Langfredag – 2. tekstrække

1. Eksegetiske overvejelser

Sl 22,2-22a

Denne bøn kunne David efter min overbevisning kun bede, fordi Ånden i en henrykkelse har ladet ham opleve Jesu korslidelser på sin egen krop. Nogle mener da også, at Jesus enten bad hele salmen på korset (og ikke kun den første linje, som citeres i de to første evangelier), eller at han i det mindste hentydede til hele salmen ved at bede den første linje. Dens beskrivelse af en korsfæstets lidelser (længe inden korsfæstelsen er kendt som henrettelsesform) og af konkrete detaljer knyttet til Jesu korsfæstelse er i hvert fald enestående.

Detailbemærkninger:

“Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Vi kan opleve os forladt af Gud, men Jesus blev forladt af Gud, for at der bag oplevelsen af gudsforladthed altid vil være et gudsnærvær for den, der tror på Jesus.

“Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham.” Jesus blev udfriet. Ikke fra korsets pinsler og dommen over menneskeslægtens synd. Men han blev udfriet fra at se menneskeslægten være uden håb om frelse. Og fordi Jesus ved sin død sonede al synd, blev døden (straffen for synd) frataget sin magt, ikke mindst over Jesus, som blev udfriet fra døden.

“Stærke tyre”, “Bashanbøfler” og “rovgriske og brølende løver” betegner den voldsomme ondskab, i hvis magt, Jesus blev overgivet. Konkret er det de jødiske ledere, som gennemtvang dommen over Jesus, skarerne, som råbte “Korsfæst!” og de romerske soldater, som eksekverede dommen. Men den bagvedliggende åndsmagt er den dæmoniske, Djævelen, den “brølende løve” (1 Pet 5,8).

Joh 19,17-37

Johannesevangeliet er skrevet på et tidspunkt, hvor beretningerne om Jesu liv, død og opstandelse var alment kendt i de kristne menigheder. Derfor er Johannesevangeliet – og ikke mindst den johannæiske passionsbereetning – et eksempel på, hvordan en kendt historie genfortælles på en ny måde og med hidtil oversete pointer. Det kan ikke mindst skyldes, at Johannes er den eneste af evangelisterne, som på nært hold overværede Jesu korsfæstelse.

Detailbemærkninger

“Han bar selv korset.” Johannes og hans læsere har kendt beretningen om Simon fra Kyrene, men ønsker at understrege, at Jesus selv bar sit kors. Både helt konkret har Jesus båret korset i det mindste en del af vejen til Golgata, og i overført betydning bar Jesus det kors, som består i menneskeslægtens synd. Det kunne ingen bære for ham. Ved at anføre ypperstepræsternes indvendinger mod korsinskriptionen, får Johannes fremhævet, hvordan den hedenske Pilatus aflægger et sandt vidnesbyrd om, hvem Jesus er. Johannes ved, at den beklædningsdel, de fire soldater kastede lod om, var hans kjortel. Johannes giver med sin understregning af, at kjortlen var vævet i ét stykke, en allusion til den ypperstepræstelige kjortel. Som ypperstepræst var Jesus gået til Golgata, på Golgata aflægger han sin ypperstepræstedragt, fordi han selv er det offer, der skal bringes (jf. Hebr 7,26-27). Johannes kan naturligvis præcist huske, hvilke fire kvinder, han stod sammen med under Jesu kors.

“Den, der har set det, har vidnet om det” står som en konklusion for hele afsnittet. Den eddike, Jesus drikker, er ikke nødvendigvis den samme drik, som Matthæus og Markus beskriver som “vin med malurt” og som Jesus nægtede at drikke, umiddelbart forud for selve korsfæstelsen. Den første drik var en bedøvende drik, hvis formål var at mildne den henrettedes lidelser en smule. Den ville Jesus ikke tage imod. Når Jesus her beder om noget at drikke, er det for at han kan opfylde Skriften. Her tænker Johannes nok først og fremmest på Es 53 og profetierne om Herrens lidende tjeners stedfortrædende lidelse. Jesus havde nu fuldbragt den lidelse, som hørte sammen med hans stedfortrædende offer. Eddiken læsker ham og sætter ham i stand til at proklamere denne fuldbringelse. Men endnu mangler noget at blive fuldbragt, for at Skriften kan opfyldes, nemlig hans død og opstandelse. Næste skridt i dette markeres med de aktive verber “bøjede” og “opgav”. Jesus gik selv ind i døden, ligesom han med Faderens fuldmagt også selv brød dødens magt og gik ud af graven (Joh 10,17-18). Johannes understreger altså Jesus som den, der aktivt handler – også i lidelsen og døden. Med beskrivelsen af soldatens stik i Jesu side vil Johannes igen understrege, hvordan Skrifterne opfyldes med Jesu lidelse og død. Måske ser Johannes også en symbolsk hentydning til dåben (vandet) og nadveren (blodet), og standser derfor op netop her for at bestyrke sit vidnesbyrd. Her fra Jesu døde krop, strømmer liv til verden gennem sakramenterne.

2. Prædikenansats

a. Placering i kirkeåret

Langfredag er den eneste dag, hvor sort er den liturgiske farve. Symbolsk er det egentlig ikke så heldigt, at vores kjole er sort, og at den sorte altså er grundfarven for gudstjeneste og farvesymbolik. Albaen, den hvide farve, er liturgisk den egentlige grundfarve. Al gudstjeneste fejres på baggrund af Jesu opstandelse og reale nærvær (Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende). Således fejres også langfredag med viden om Jesu opstandelse. Derfor bæres den sorte stola uden på den hvide alba.

