Midfaste søndag – 2. tekstrække

Prædiketeksten er taget ud af en historisk sammenhæng, hvor Jesus, disciplene og en stor folkeskare var på den anden side  af Tiberias sø. Jesus bespiser 5000 mennesker med 5 bygbrød og 2 fisk – og der var 12 kurve mad til overs. På den baggrund var der nogle, som ville gøre Jesus til konge. Men Jesus forsøgte at skjule sig for skarerne, men de finder ham i egnen om Kapernaum.
Ved mødet mellem Jesus og skarerne kommer der en konfrontation. Jesus bebrejder skarerne, at de fokuserer på jordisk mad, i stedet for at fokusere på himmelsk mad (v. 26). Et af de afgørende punkter i dagens tekst er udsagnet af Jesus i vers 27: “Arbejd ikke for den mad som forgår, men for den mad som består til evigt liv”.
Vi giver ikke mennesker evigt liv ved at give dem rugbrød, leverpostej og syltede rødbeder. Skal mennesker få evigt liv, så må de få livets brød, det evige livs brød, Jesus selv.
Her kan det være på sin plads at standse op og spørge, hvad man vil med søndagens prædiken. Vil man tage udgangspunkt i vers 27, og lade det anliggende fylde hele prædikenen på bekostning af andre vigtige forhold.
Risikoen ligger i, at tage enkeltudsagn, og sige, at det er ligegyldigt, om vi giver de sultne, fattige og nødlidende brød for deres mave. Det er måske netop en fare i vores sammenhæng, hvor vi betoner ordets teologi, og hvor synet for diakoni står svagt.

I vores folkekirkelige sammenhænge er det ikke svært at identificere to typer prædikner:
1) forkyndelse af evangeliet på bekostning af diakoni, fordi diakoni er selvgodhed og selvretfærdiggørelse.
2) betoning på diakoni, omsorg for fattige, undertrykte og nødlidende og appel til socialhjælp, hvor kristendommens primære indhold er at udøve næstekærlighed og barmhjertighed.
3) Findes der en tredje vej, hvor forkyndelsen af evangeliet kan gå hånd i hånd med den diakonale omsorg for den svage?

Jesu eksempel
Man må fokusere på, hvad Jesus faktisk gjorde. Han begyndte med at give 5000 sultne mennesker mad for deres mave. Han gjorde det på en måde, så det viste Guds magt. Gennem brødet for maven, viste Jesus, hvem han var: “Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig skal aldrig tørste”.
Jesus gjorde altså en dobbelt gerning, han gav jordisk mad for legemet, og samtidig viste han, at han selv i egen person er himmelsk mad for sjælen.
De to ting står ikke i modsætning, men sker samtidig.
Det er forkert, at lade alt være sagt med maden for maven. I vores tradition har der været meget kritik af det. Vores fare er måske, at vi alene fokuserer på den himmelske mad, mens folk dør af sult i verden. Gjorde Jesus det?
Jesus gav de sultne mad, og så bebrejdede han folk, at de ikke så tegnet fra Himmelen. De så ikke, at “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt” (v. 29).

Moses og Jesus
I den sidste del af teksten er der et interessant intermezzo mellem udsagn fra Moses og Jesus. Nogle af de omkringstående gør opmærksom på, at israelitterne spiste manna under ørkenvandringen, og at Moses havde kaldt mannaen for brød fra himmelen (v. 31 jf. 2.Mos.16,4 og 15 og Sal.78,24). Jesus tolker dette symbolsk på den åndelige virkelighed.
Moseloven er aktuel for kristne på 3 måder, selvom der er en del tidsbestemt stof i den.

1) Den typologiske tolkning, der viser profetiske forbilleder på hvad der senere skete med Jesus. Jesus var tempel (Joh.2,19-21), ypperstepræst (Hebr.7,11-28) og offerlam (Joh.1,29), mv.

2) Den symbolske tolkning, der viser noget om livet som kristen. Omskærelsen er hjertets omskærelse (5.Mos.30,5, Jer.4,4, Rom.2,28-29), vort legeme er et tempel for Helligånden, vi bringer vor legeme som et offer (Rom.12,1).

3) Den normative tolkning, der indebærer forpligtende handlingsforskrifter, men her er der brug for et opklaringsarbejde om hvad der er normativt i dag. Rabbinerne på Jesu tid mente at der var 365 forbud (et for hver dag i året) og 248 påbud (et for hver knogle i kroppen). Synspunktet rummer den sympatiske tanke, at Gud har omsorg for alle livets faser og hele personen. Men ceremonilove og renhedsforskrifter er opfyldt/ophævet af Jesus og de juridiske love gjaldt jøderne i den gamle pagt. Et oplagt bud på det fortsat normative kunne være, De ti bud, dvs. de åndelige/etiske love, som de er stadfæstet af Jesus og apostlene i NT.
Jeg synes ikke, at der er så voldsom grund til at bebrejde disse jøder. De læste teksten, som den stod! Men alligevel tog de fejl. De var klar over, at maden var en Guds gave, et udtryk for Guds omsorg. Det var noget, som Guds skulle takkes for, selvom det blev formidlet af mennesker som Moses og Jesus. Alligevel tog de fejl, fordi de så ensidigt på tingene.
Når man umiddelbart læser, hvad Jesus svarer på det, kunne det for en første betragtning se ud, som om Jesus siger, at Moses tager fejl med hans udsagn om, at mannaen var brød fra Himmelen. Jesus afviser ganske enkelt, at mannaen var brød fra himmelen.
Pointen er imidlertid den enkle, at der er forskel på timelighed og evighed. Det brød fra himmelen, som mannaen var, gav mad for maven i timelighedens perspektiv. Det rummede også et aspekt af profetisk forbillede på Jesus som livets brød fra himmelen. Men mange israelitter fik under ørkenvandringen ikke syn for dette.
Risikoen var altså, at israelitterne i Sinai ørken fik manna gennem Moses, og at jøderne i Kapernaums omegn fik brød og fisk gennem Jesus, uden at se tegnet fra himmelen. Deres horisont var begrænset til immanensen, til det sansbare – tid og rum.
Teksten hos Moses rummer en historisk/materiel dimension og en evig/typologisk/symbolsk/åndelig dimension. Begge dele skal med.
Hos Jesus får man ikke enten mad for tiden eller mad for evigheden, men både mad for tiden og mad for evigheden. Jesus har en dobbelt omsorg.
Hvad betyder det for evangelisation og diakoni? – hvis præsten skal sige til Hr. og Fru Jensen, at de skal gå hen og gøre ligeså?

Livets brød
Jesus fra Nazaret kunne mætte 5000 mennesker med 5 bygbrød og 2 fisk, tænk hvilken konge han kunne blive i en fattig afsides provins langt fra kejserens Rom?
Tegnet fra himmelen er at han ikke kun var Jesus, tømrerens søn fra Nazaret, han var Guden i tiden og rummet. Han var livets brød.
Hr. og Fru Jensen må gå til ham med deres sult og tørst.

Salmevalg:
13 Måne og sol
662 Hvad kan os komme til for nød
494 Den sjæl, som Gud i sandhed kender
—————–
423 Jeg kommer, Herre på dit ord
214 Jesus himmelfaren