Julesøndag – 2. tekstrække

Forslag til salmevalg: 36 – 132 – 134 – 124 – 125

Prædiketekst: Matthæus 2,13-23

Eksegetiske bemærkninger
Barnemordet: Barnemordet er ikke omtalt i andre historiske skrifter. Det er der ikke noget mærkeligt i. Betlehem var en lille by, så det har næppe drejet sig om særlig mange børn. Imidlertid stemmer evangeliets beretning kun alt for godt med, hvad historiske kilder beretter om Herodes. Man kan som eksempel nævne, at han holdt nogle ansete mænd fængslet med ordre om, at de skulle henrettes umiddelbart efter hans død, da han ville sikre sig, at der blev grædt efter hans død. Ordren blev dog ikke fulgt.
Rakel: Rakel døde i forbindelse med Benjamins fødsel. Og hendes grav findes i Betlehem. At hun græder over sine børn, fremgår af Jer 31,15. Og det må være en gråd, som hun som stammoder græder længe efter sin død med henblik på efterkommernes skæbne.
Nazaræer: Roden i nazaræer og nezer er den samme, og nezer betyder spire. Måske hentydes der til Esajas 11,1. Mattæus understreger her – som så mange andre steder – ”at da blev Skriften opfyldt.”

Liturgihistoriske bemærkninger
Før Struensees tid var det sådan, at man havde følgende evangelielæsninger:
Uskyldige børns dag (28/12): Matt 2,13–18
Julesøndag: Luk 2,33–40
Søndag efter Nytår: Matt 2,19–23, og
Kyndelmisse (2/2): Lukas 2,22–32.

Struensee afskaffede Uskyldige børns dag, Hellig tre Konger og Kyndelmisse samt 3. helligdagene. Da 2. tekstrække kom, hentede man Kyndelmisse-evangeliet ind som 2. tekstrække til Julesøndag, og Uskyldige børns evangelium som 2. tekstrække til søndag efter Nytår. Med den sidste alterbogsrevision fik vi H 3 K ind som Hellig Tre Kongers søndag, hvorved søndag efter nytårsdag  forsvandt, men så slog man 1. og 2. tekstrækkes evangelier sammen Julesøndag til 1. tekstrække, mens 1. og 2. tekstrækkes evangelier til Søndag efter Nytår blev slået sammen til Julesøndag efter 2. tekstrække. Dermed mister Julesøndag i 2. tekstrække – sin karakter af mødet mellem Simeon og Anna som repræsentanter for noget af det bedste i den gamle Pagt, og barnet Jesus – og bliver snarere en forlængelse at Stefansdagens blodige tema.

Tanker om teksten
Gud havde ikke ladet sin søn føde ind i en mægtig familie med ydre midler til at beskytte Jesus, men havde betroet omsorgen for Jesus til en familie bestående af Jesu mor, Maria, og hans plejefar, Josef. Det kan godt rumme et ”Ja” fra Gud til det ægteskab, som Han indstiftede ved skabelsen – et ja til familien som ansvarlig for børn og deres opdragelse.
På denne søndag finder vi Jesus i landflygtighed. Herodes stræbte barnet efter livet, fordi han frygtede, at dette barn skulle tage hans krone. Gud advarede Josef i en drøm, men Han sendte ikke en uimodståelig stærk englehær til at beskytte den hellige familie. Josef og Maria måtte bære forældrekaldets byrde og lade omsorgen for Jesus bestemme hele deres tilværelse. Det hører med til Julens følger. Gud viser ikke sin magt, så mennesker skubbes til side, men således, at mennesker kaldes til en stor og ansvarsfuld gerning.

Af Marias og Josefs eksempel kan vi lære to ting:
1) Selv om vi med Paulus må sige: ”Vi er frelst af nåde, Guds er gaven”, så bliver vi aldrig reduceret til blot at være tilskuere – klienter – når det gælder frelsen. Gang på gang har kristne måttet vælge flugt for at bevare troen. Frelsens gave er gratis, men den er så stor, at den må gribe afgørende ind i vort liv.

2) Omsorgen for ethvert barn er først og fremmest betroet forældrene. Gud har skabt os sådan, at det ved vor tilblivelse er tilkendegivet os, at forældre er sat til at værne deres barn og kan gøre det under Guds forjættelse om hjælp dertil.
Evangeliet rummer det glædelige, at al efterstræbelse og forfølgelse tjener til, at Guds plan opfyldes, og Skriften opfyldes. Vi ser, hvordan Hoseas–profetien: ”Fra Ægypten kaldte jeg min Søn”, opfyldes.