Mariæ bebudelse – 1. tekstrække

Maria burde have vedblevet med at protestere helt vildt over det her!

Da englen har fortalt om Guds plan for hende, burde hun have sagt: “Så Gud vil, at jeg, som ikke er gift endnu, skal blive gravid. Det vil få voldsomme sociale konsekvenser for mig, og for Josef. Er det sådan Gud handler, at han gerne udsætter mennesker for hån og udstødelse for at gennemføre sin vilje?”

For det ér jo, hvad der blev resultatet af Marias graviditet udenfor ægteskabet: Hun blev hånet og Josef måtte beskytte hende.

Maria burde have sagt: “Jeg vil ikke udstilles for spot og hån så Gud kan gennemføre en plan!”

Men Maria siger noget helt andet!

Maria siger noget, som jeg håber, vil berige vores forståelse af hvem Gud ér og hvilke planer han har for os.

Maria siger noget, som fortæller os en helt grundlæggende sandhed om hvordan et liv i dyb, dyb tillid til Gud ser ud.

Maria siger noget, som forklarer… hvordan både disciplene og de første kristne kunne finde på at sige, at de var parate til at gå i døden eller blive tortureret, hvis det kunne være til Guds ære og til udbredelse af Guds rige. Som forklarer… hvordan fx Simon Peter kunne sige, at det for ham var en ære at blive hånet for evangeliets skyld.

Maria siger (nemlig):

“Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”

Vi tilbeder ikke Maria, men sammen med hende forbløffes vi over, at Gud bruger almindelige mennesker til at gennemføre sin vilje.

Vi tilbeder ikke Maria, men vi ser det som et eksempel til efterfølgelse, at hun netop ikke protesterede og ikke stak af, men i en dyb forståelse af Guds væsen og Guds handlen bøjede sig for Ham.

Vi tilbeder ikke Maria, men ligesom Maria lovpriser vi Gud for, at han griber ind, med nåde, og at han stiller os over for situationer og valg som vi kan gribe – og gå igennem sammen med Ham. Og uanset hvor svære de situationer er, så kan vi, fordi vi går igennem det sammen med Ham, få den læring og dybere forståelse og dybere afhængighed af Ham som Han ønsker.

Da Maria ér blevet gravid, og besøger slægtningen Elisabeth som også er gravid, da bryder Maria ud i en fantastisk tak til Gud. Og i den tak… i de ord bruger… ser vi, at Maria forstår, at livet sammen med Gud, hvor vi stiller os til rådighed for Ham, i bund og grund kan sammenfattes i ét ord. Ordet: Gudsfrygt!

Hør engang, de ord Maria bruger om Gud:

“Helligt er Guds navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.

Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe.”

Guds barmhjertighed mod dem, der frygter ham! Maria frygtede Gud!

Gudsfrygt… Det er den følelse der opstår, når vi opdager, at vi er meget-meget små og Gud er meget-meget stor.

Gudsfrygt er når vi opdager, at Gud har vore liv og vores fremtid i sine hænder.

Gudsfrygt er når vi opdager, at alle livets gaver kommer fra Gud, og vi frygter at miste de gaver.

Gudsfrygt er, når vi bøjer os for Gud og siger: ”Jeg vil aldrig ønske mig at være borte fra dig. For at være borte fra dig, Gud, må være lige så frygteligt som at være væk fra sin elskede.”

Og det, som vi må tage med os herfra i dag… er at når vi kommer til Gud på dén måde… med gudsfrygt… så sker der det fantastiske, at han kigger os lige i øjnene… og så siger han: “Frygt ikke!”

1: Da slægtningen Elisabeth får den utrolige besked om sin graviditet. Englen siger: “Frygt ikke!”

2: Da Maria får besked om sin graviditet. Englen siger: “Frygt ikke!”

3: Da hyrderne på marken overvældes af engleskaren på himlen. “Frygt ikke!”

4: Da Jesus vandrer på søen og disciplene skriger af frygt. Jesus siger: “Frygt ikke!”

5: Da nogle af disciplene er fængslede: “Frygt ikke!”

6: Da disciplen Johannes i fangenskab skriver til en række menigheder: “Frygt ikke for, hvad I kommer til at lide nu. Nogle af jer vil ende i fængsel, og I vil få trængsel. Men vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans!”

Der er en lærdom her, om dyb, dyb tillid til Gud… og om en Gud, som kalder mennesker ind i situationer, hvor det ikke nytter noget at tro mere på sig selv eller hive sig selv op med hårene.

Da kan vi, ligesom Maria, i fuld tillid sige til Gud: “Jeg er Herrens tjener. Jeg er Herrens tjenerinde. Gør med mig som du vil.”

Maria – og Josef – blev kastet ud i hån og spot. De blev kastet ud i at skulle flygte med en nyfødt på grund af Herodes’ ekstreme voldshandlinger imod børn i Jerusalem. De blev kastet ud i at se deres voksne søn gå vejen til Golgatha bærende på et kors.

Men de gik igennem det med den forvisning, Maria havde: “Frygt ikke! Du har fundet nåde for Guds øjne. Gud har sendt en frelser.”

Maria oplevede, at igennem Jesus mødte mennesker frihed. Igennem Jesus fik mennesker et nyt møde med Gud. Igennem Jesus fik de, som troede, styrke til at gå igennem prøvelser og fængsling – ja, død – for at Guds nåde og barmhjertighed skulle nå til flest mulige mennesker. Igennem Jesus blev tilgivelse tilvejebragt, da han døde på korset. Igennem Jesu opstandelse blev der tændt håb om en evighed.

Og det begyndte for disse første kristne som det begyndte for Maria. Med et møde med Gud, som siger: “Frygt ikke!”, og vi siger: “Jeg er din tjener. Jeg er din tjenerinde. Gør med mig, som DU vil.”