Påskedag – 1. tekstrække

Salmer: 190 – 200 – 204 – 207 – 202

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

I de første kristnes tid havde man en meget enkel trosbekendelse: ”Jesus Kristus er Herre”. Det var de kristnes vidnesbyrd. Det kan jo næsten lyde for let. Enhver kan jo sige det: Jesus Kristus er Herre. Med tiden blev trosbekendelsen som bekendt også udbygget og præciseret. Men for nogle af os er troen måske også efterhånden blevet en så indviklet sag, at det enkle helt er borte.

For vores tro som kristne ER faktisk SÅ enkel som at bekende med hjertet: Jesus Kristus er Herre; Rom 10,9: ”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.” Og skal vi skære helt ind til benet, er der i særlig grad ét lille ord i den sammenhæng, der gør hele forskellen. Og det er ordet ”er”. Jesus Kristus ER Herre.

Som kristne kan vi blive enige med rigtig mange mennesker om, at Jesus var en ekstraordinær person. Muslimerne anerkender ham som en stor profet – ligesom Muhammed. Næppe mere end nogle få procent af danskerne vil benægte at Jesus har eksisteret og at han var en helt særlig person – et menneske med stor visdom og med en usædvanlig høj moral.

Men ikke ret mange kan vi få til at give deres bud på, hvem Jesus – ikke var, men ER. Man vil endda kunne gå forgæves efter et svar hos mange danske teologer. De kan have svært nok ved at finde ud af, hvem han var, men hvem han ER, kan vi jo ikke vide noget om, siger de.

Men det er netop forskellen på en kristen tro og en tro, der er skabt af mennesker. Vi tror ikke på en gud, der kun har virket i fortiden. Det er ikke en mindereligion, vi har. Vi dyrker ikke et eller andet fortidigt idol. Vi bekender ikke, at Jesus Kristus VAR Herre, men at han ER vores levende Herre og frelser.

Disciplene havde holdt sig inde bag lukkede døre, siden Jesus var blevet korsfæstet. De var bange for at blive slået ihjel. Men hvorfor egentlig? De havde da oplevet så meget fantastisk sammen med Jesus. De havde set hans undere, hans helbredelser. De havde set ham opvække døde, de havde hørt ham prædike med Guds myndighed, så det stak dem i hjertet. De havde set ham dø, set ham give sit liv for dem, som han havde sagt han ville. Var der ikke nok at vidne om? Var det ikke en fantastisk mand, de kunne fortælle hele verden om? Tænk på andre af verdens store personer: Frans af Assisi, Mother Theresa, Ghandi, Martin Luther King og mange andre, som har kæmpet for fred og kærlighed i verden. Tænk hvilken ære og respekt, de har fået. Og hvad er de sammenlignet med Jesus? Hvorfor var de så tilbageholdende med at fortælle om Jesus, disciplene?

Fordi, hvis Jesus var død og ikke mere, havde intet af det, han havde gjort nogen afgørende betydning. Vel folk var blevet klogere på livet, på kærlighed og tilgivelse, på livets sande værdier, men det kunne de nok også have lært af andre. Ja ikke engang hans død, langfredag havde nogen større betydning, hvis det var det sidste, der skete med ham.

Tænk på dig selv: Hvad ville du gøre med dine bekymringer, din sorg og dine synder, hvis Jesus bare var død? Ja, du ville takke Gud, fordi han døde for din skyld. Takke Gud for, at Jesus tog straffen for al din skyld. Men hvad med det, som Paulus kalder syndens løn: Døden. Du lever måske et helt liv i troen på, at Jesus har betalt for din skyld med sit eget liv. Og så dør du – og hvad da? Så skulle du se, at syndens løn alligevel skulle udbetales af dig, at døden lukker og slukker.

Måske er det sådan, du lever: Taknemmelig for det, som Jesus gjorde på korset, men dybt bekymret for livets afslutning og døden.

Det passer, hvad Paulus siger: ”men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, v18 og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. v19 Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” Sådan har disciplene følt det. Ynkværdigt. De havde sat deres lid til Jesus. Og nu var han død. Måske er det et billede af din tro. Ynkværdig. Du har sat dit håb til ham, som engang i fortiden gjorde så meget godt. Men hvad med den dag, du skal dø. Vender fortidens synder da ikke tilbage? Skal jeg da ikke præsenteres for alt det, der ligger bag mig? Eller hvad med i dag? Jeg ved, at Jesus døde også for mig, alligevel går der ikke en dag, hvor jeg ikke mærker mit sløve sind og min lyst til alt muligt andet end Guds vilje. Er det ikke til at miste modet og troen af? Så er jeg jo alligevel bundet til at det, som ellers er tilgivet!?

