Nytårsdag – 1. tekstrække

Velsignelsen ved at gå på Guds ord, er troens vidnesbyrd fra alle dem, der gik forud for os, og det er forjættelsen ved at være iklædt Kristus, for da kommer det ikke an på hvor vi er født i verden, men alene på Guds kaldelse og Guds gerning i os.

Ifølge Thodberg er tematikken i 1. tekstrække tilrettelagt efter de to store dåbsdage, dvs. nytårsdag og påskedag, og dermed også begrundelse for de følgende søndages epifanitekster. Den nydøbte, der er indført i kirkens lære, får efter sin dåb indsigt i Kristi guddommelighed. Åbenbaringen for verden på epifanidagen/helligtrekongers søndag af den nyfødtes Guddommelige ophav, og den følgende søndag af Guds visdom i den 12-årige Jesus i templet, osv. Tilsvarende den opstandnes epifanier mellem påske og pinse. Ud fra den betragtning er nytårsteksten med Jesus omskærelse og navngivning netop skæringspunktet, hvor Jesus som frelser knyttes til at leve som menneske på jord under Guds forjættelse, lige som vi i dåben knyttes til at leve hans opstandelsesliv i livet og i evigheden.
Den stærke tradition for navngivning ved dåben er vel ikke mindst begrundet i denne tekst, hvor vi modtager kristennavn på samme måde som Jesus modtog frelsernavnet ved sin omskærelse, og Guds Hellige ånd åbenbaredes ved hans dåb forud for hans offentlige fremtræden.

Jesus træder med omskærelsen ind under den pagt som Gud havde skåret/indgået med Abraham, en trospagt som skulle følge slægterne af Abrahams skød, Guds forjættelse om at være hans folk slægt efter slægt, en forjættelse, der i fuldendelsen skal gælde alle slægter.

Luther gør vældig meget ud af omskærelsen i kirkepostillen, omskærelsen som er givet forud for loven, og som tegn er den ikke givet på et lem, der kan styres af viljen, og dermed ikke et tegn, der kan forbindes med nogen lovgerning, nej, tegnet er i sig selv alene en troshandling, der skal pege hen på slægtsforholdet med Gud.
Enhver henvisning til omskærelsen som en lovgerning, der er nødvendig for frelse, er lovtrældom og skal dømmes som sådan.

Som tegn er den alene et vidnesbyrd om – og en frugt af – trosforholdet til den levende Gud. Luther henviser til at dette tegn bliver udført på et lem, der alene har med slægten at gøre, derigennem strømmer livet, men det tilfører ikke livet noget. Det skal alene henvise til Guds velsignelse over slægten.

Som et tegn for slægten blev Jesus omskåret på ottendedagen, og som et vidnesbyrd bragte hans forældre det offer, som skulle bringes for det første, der udgår af moderliv, for det tilhører Gud. Det var ikke fordi de havde syndet, og ikke fordi de havde råd, de bragte det offer som en fattig familie bragte, for som en fattig kom han til verden.
Vi kan vel lære noget om hvad et tegn er: frugten hvorpå vi skal kende livsforholdet til den levende Gud. Dåben som tegn er ikke et vidnesbyrd om vor lydighed over for Gud, men netop et tegn på Guds indgriben og trofasthed over for os. Således er vel den nyeste debat om retten til omskærelse af drenge et overgreb på trosfriheden.

Når jeg døber et barn i kirken, tilegner jeg mig ikke nogen fortjeneste, jeg handler alene på Guds ord, og det er hans ord der virker dåben. Jeg kan alene takke for, at jeg selv har fået lov til at modtage dåben på samme måde. Forud for enhver fortjeneste gav Gud mig del i sin herlighed. Derfra kan jeg kaldes med kristennavn, for Kristus har gjort alt – forud for mig – og i mig, og det var i og til hans navn, jeg blev døbt.
Han, som kendte mig før jeg blev undfanget i moders liv, det er Ham, som i dåben kaldte mig ved kristennavn, for at jeg ved hans komme skal forenes med ham for nådens trone. Der kan vi alene stå for hans navns skyld.

Lad os begynde vort nye år i Jesu navn
Mit liv begyndte, der hvor jeg blev døbt i Jesu navn. Der blev mit liv kvalificeret af hans.
Mit liv vendte, der hvor jeg mødte Jesus navnet til frelse. Der kunne jeg slippe det gamle.
Mit liv holdes fast, der hvor jeg møder det nye i Jesu navn. Der skal jeg modtage det af Guds hånd.
Mit liv fuldendes, der hvor jeg gør alt i Jesu navn. Der finder jeg tilgivelse og der bærer troen frugt.

712       Vær velkommen
78         Blomstre som en rosengård
108       Lovet være du, Jesus Krist
—-
56         Jesus er navnet mageløst
62         Jesus – det eneste