Nytårsdag – 2. tekstrække

Salmer:  712 – 23 – 135 – 56 – 118

Præstens nytårstale er ikke en moraliserende pegefinger til os alle om at tage vare på os selv og den jord vi bor på; som dronningen normalt gør så udmærket nytårsaften kl. 18.
Det er heller ikke en politisk status eller en politisk programerklæring for fremtiden, sådan som statsministeren forventes at gøre det i aften omkring kl. 20.

I kirken bliver nytåret indledt med en påmindelse om, at det lille Jesusbarn blev navngivet da han var otte dage gammel – helt efter jødisk skik. Og her fik han navnet: Jesus. Men dengang var navnene ikke bare valgt efter, hvordan man synes de lød. De havde en betydning – og allerede da englen Gabriel forkyndte for Maria, at hun skulle føde Guds søn fik hendes forlovede – Josef – besked på, at han skulle give Marias søn navnet Jesus – som engelen sagde: ”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.” (Mattæusevangeliet 1,21).
Og navnet Jesus betyder: Herren frelser!
Og da apostlene skulle se tilbage på summen af hans virke blev det bl.a. med ordene Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved. Ap.G. 5,12.

Helvede kan vi nogenlunde klare selv – i verden:
Somalia og Sudan er to udmærkede eksempler på, hvordan menneskelig ondskab – og afmagt – kan virkeliggøre at hundredtusinder ingen chance får!
Krisecentrene rundt omkring i vores velfærdssamfund er udtryk for, at der findes en ondskab, der ikke kan tæmmes – og som slår ned og lægger livet øde.
Alkohol- og narkomisbrug nedbryder livet – ødelægger kærligheden – og tager den chance fra folk, de måske alligevel aldrig havde fået.

Men Helvede som det store og evige fængsel for alt ondt kan vi ikke skabe selv. For vi vil ikke. Helvede er nemlig at koncentrere alt ondt på et sted – og lukke døren dertil. Men vi vil ikke af med det. Det klæber ved os.

Måske har nogle benyttet juleferien til at se Ringenes Herre. Den sidste scene, hvor Frodo skal kaste Ringen i Dommedagsbjergets ild er gribende: Frodo har set, hvad Ringen kan føre til at ondskab og lidelse – og han kan nu tilintetgøre den én gang for altid, men han vil ikke, da det kommer til stykket. Han ved, at han knuses under Ringens vægt og bliver ødelagt af den, men han vil ikke smide den i ilden…
Helvede er der, hvor ondskaben er koncentreret og lukket inde for altid. Det kan kun Gud skabe, for han er den eneste, der både kan magte det onde – og af hjertet ønsker det isoleret.

Himlen kan vi også nogenlunde skabe:
Ethvert godt familieliv er et udtryk for en smag af en himmelsk virkelighed.
Når ledere; politikere optræder uegennyttigt og retfærdigt: Så smager vi lidt af Guds vilje for verden.
God mad, godt selskab og god vin er en forsmag på den himmelske herligheds festmåltid..
Men Himlen kan vi ikke selv skabe, for vi vil ikke. For Himlen er der hvor alt godt er på plads; hvor alle lader sig nøje med det de har brug for – og hvor ingen udnytter og udbytter sin næste med vilje – eller ved et uheld. Vi vil ikke – og vi kan ikke, for vi har ikke magt til at skille os af med det onde i vores egen natur.

Da sendte Gud en frelser. En frelser, der skulle dele ondt og godt. En frelser, der skulle redde os før den dag hvor Gud lukker alt ondt inde i det evige fængsel, der hedder Helvede.
For hvis Gud lukker alt ondt inde i Helvede – hvad så med mig? Jeg kan ikke selv skille ondt og godt i mit indre, men frelseren er født – han kan – og han vil!
Fra begyndelsen stod det klart: Dette barn er noget særligt – det er ikke et blandt mange. Det er Guds søn – det er verdens og vores eneste håb om frelse fra døden og fortabelsen. Og det er det, fordi han som den eneste ikke var underlagt syndefaldets onde natur. Han kunne gøre godt, fordi han ville – og han kunne undlade at synde fordi han ville.
Jesus voksede op – og viede sit liv til det gode. Bestandig gjorde han godt – hver gang lejlighed gav sig forkyndte han om Guds omsorg – barmhjertighed og nåde. Hver gang han havde chancen lod han syndernes forladelse strømme ud over de mennesker han mødte. Desværre fik han mange klø og megen utak for sin indsats – og afslørede dermed hvordan mennesket reagerer, når det konfronteres med det gode: Det gode er som et lys i et mørkt rum, der afslører, hvad der er derinde – Jesu lys afslører den ondskab der bor i os – og i stedet for at erkende vor skyld og vor natur, så forsøger vi at slukke det lys, der afslører hvad der bor i mørket.

Tydeligst kom det frem da han blev anklaget for gudsbespottelse. Dem, der havde overtrådt Guds bud og modtaget liv og kærlighed fra Gud – og tilbud om tilgivelse – de slog Guds søn ihjel for gudsbespottelse. Det er den fuldstændig omvendte situation – men sådan blev det. Han døde – men opstod igen.
Hans gerning i verden var at dø for os – og bryde dødens magt, så der nu er opstandelse og liv for os.

Dåben er en foregribelse af vores død. I dåben og døden sker der en genfødsel – en ny fødsel. I dåbens vand og gravens jord går noget til grunde: Det onde i mennesket. Det nedsænkes i dåbens vand – det begraves på kirkegården – og op af døbefonten – på den store opstandelsesdag – rejses et nyt og genfødt menneske, der er lige så ren og retfærdig som Adam på verdenshistoriens første dag.
Hvad skal vi stille op med os selv og vores onde tilbøjelighed: Vi må tro på Paulus’ ord: »enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«. Rom. 10,13.
For frelse består i at Gud gør skel mellem ondt og godt i mennesket – i mig – og lader det onde gå til grunde i dåbens vand og gravens muld. I dåben erklæres jeg ren – i graven bliver alt det onde endegyldigt renset væk og frelsen skal åbenbares i herlighed, fordi Frelseren åbenbares i herlighed, når Gudsriget synligt etableres for vores undrende – nyskabte øjne.
De gav ham navnet Jesus – han er nemlig Jesus – frelseren. I tro på ham må vi gå ind i det nye år, for uanset, hvad året vil bringe, så kan det aldrig bringe os på længere afstand af Gud – frelsen – og evighedens herlige håb – end vi selv ønsker. For løftet lyser endnu: Intet kan rive dem ud af min hånd…

Lad os da feste og glædes på årets første dag. Foran ligger en ubrugt række af dage. Hvad de skal bringe ved vi ikke, men et ved vi: Hver dag levet i tro på Jesus bringer os én dag nærmere den herlighed, der venter Guds folk. Den herlighed, som Jesus blev født for at åbne mulighed for – den herlighed, der vil blive tydelig, når ondt og godt bliver adskilt for al evighed.

I denne tro vil jeg ønske os alle et Godt og velsignet Nytår, fordi os er en evig frelser fød…

Amen.