Midfaste søndag – 1. tekstrække
Midfaste søndag – 1. tekstrække
Series: Midfaste søndag (1. tekstrække)
Teksterne
Her understreges, at Guds menighed er afhængig af Gud. Gud førte Israel gennem ørkenen i 40 år for at ydmyge dem – ikke for at Gud skulle hovere over for folket, men for at lære dem, at mennesket ikke lever af brød alene, men også af hvert ord, som udgår af Guds mund. Israels selvretfærdighed og selvrådighed måtte brydes ned for at folket kunne lære, hvor livet kommer fra.
Paulus taler ikke alene om Guds gavmildhed, men om vores gavmildhed, altså om, hvordan vi bør handle som kristne mennesker. Og han opmuntrer os til at være generøse.
I denne beretning spindes trådene fra de to andre tekster sammen. Jesu tilhørere er – ligesom Israel i ørkenen – på et øde sted, hvor de ikke kan få mad. En lille dreng stiller sin lille madpakke til rådighed, og under Jesu velsignelse forvandles denne madpakke til rigelig føde for 5000 familier.
Teksten slutter tragisk med en såre menneskelig tanke, hvor folkeskaren vil tvinge Jesus til at blive konge.
Kirkeåret
Evangelisten Johannes havde nok ikke tænkt sig, at kapitel 6 skulle deles op i to prædiketekster. Hele kapitel 6 er en helhed, hvor folkeskarens første begejstring først afløses af deres forsøg på at tvinge Jesus og dernæst af vrede og afstandtagen. Jesu velgerning førte altså til, at hans discipelskare svandt ind. Det var prisen for hans godhed. Noget lignende ser vi i både kapitel 5, 8, 9 og 11. Der er hver gang en pris, der skal betales, og det ender til sidst med hans død på korset.
Det er hele denne udvikling, som gør denne tekst til en fastetekst. Fastetiden handler jo om Jesu lidelse, hvor først venneskaren svinder ind, og de få tilbageværende er mest optaget af indre skænderier om, hvem der var den største. Familien synes, Jesus er tosset, og fjenderne planlægger at myrde ham. Jesus går mere og mere ensom op mod Jerusalem, og hver ny velgerning kalder bare mere uforstand og modstand frem.
Mellem tekst og prædiken
Mange mennesker er fremmede for undere. Beretningerne om Jesu underes skaber altid spørgsmål om, hvorvidt de er foregået, og kristentroen opleves som et karv om lige netop den religiøse præstation det må forekomme at kunne tro på sådan noget.
Modsat oplever man også, at når nogen virkelig bliver grebet af ønsket om at følge og forstå Jesus, så forsvinder de indvendinger.
Selv bruger jeg næsten aldrig tid på at sandsynliggøre underne. Jeg prædiker bare ud fra den tro, at de er foregået, og jeg skynder mig hen til betydningen.
I dette tilfælde rører Jesus ved det almenmenneskelige, at vi gerne vil fyldes i sjælen med mening og glæde, og på baggrund af menneskenes vold og tvang i det 20. århundrede og al den ulykke, det har skabt, er der også lydhørhed for, at Gud er anderledes end vore tanker og vores tro på tvang.
Jeg har så også sagt til nogen, at når man først tror, at Jesus kan frelse os fra synden, så er hans synlige undere en mindre vanskelig sag for tanke og følelse. Det vigtigste er at komme til tro på Jesus som frelser. Troen på Jesus som frelser baner vej for troen på Jesus som undergører. Det er nok vejen for en del, som finder ind på kirkebænkene i disse år. Det er nok omvendt for den, som først oplever et synligt under.
Prædikenen
Jeg vil foreslå en række emner til overvejelse
1. Jesus satte Filip på prøve, men selv vidste Jesus, hvad han ville gøre
Når vi ser tilbage på vort liv, kan vi nok se en række situationer, hvor Jesus har sat os på prøve. Ville vi være lydige? Ville vi stole på ham, hvor sort det end så ud? Bagefter så vi, at Jesus både havde ret og havde styr på tingene.
2. Jesus sørger for os
Som Gud bespiste Israel i ørkenen, sådan bespiser Jesus sit folk på vejen frem mod Guds rige
3. Vi kan bringe vore små forråd til Jesus, og så vil han forvandle dem ud fra sit uudtømmelige forråd. Der spørges ikke efter, hvor meget vi har, men om vi bringer det til Jesus for at tjene ham med det og lade ham bestemme over det: vore evner, vore penge, vores tid.
4. Jesus er generøs.
Der blev meget til overs, da de havde spist sig mætte. På tilsvarende vis lærer Paulus os i brevstykket, at vi også skal være generøse. Vi lever i et meget velhavende samfund. Gud har været generøs mod os materielt, og så skal vi også være generøse mod andre.
5. Jesus mætter vor sjæl for tid og evighed
Her er prædikanten nødt til at hente inspiration fra resten af Joh 6, hvor Jesus siger, at han er livets brød. Hele det kristne liv er at fyldes og mættes af Jesus. Uden ham sulter både krop og sjæl, men hos ham mættes vi med glæde. Sl 16 kunne passende anvendes her.
6. Vi kan ikke tvinge Jesus til at følge vore planer.
Modsat tvinger han heller ikke os, men han vil gerne være vores lærer og frelser. Vi trænger faktisk til at blive reddet fra vore egne tanker og planer. At folk dengang ville tvinge Jesus viser noghet grundlæggende ved alle mennesker. Vi vil så gerne forme ham i vores billede, og modsat vil han gerne forme os i sit billede, men hvor vi tror på tvang, dér ånder han på os, og det vil sige, at han skaber en ny indstilling i os indefra, og det kan kun ske frivilligt ved, at vi kommer til at stole på ham – også og især når hans tanker viser sig at være helt modsat vores.
Vi er fremmede for Gud, og kun ved at følge Jesus og lytte til ham kan vi lære Gud at kende.
Salmer
495 Midt i livet er vi stedt
389 Guds riges evangelium
692 Du skal i denne verden ej
662 Hvad kan os komme til for nød
473 Dit minde skal, o Jesus, stå
208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte