Kristi Himmelfart – 2. tekstrække

Kristi Himmelfartsdag har tre dimensioner, som alle tre afspejles i dagens tekst: Det er en tronbestigelse, markeret ved at han ”…blev båret op til himlen”. Det er den himmelske ypperstepræst, som påbegynder sin forbøn for os, derfor kan der forkyndes ”omvendelse til synderens forladelse” og det er begyndelsen på verdensmissionen. Den sidste dimension er hovedsagen i teksten, og jeg synes man skal være meget kreativ for at prædike med noget andet som centrum.

Der er to perspektiver på udfordringen til mission i Jesu ord. Et universelt og et mere jordnært.

Det universelle: En lille gruppe mænd fik den opgave at bringe dette evangelium til ”alle folkeslag.” Derfor har der, når troen har været sund, altid været noget grænsebrydende over den kristne kirke. Den har spurgt: Hvor er de nye grupper og folkeslag, som skal mødes med evangeliet. Lokalt og globalt.

To temaer er tydelige i forhold til dette universelle – og næsten overmenneskelige – træk:

1.      Denne opgave er ikke – i første omgang – begrundet i en befaling, men i den konstatering, at han døde og opstod. Når han døde og opstod for dem alle, er det også dem alle, der skal høre det ( 2 Kor 5,14). Om vi så ikke havde haft nogen missionsbefaling, så havde selve budskabets indhold tvunget os til mission, for han er vores præst i himlen nu. Det betyder, at man kan ikke prædike mission denne dag, uden at prædike det enkle evangelium.

2.      Til denne overmenneskelige opgave får de en overmenneskelig kraft. Det giver kun mening – og kirkehistorien lader sig kun forstå, hvis der var mere end mennesker på spil i den. Her kommer det andet af Kr. Himmelfartsdags to ”sidetemaer” i spil. Det er ham som allerede er konge, der sender. Vi skal ikke skabe hans magt, den er der i forvejen. Det er forskellen på en missionær og en propagandist: Propagandisten går ud for at skabe magt, missionæren går ud på baggrund af vundet magt (selv om det undertiden tager sig stik modsat ud).

Det jordnære: Når det gælder den egentlige befaling træder den menneskelige begrænsning tydeligere frem: ”I skal begynde i Jerusalem”. De skulle begynde ved deres eget – jødiske – folk, hvilket dels betoner en frelseshistorisk rækkefølge og dels markerer noget almenmenneskeligt. Jesu ord minder om formand Mao: ”Selv den længste rejse, begynder med det første skridt…” selv om de i Helligånden har fået en guddommelig kraft, er de ikke blevet guder, men er stadig begrænset af tid og sted.

Det kan være en vigtig opgave, at hjælpe mennesker til at overveje: ”Hvor er mit Jerusalem – der hvor jeg skal begynde?”. Måske skal man løbe risikoen for at blive kasuistisk eller missionshusagtig og nævne mulige eksempler: At invitere naboen eller kusinen med i kirke, at påtage sig en lederopgave i børneklubben, at melde sig til besøgstjenesten, at bede for kollegaen på kontoret, at gå ind i fast givertjeneste til ydre mission eller…

Eller er højmessemenigheden blevet for fin til at man kan være så konkret?

De to dimensioner står i en spænding til hinanden. I den enkelte kristnes liv og i menigheder og organisationers liv. På den ene side: ”Vi/jeg er her og må være tro mod de nære udfordringer.” På den anden side: ”Hvor er de grænser vi/jeg skal være med til at bryde.” At lægge menigheden denne dobbelthed på sinde, kan være en vigtig opgave i dag.

Et par strøtanker:
·        Han skiltes fra dem, idet han velsignede dem. Der står ikke at han holdt op med at velsigne dem, så det gør han åbenbart stadig…
·        De skulle prædike ”omvendelse til syndernes forladelse” ikke ”syndernes forladelse uden omvendelse” eller ”omvendelse” i sig selv.
·        Sært at en så udfordrende begivenhed for disciplene sluttede med lovsang i templet og ikke med byrdefuld ansvarsstemning. Er det fordi indtrykket af Jesu magt og kærlighed fylder mere end opgaven?

Salmer: 318 – 651- 252//361-299-262