Søg efter:

Kristi Himmelfart – 2. tekstrække

Homiletiske refleksioner over teksten

Sorg ved adskillelse.

Disciplene var i en underlig tabssituation. De havde først mistet Jesus langfredag. Og de havde næppe forstået, at han var kommet tilbage til livet. De forstod det nok, men dybderne og konsekvenserne af hans opstandelse har ikke stået klart for dem. Nu mistede de Jesus igen, igen. Det var et tab, som ud fra en menneskelig betragtning medførte sorg.

     Set fra tidsdimensionen ved dødens indtræden er der flere typer sorg.

Sorg, der kommer efter dødsfald efter langt sygeforløb, er en type sorg, som har været til stede allerede under det lange sygeforløb. En del ikke erkendt sorg kommer, når man oplever, at nulevende mennesker har en ødelæggende og nogle gange bevidst ond adfærd, som er ødelæggende for fællesskabet, og som beskærer livskvaliteten og glæden.

     Ved brat og måske voldsom død kommer der sorg hos de efterladte. Ved brat død er der fare for, at det krystalliserer sig i patologisk sorg hos de efterladte, fordi man i chokfasen sættes i stå. Hvis man ikke får hjælp til at se mulighedernes fremadrettet, er man i alvorlig fare. Disciplene befandt sig i netop denne fare.

     Palmesøndag red Jesus ind i Jerusalem i hyldest. Fem dage derefter døde han på et kors. Det var en brat død, om end han selv havde forudsagt den. Disciplene var i sorg over hans død, i chok. Ved himmelfarten mistede ham igen. Det var for meget for almindelig menneskelig opfattelse. Det gik for stærkt.

 

 

Forklaring på lidelse, død og opstandelse:

I tekstlæsningen fra ApG 1,1-11 ser vi, at de fik forklaringer, ja mere end det. Jesus gik omkring sammen med disciplene og spiste med dem som et levende bevis på sin opstandelse. Han gav dem pålæg om at blive i Jerusalem til det tidspunkt, hvor de ville få kraft fra det høje.

    Så får de at vide, at de skal være vidner på en bestemt måde, som ringe i vandet; 1) i Jerusalem (blandt religiøse jøder), 2) i Judæa og Samaria (de skulle ud og overskride en grænse) 3) til jordens ende (i hele den ikke-jødiske verden). De politiske spørgsmål i Israels rige skulle de lade ligge som ikke-prioriteret størrelse. I stedet skulle de fokusere på: Der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.

     De fik også forklaringer. Heldigvis at nogen skrev dem ned. Det, som var sket i foråret år 33, skete med en sådan hast, at mange oplevede, at det tog magten fra dem, og de ikke kunne følge med. Det var for overvældende, og de var i chok efter den bratte død, som deres mester fik.

Når det går for stærkt, så ser man uden at indse.

Når det går for stærkt, så hører man uden at forstå.

Når det går for stærkt, så oplever man meget, men man er ikke med. Man er et andet sted.

Man har brug for ro og stilhed til at indhente tankeefterslæbet.

     Det var et on-off forhold, som disciplene havde haft til Jesus de seneste uger. Han var der længe, så var han død brat, så har han der pludselig igen som en surprise, og så smuttede han igen. Men så får de forklaringer igen – denne gang af engle.

 

 

Glæden til fortsat liv. Inden Jesus forlod disciplene, løftede han hænderne og velsignede dem. Det var midt i denne velsignelseshandling, at Jesus løftes til himmelen. Velsignelsen var, hvad disciplene havde brug for. Det skabte tilbedelse og lovprisning til Gud, så de med glæde vendte tilbage til Jerusalem.

     I Jerusalem måtte de vente og bruge tiden til at lovprise Gud i templet. De ti ventedage har nok været brugt til analyse, til at udrede sammenhængene i hvad, der var sket de foregående uger.  Tabet af Jesus var vendt til glæde.

     Grave er stumme – sådan lyder ordsproget. Men Jesu død førte ikke til en stum grav, men en levende og velsignende frelser. Velsignelsen blev til glæde i det fortsatte liv.

     Velsignelsen var ikke bare ord, men en virkelighed som man befinder sig i uden at tænke over det. Lever man i tro og opsøger gudstjenesten, så går man ind i velsignelsens virkelighed, fordi man har en modtagende holdning til det man får i liturgi, salmer og forkyndelse.

 

 

Salmevalg:

336 Vor Gud han er så fast en borg

228 Du er, opstandne sejershelt,

245 Opstandne Herre, du vil gå

——-

514 Guds søn har gjort mig fri

334 Guds kirkes grund alene