Nytårsdag – 1. tekstrække
Nytårsdag – 1. tekstrække
Series: Nytårsdag (1. tekstrække)
Teksterne
I en lille letlæst bog af Ulf Grenstedt udgivet på Lohses forlag i 1975 med titlen: ”En vandring med Gud”, står der øverst på side 7:
”Abraham var et moderne menneske. Han levede i 1900-tallet. Ganske vist i 1900-tallet før Kristi fødsel. Dette er imidlertid ikke en leg med ord. For selvom vi bevæger os lige så langt tilbage i tiden før Kristus, som vi nu befinder os efter, så genfinder vi hos denne skikkelse nøjagtig de samme problemer, som nutidens mennesker er optaget af. Og disse problemer er i virkeligheden fælles for alle mennesker til alle tider. Derfor er Abraham først og fremmest en illustration af, hvad det vil sige at tro”.
Det handler om lydighed mod Gud. Vi lever vel i grunden af arven fra Abraham. Hans storhed bestod i, at Gud talte, og Abraham adlød. Og Gud knyttede stærke løfter, Gud velsignede ham, han blev fyldt med åndelig kraft og styrke. Han forlod alt, og Abraham blev redskab for Guds rige velsignelse. Alle jordens slægter skal bruge netop Abrahams navn.
Vi er alle fanget under loven, se også 2 Kor 11,32. Vi kan ikke undslippe lovens fangevogter. Men lovens tjeneste som fangevogter var begrænset til tiden kom, hvor troen blev åbenbaret.
Paulus taler her i særlig grad som jøde om andre jøder og bruger ordet ”tugtemester” egtl. ”paidagogos”, det vi kender i ordet ”pædagog”, en tilsynsførende eller børnehaveleder.
Tugtemesteren havde ansvar for børns moralske og fysiske udvikling og her fremstilles loven som en leder til Kristi skole.
Paulus ønsker at vise os to ting: at loven er en forberedelse til Kristus, og at den var tidsbegrænset. Det var lovens opgave at føre mennesker til Kristus ved at vise dem, at de af sig selv ikke var i stand til at holde loven og opfylde den. Og netop følelsen af at mislykkes, ikke at slå til, skal drive os til Kristus. Når vi så er kommet til Kristus, så har vi ikke længere brug for loven, men er kun afhængige af nåden.
Vi er kun Guds børn i kraft af Guds nåde og gennem troen på Jesus Kristus, jfr. Joh 1,12.
I vers 27ff taler Paulus om at blive døbt til Kristus, og det indebærer et pagtsforhold, et nært og intimt fællesskab. Se også Rom 6,1-10, som omtaler dåben i forbindelse med Jesu død og opstandelse, dåben til døden o.s.v.
Vers 28 er et kontroversielt vers og i hvert fald på Paulus’ tid meget grænseoverskridende og provokerende. At være i Kristus betød at være ét med alle andre, som var i Kristus. Ingen forskel overhovedet, hverken klassemæssige eller racemæssige forskelle. Det gav nogle dønninger, fordi jøderne f.eks. har en bøn, hvor de takker Gud for, at de ikke er skabt som hedning, slave eller kvinde! I Kristus er der ikke plads til den slags grøfter. Og vi er Abrahams slægt, hans åndelige slægt, hans efterkommere.
Kirkeårets korteste, men til gengæld én af kirkeårets vigtigste tekster.
”Navnet Jesus blegner aldrig, tæres ej af tidens tand”.
Vi går det nye år i møde i ”Jesu navn”.
Da den nye navneændringslov trådte i kraft 1. april 2006 og det blev gratis at skifte navn fik kordegnene rundt omkring i sognene nok at se til, for der var virkelig mange, der skulle have nyt navn. Sådan var det også i vores sogne.
Men nu er det ligesom om, at det har lagt sig lidt igen. Navne har en begrænset levetid. Man kan sige, at navne kommer, og navne går, og der er større og mindre navne, og nogle bliver husket i mange år, og andre bliver forholdsvis hurtig glemt.
I en prædiken over denne tekst kunne man jo slå lidt på, at det er Gud, der siger noget om sin Søn. Det er den frelsende Gud, der lå i krybben i Betlehem.
Det er den frelsende Gud, der vandrede omkring i Galilæa, og det er den frelsende Gud, der døde på korset og opstod af graven påskemorgen.
Det er jo fantastisk at møde netop dette navn på årets første dag og vide, at i Jesu navn kan vi netop gå det nye år i møde uanset, hvad det måtte bringe. Vi må lægge vort liv i Guds hånd i Jesu navn. Vi skal selvfølgelig passe på, at vi ikke bare hæmningsløst ”klasker” Jesu navn efter enhver sætning, for så bliver det en floskel, en talemåde. Nej, det skal være et navn, der giver os fred og tryghed på tærsklen til det nye år. Det er jo Guds søn, Jesus Kristus, der bærer navnet over alle navne.
”Så fremad da i Jesu navn,
trods stene og trods stokke!
Og stands ej, om end luefavn
dig byder stolte blokke!
På gløder går vi allen stund,
hvad skin end har den falske grund;
hvi ej engang i lue,
hvor alt er klart til skue!”
Salmevalg
Nr. 712 – Vær velkommen, Herrens år.
Nr. 714 – Kom, hjerte, tag dit regnebræt.
Nr. 24 – En vej eller anden, vor Herre ved råd.
Nr. 715 – O Gud, som tiden vender.
Nr. 62 – Jesus – det eneste.