Nytårsdag – 1. tekstrække

Vi fejrer ikke gudstjeneste denne første dag i det nye år, fordi det er et nyt år, men fordi det er julens oktav (ottende dag), Jesu omskærelses- og navnedag, der hører med til julen. Og da prædiketeksten er kort, er fristelsen vel også stor til at tale om noget andet f.eks. nytårsbetragtninger. Epistelteksten fra Gal. 3 viser tydeligt nok, hvad der er meningen med evangeliet, hvilket kollekten også understreger: “… til gavn for os givet din Søn ind under loven …”.

Evangeliet rummer i det væsentlige to tanker:

1. At Jesu fødsel på denne jord betyder, at han blev født under loven. Som jøde måtte han gå ind under jødeloven, og efter lovens påbud (se Lev. 12,3) blev han omskåret på den ottende dag. En blodig indvielse til hans liv og gerning her på jorden. Et realistisk tegn på, at han virkelig gik ind under menneskets kår og bøjede sig under den byrde, som hører med til at være menneske.

2. Hans navn blev kaldt Jesus, således som det allerede var forudsagt af englen inden hans fødsel (se Luk. 1,31). I Bibelen er navnet ét med personen, som bærer det.

Mellem tekst og prædiken.
Omskærelsen betyder, at Jesus (jøden) blev israelit. Gen. 17 kalder omskærelsen for et “pagtstegn”, der skal afgrænse Guds folk fra andre. Navnet (Jesus) siger, at han skal være Israels frelser. Heri ligger, at den, der skal være Israels frelser, selv må være israelit under loven. Og igen, som i teksten julesøndag, møder vi her hele Jesu livshistorie sammenfattet. Fra hans omskærelse går der en lige linie til hans dåb. Begge betegner den fulde solidaritet med Israels folk. Og Jesus går ind i den solidaritet. Han går fuldstændigt ind i den, så den også inkluderer hans død. For kun derved kan han frelse sit folk. Den lov, som Jesus ved sin omskærelse kommer ind under, var den samme lov, som rådet dømte efter, da han natten til langfredag stod foran dem som anklaget. Så direkte er forbindelsen mellem hans omskærelse og hans død. Og det er i kraft af denne forbindelse, at navnet “Jesus” får sin rette betydning.

Prædikenansats.
Flere muligheder:
1. Jeg har fået en bror. Det skulle man måske ikke tro, hvis man ved, at jeg er 38 år, og har lidt flair for at lægge tal sammen. Og nej. Det er nu heller ikke min mor, der har født mig en lillebror. Nej, jeg har fået en “blodbror”, som indianerne vist nok kalder det, når man udveksler blod. Egentlig har jeg flere af den slags brødre. For det var en overgang meget populært mellem os drenge på vejen at snitte os i fingeren og så holde fingrene sammen som et tegn på, at vi nu var “brødre”, der stod sammen i tykt og tyndt. Der er dog én “blodbror”, der betyder mere for mig end alle de andre osv.
2. Navne og deres betydning á la “Klæder skaber folk”. Navne skaber noget. De fortæller en historie. “Johny hedder han, fordi han er født i Kbh.” “Astrid hedder hun, fordi hendes mor elsker Astrid Lindgrens historier” osv.
3. Loven siger, at et nyfødt barn skal navngives inden 6 måneder. Vi er alle under loven. “Hvad er min ret, og hvad er min pligt”. Jesus levede under loven. Guds lov. Vi er også under Guds lov, hvad enten vi vil være ved det eller ej. Loven kræver, og loven straffer. Jesus gik ind under denne lov og blev straffet i vort sted. Ved tro på Jesus står vi under en ny lov: Åndens lov (jævnfør Rom. 7).

Salmer:
Det kommende års “fristelser” begynder allerede ved salmevalget. Skal vi lade os friste til nytårssalmer eller holde os til den oprindelige tanke med denne gudstjeneste og synge julesalmer/Jesussalmer? Jeg vælger mest af det sidste.

50 – 52 – 47 // 112 – 665.