Midfaste søndag – 1. tekstrække

Det gamle navn på denne midfaste søndag er ifølge Kopperud “Laetare”, som betyder ”Glæd jer!” Der er også tale om en glædens dag midt i fastetiden, fordi det nu er, som om fastetiden skifter karakter. Efter de tre forudgående “kampdage”, skal vi puste ud og have åndelig føde, som giver os kraft til de sidste skridt op imod Jerusalem.
Det er som en vandring op af et stejlt bjerg, hvor vi pludselig kommer til et fladt stykke, hvor der er mulighed for at slå lejr en nat, spise ekstra af provianten og glæde sig over udsigten ud over dalen.

Om teksterne

5 Mos 8,1-3

Vi er i Moses’ tilbageblik over ørkentiden, som han ridser op for folket, for at de skal tage ved lære af den og ikke begå de samme fejltrin igen. De skal huske på Guds omsorg, da de fik stillet sulten med Guds brød, Manna. “Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund” lyder det i v.3. For folket var det den lektie, de skulle lære af mannaen i ørkenen, men når vi hører det her midt i fastetiden bliver det til en påmindelse til os om djævelens første fristelse og Jesu svar, som var temaet på 1. søndag i fasten.

2 Kor 9,6-11

Paulus understreger velsignelsen ved at give. Afsnittet er hentet fra et af kollektafsnittene i Paulus breve. Kollekten til de fattige i Jerusalem er ikke udtryk for en tilfældigt indskydelse af kærlighed til de kristne i Jerusalem, sådan som vi oplevede det i det danske folks reaktion overfor flodbølgen i Sydøstasien. Kollekten til de fattige og forfulgte i Jerusalem var en direkte følge af evangeliet og udtryk for et kristent fællesskab, der rækker langt ud over de geografiske grænser. (se min artikel i Foreningen AGAPEs blad “Nyheder og Inspiration” nr. 1. 2005)

Joh.6,1-15

Et centralt vers i dette afsnit er den lille indskudte bemærkning i v. 4: Påsken, jødernes fest, var nær. Det er, som om denne bemærkning kaster sit lys ind over hele beretningen, og retter blikket fremad mod Jesu sidste påske, som også var nær. Den store skare, som Jesus kunne se ud over, var måske en skare af pilgrimme, som var på vej til at fejre påsken i Jerusalem, men som nu havde set Jesus og ville følge ham.
Til forskel fra synoptikernes beretning om brødunderet med 5000 mennesker, er det hos Johannes Jesus selv, der tager initiativet. Det er tydeligt at Johannes vil fortælle andet med dette afsnit, end at Jesus sørgede for at 5000 mand bliver mætte. Han fokuserer på Jesu initiativ, fordi det følges op af den samtale om livets brød, som følger senere i kapitlet, og som ikke er gengivet hos synoptikerne.
De mange kurves overskud understreger – ligesom det var tilfældet med vinunderet – at Jesu under langt overgår det under, der skete med mannaen i ørkenen. Mannaen rakte præcis til en enkelt dag – her var der overflod til alle (De 12 kurve er symbol på helheden – hver af stammerne fik det de skulle bruge – og mere til).

Prædikenen
Der er flere muligheder for opbygning af prædiken over denne tekst.

1. Der kan prædikes om Jesu velsignelse af vore små midler – som en opmuntring til at bruge fastetiden til at overveje vores forbrug af ressourcer og til at give af vore økonomiske midler til Guds Riges arbejde – uanset om det nu er Folkekirkens Nødhjælp, Mission eller diakonalt arbejde i vores eget land.

2. Jesus frelser os med både sjæl og legeme. Hos Jesus er der både vilje og evne til at hjælpe mennesker i alle situationer – også når det gælder livets ophold – det daglige brød. Underet i ørkenen var både en hjælp i nød og et tegn, som skulle vise hen til hans egentlige opgave.
Folket ville gøre ham til konge, Jesus trak sig tilbage. Hvis vi ønsker at han skal være konge, må det ene og alene være, fordi vi ønsker at han skal regere over os. Han viser her, at al menneskets nød, gjorde han til sin nød, og dermed understreges det, at vi ikke alt for skarpt må adskille menneskets fysiske og åndelige behov, for de hænger sammen. Han havde ikke kun ondt af vore synder, men også af alle vore sorger. Også legemets nød gjorde Jesus til sin. På samme måde er også Jesu lidelse og død, som fasten strækker sig hen imod, en lidelse både i sjæl og legeme.
Derfor skal vi som kristne vogte os for at lade vores kristentro og kristenliv falde i en af de to grøfter: På den ene side at lade det hele gå op i den åndelige frelse, så vi slet ikke tager deres legemlige sult og nød alvorlig, men blot hjælper for at få anledning til at forkynde evangeliet. På den anden side skal vi også lære af Jesus, at vi skal hjælpe mennesker med mere end deres fysiske nød for ikke at lade dem i stikken, når det gælder deres åndelige nød og deres sjæles frelse.

Salmer
31/330 – 24/33 – 298/457 – 662/658 – 424/694