Ja sådan ville det være, hvis Jesus bare VAR Herre. Han ville være en smuk museumsgenstand, og jeg ville være overladt til mig selv med mine synder og mine bekymringer.

DET var disciplenes frygt. Selvfølgelig var de bange for at blive slået ihjel af dem, der dræbte Jesus. Men hvis Jesus var død, så stod de dermed alene med alt det, de havde lagt over på ham.

Men påskemorgen gør hele forskellen. Jesu opstandelse fra de døde er forskellen imellem død tro og levende tro, imellem håbløshed og håb, imellem troens nederlag og troens sejr. Også i dit liv gør denne morgen hele forskellen.

Du får en ny måde at se på din tro på Jesus Kristus. Paulus siger:

”Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.” Du er død for synden, dvs. du er i troen på Jesus som en død, når synd og død vil gøre krav på at få det sidste ord. Hvis et eller andet nager dig i samvittigheden og siger: ”Siden du har tænkt eller gjort det og det, så kan du ikke være Guds barn”, så kan de anklager ikke rokke en millimeter ved at du som et døbt og troende menneske er Guds ejendom ved troen på Jesus. Du er som en død i forhold til Satans anklager. Og man kan (til en oplysning) ikke forlange noget som helst af en død mand.

Til gengæld er du levende i forhold til Gud. Du lever sammen med Gud i hans rige, når du har Jesus som din Herre. Det kan godt være, du synes, det virker lidt teoretisk, det her. Og det er der en grund til. For vi oplever som regel lige det modsatte af det, Paulus her siger til os. Vi oplever jo nærmere, at vi overfor syndens dårlige ideer, er mere end levende og villige til at adlyde. Og vi kan opleve, at vi overfor Guds bud må kæmpe med en sløvhed af en anden verden.

Men netop derfor bliver det tydeligt, at vores tro ikke bygger på vores egen oplevelse af troen, men netop på, at Guds eget ord siger, at sådan forholder det sig i vores liv.

En død tro er ikke nødvendigvis, hvad du oplever som en død tro, og en levende tro er ikke nødvendigvis levende i dine øjne. Derfor må jeg have at vide, hvad Gud siger om min tro. Og han siger altså gennem Paulus, at jeg må regne mig for levende for Gud I KRISTUS JESUS. Her trækkes du pludselig med knap 2000 år tilbage i tiden og med ind i påskemorgens store under. DU VAR MED PÅSKEMORGEN, for ham du tror på, ham du gemmer dig i, han er ikke død, men han lever. Og så sandt HAN lever, så sandt er din tro en levende tro, når det er ham, du tror på. Han lever og det liv, du nu lever, lever du i troen på ham, som gav sig selv hen for dig.

Var Jesus ikke opstået, var din tro død og forgæves, hvor levende den end føles; Omvendt: Uanset, hvor sløj og død din tro måtte føles, så er den ligeså sprællevende som Kristus selv, så længe det er ham, du sætter din lid og dit håb til. For din Gud er ikke død, han lever.

Derfor er det også, vi ved enhver dåb og sågar ved enhver begravelse tør råbe: Lovet være Gud, vor Herres Jesus Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et – LEVENDE HÅB – ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Ligesom med din tro, så er heller ikke dit håb sådan noget spinkelt og usikkert noget, som når man håber man vinder i Lotto. Nej dit håb er noget levende og konkret, der ligger og venter på dig i himlen. Dit håb er den levende Jesus selv og alt det, han vil give dig, når du engang skal opstå, ligesom han opstod. Der er mange, der bruger det ordsprog, der hedder: ”Så længe, der er liv, er der håb!” Men det kan være et frygteligt ordsprog. For hvad så den dag, hvor der ikke er liv mere? Et håb, der bare håber på, at sygdommen går over, at det nok ikke går så galt endda osv. det håb er slet ikke noget håb – ikke et levende håb. Nej det passer ikke, at der er håb, så længe, der er liv – ikke for en kristen i hvert fald. For os hedder det: ”Så længe Jesus lever, er der håb!” Sikken et perspektiv at have over sit liv og sikken en udsigt at have fra sin grav. Den dag, det er dig, der skal sænkes i jorden her ude på kirkegården, da er der én ting, der ikke sænkes i graven sammen med dig – og det er dit håb til Kristus Jesus. For så længe Jesus lever, så længe er der håb – et levende håb. Tænk engang: Hvilken forskel gør det ikke, om du dør i tillid til Jesus som din Herre, eller om du dør med et eller andet hjemmestikket håb om noget der ude et sted!!

Lovet være Gud! Lovet være vor Herre Jesus Kristus! Vi håber og tror ikke på os selv eller på en død Gud, men sandelig: VI TROR PÅ DEN LEVENDE GUD OG HANS LEVENDE SØN. Ja – Jesus Kristus ER Herre, nu og i al evighed.

Amen.