Langfredag kan naturligvis være en anledning til at gøre sig overvejelser over, hvordan verden havde set ud, hvis vores Herre og frelser var død (som illustreret så overbevisende i “Jesus og Josefine”). Derfor slukker vi lyset på alteret, undlader af fejre dåb og nadver og holder måske en liturgisk gudstjeneste med oplæsning af lidelseshistorien på langfredag. Men forkyndelsen er egentlig bestemt til at være en forkyndelse af betydningen af Jesu lidelse og død på baggrund af påskedag og Jesu opstandelse fra de døde. Derfor synger vi salmen “Hil dig, frelser og forsoner”, som er en bøn til den levende, nærværende frelser, som én gang døde og blev vores forsoner, men nu lever og er vores frelser (Rom 5,10; Hebr 7,25).

b. Prædikenmotiver

Langfredag har en sjælesørgerisk vinkel for os, som har mistet. Gud har gjort sig til ét med os også i det. Han ved, hvad det vil sige at miste sin eneste søn. Og Gud overgav ham endog selv til døden, ja, det var hans vrede, som slog Jesus ihjel. Motivet er måske mere fremtrædende i 1. tekstrække, hvor beretningen om Abrahams ofring af Isak læses.

Den frelseshistoriske prædiken er helt oplagt langfredag, ikke mindst med læsningen fra Johannesevangeliet, som er fuldt af henvisninger til, hvordan konkrete profetiske ord fra Skriften opfyldes langfredag, men som også understreger, at Jesus – selv da han hang på korset – handler “for at Skriften skulle opfyldes”. Selv da Jesu hænder og fødder er naglet til korset, er han den aktivt handlende, mens soldater og djævle er passive tilskuere til, at Jesus gør alting nyt. Her er der anledning til at trække en række af de skriftsteder fra Det gamle Testamente frem, som handler om Kristus og ikke mindst hans lidelse og død, med Sl 22 som højdepunktet.

Langfredag er årets oplagte anledning til at holde en undervisende prædiken om betydningen af Jesu død på korset. Traditionelt kan der tales om betydningen af Jesu død under følgende overskifter:

1. Offer (Hebræerbrevets grundtema),

2. Løskøbelse (jf. lignelsen om den gældbundne tjener, Matt 18,23-35),

3. Sejr (jf. Johannes’ understregning af Jesus som den handlende gennem lidelse og død og råbet: “Det er fuldbragt!”) og

4. Forligelse/forsoning (jf. Rom 5,1-11; 2 Kor 5,18-21).

For uddybning af disse temaer henviser jeg til min bog “Kristustro” (Credo Forlag 2005), s. 89-103, hvor der også kan findes små historier og billeder til temaerne. Mere udførligt er temaerne behandlet i Agne Nordlanders bog “Korsets mysterium” (Dansk Luthersk Forlag 1985). En fantastisk bog til forberedelse af langfredag.

Særligt har jeg oplevet det relevant at forkynde om forholdet mellem Jesu soning af synden ved sin død og den enkeltes forsoning med Gud ved troen. Når Jesu død gælder som soning af alle menneskers synd, er det for mange vanskeligt at forstå og begribe, hvorfor ikke alle bliver frelst. Det må være udfordringen på den ene side at prædike klart og befriende om, hvordan Jesu lidelse og død gælder som løskøbelse for al synd og alle syndere. Og på den anden side at den enkelte ved troen får andel i Jesu stedfortrædende offer.

c. Kreative vinkler

Kirkens udsmykning: Ingen blomster eller lys på alteret, dog måske en enkelt, rød rose eller et kors med en rosenkrans. Et stort kors anbragt ved indgangen evt. med nogle lange søm liggende på gulvet, slår enkelt og meget virkningsfuldt gudstjenestens tema an. Gudstjenesten foregår mere afdæmpet end ellers, og “Hil dig, frelser og forsoner” kan måske denne ene dag synges på Laubs melankolske melodi, evt. som solo.

Forsoningens dobbeltbevægelse kan illustreres med to personer, som bedes stille sig med ryggen mod hinanden. Den ene illustrerer Gud, den anden mennesket. Adskilt af “en mur af fjendskab”, som er forårsaget af menneskets oprør mod Gud, står de med korsslagne arme. Mennesket bærer hele skylden for fjendskabet, og det burde være mennesket, som tog initiativ til forsoning. Men i os selv ønsker vi ikke forsoning med Gud. Og hvis vi ønskede den, var vi ikke i stand til at skaffe den. I stedet tog Gud initiativet. Han sendte sin søn. Og ved sin død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. Fjendskabets årsag blev fjernet ved Jesu død, og Gud lod sig forsone med mennesket. Her vendes den person om, som illustrerer Gud, og de korsslagne arme bredes ud mod den person, som illustrerer mennesket. Budskabet efter langfredag lyder: “Gud er nu ikke længer vred, det kan vi deraf vide, at han har sendt sin Søn herned for verdens synd at lide.” (DDS 109,4). Og i forlængelse heraf lyder kaldet: “Lad jer forlige med Gud!” (2 Kor 5,20).

3.   Forslag til salmevalg

DDS 193:       O hoved, højt forhånet

DDS 199:       Jesus, dine dybe vunder

———-

DDS 192:       Hil dig, frelser og forsoner

DDS 206:       Vor frelser, du som døde