel. Ofte bruges udtrykket “Guds Søn” om Guds udvalgte folk. På grund af hungersnød var Israel i sin tid nødt til at rejse til Egypten, hvor de opholdt sig i adskillige hundrede år. Omsider kom så dagen, da Herren kaldte på sin søn, og Moses blev udvalgt til at stå i spidsen for folket, der skulle vende tilbage. Hvor er det dog forunderligt at læse de gamle beretninger, som fortæller om Moses, der kaldes til denne tjeneste! Om Farao, der ikke vil lade folket rejse, men som til sidst bliver nødt til det, da dødens engel har været på besøg og dræbt den førstefødte søn i hvert eneste af egypternes huse. Og ikke mindst det utrolige øjeblik, da Det røde Hav deler sig, så folket kan vandre tørskoede over, mens egypterne drukner i bølgerne.

Se, i virkeligheden var det en profeti om det, der engang skulle ske med Messias! Nu var det Jesus, som måtte flygte fra Israels land til Egypten på grund af de religiøse autoriteters vantro. Og dér bliver han så, indtil Gud selv kalder sin søn tilbage.
Samtidig bliver det en profeti, der handler om, hvad der også sker med hver enkelt af os! Jo, for også vi befinder os i en slags egyptisk trældom, fordi vi har gjort oprør mod Gud. Det er mørket, der på denne måde har lagt sig ned over os, indtil den nye Moses kom. Hans navn er Jesus Kristus. Ligesom Moses i sin tid befriede Guds udvalgte folk ved at føre dem ud af trældommen tværs gennem Det røde Hav, sådan har Guds egen søn nu ført os ud af syndens trældom gennem dåbens vand! Derfor er udfrielsen af Egypten en profeti, der peger fremad. Den peger på det, som skulle ske engang, da Guds egen Søn friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sit rige. En profeti, der vidner om, at Gud er den, der formår at tænde lys i mørket, så mørket ikke er i stand til at slukke det.
Det er så det, vi må klamre os til hver eneste dag. For som vi har set det: Vi lever i en verden, hvor mørket tilsyneladende har en uhyggelig stor magt. Grundtvig siger selv i en af sine salmer om synd og død og Helveds plage, at “kaldtes en af dem den svage, os dog brat den overvandt” (DS 493,2). Vi mærker det hver eneste dag! At vi har en magt i os, som vil det modsatte af det, som Gud vil. Du har en magt i dig, som simpelt hen modarbejder Gud, og som stræber efter, at du skal gå evigt fortabt. Så stærkt må vi sige det. Det er jo det, der ligger i apostlen Paulus’ ord om, at “det, kødet vil, er død.” I den gamle oversættelse stod der sådan: “Kødets attrå er døden”, og lidt senere: “Kødets attrå er fjendskab imod Gud.” Tænk alvorligt over de ord! Du har virkelig denne dødbringende magt i dig, og tror du, Gud ville have ofret det kæreste, han havde, hvis ikke det var sådan?

Derfor er der heller ingen fred ved at kigge indad! Det er der så mange, der gør, og så bliver de bange og anfægtede, når de opdager deres egne tanker, følelser og oplevelser. Mon Gud vil kendes ved mig, når jeg er sådan? spørger de så. Jamen, det er jo bare et glimt af synden, du får, når du kigger indad! Se dog på Jesus i stedet. Se på ham, der kommer for at fri dig ud af mørket!
Og tænker vi så på dødens magt, ja, så gælder det samme. Her har mørket tilsyneladende vundet sin største sejr. Men igen må vi sige: Se dog på Jesus! Selvom det ikke er til at se, så har han faktisk vundet over døden. Det er ikke pjat, når vi taler om, at vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Det er ikke tom snak, når vi kaster jord på kisten med ordene: “Men af jorden skal du igen opstå.”
Nej, for dér, hvor et mennesker lever sit liv i troen på Jesus Kristus, og hvor sådan et menneske lukker sine øjne i denne tro, dér skinner lyset i mørket! Da får vi lov til at tro på, at også vi en dag skal mødes med ham, som overvandt syndens, dødens og Helvedes magt, og så skal al elendighed være borte, ja, selv døden skal da være udslettet for bestandig. For lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det!
Lad os derfor høre dette vidunderlige budskab igen og igen!

Der er mennesker, som siger, at de gider ikke gå i kirke, for det er jo det samme igen og igen. På en måde har de jo ret. På en måde er det virkelig det samme igen og igen. På samme måde som det er det samme igen og igen, når min ægtefælle fortæller mig, at hun elsker mig. Alligevel bliver jeg ikke træt af at hørte det. Det er jo den kærlighed, som betyder så uendelig meget for mig. Det gælder virkelig i endnu højere grad, når det gælder Guds kærlighed. Amen.

Salmer:
82 – 86 – 78 / 119 – 100 – 92.