Påskedag – 2. tekstrække

Salme 118,13-18: Jubel over at Herrens gerninger har bragt sejr over den død, som truede livet.

1.Pet.1,3-9: Jesu opstandelse føder os til et levende håb – en frelse som nu er gemt i himlen, men til troens store jubel skal åbenbares i den sidste tid.

Mt.28,1-8: Det var himlen, som handlede påskemorgen og skabte det nye, som gryede på jorden denne morgen. Kristus er med sin opstandelse ”førstegrøden”, ”begyndelsen”, ”hovedet”, den hvorfra alt det nye udspringer (jf. Kol. l,15-23 og 1.Kor. 15,20).

En væsentlig side ved Evangeliets tale om Jesus er, at alt hvad han øver, tjener Gud med, kæmper, lider, ofrer og sejrer sker til gavn for os. Prædiker man kun, hvad han har gjort eller hvad der skete med ham, har man ikke prædiket Evangeliet. Evangeliet er, at han gjorde alt dette for os, på vore vegne og derfor ”til gavn for os”. Peter udtrykker det sådan, at vi er genfødt til et levende håb ved hans opstandelse fra de døde. Paulus siger, at han opstod til vor retfærdiggørelse. (Rom.4,25).

Påskemorgen fødes en ny slægt. Den gamle slægt er kødets syndige slægt, som siden Adam er født ind i denne verden og hvis ende er døden, som Paulus beskriver det i 1. Kor. 15. Med Jesu opstandelse er en ny slægt kommet til verden. Dens kendetegn er ikke syndfriheden, men troen på Jesus og dens ende er ikke døden, men ”sjælens frelse” i opstandelsen ved Herrens komme. At blive født på ny er ikke at få fjernet kødets urenhed (1.Pet.3,21), men at blive flyttet fra den gamle slægt, hvor synden og døden er de store magter, over i Jesu slægt, hvor det er Jesu død og opstandelse, som har al betydning, fordi disse ting har gjort synden og døden til intet. At leve det nye genfødte liv udtrykker Paulus sådan i Gal. 2,20: ”Det liv jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Jesus”.(jf. Rom 6,1-11). Med hans død og opstandelse er det gamle forbi – ophørt at gælde – og noget helt nyt er blevet til. Det er denne fødsel som på Jesu egen befaling sker i Dåben, hvor vi får del i hans død og opstandelse. Derfor er Peters ord så vel anbragt ved Dåben, og ve den, som adskiller Dåben fra de ord, som Gud i Skriften har føjet til Dåbens vand.

Det var en engel fra himlen, som med en begivenhed som et kraftigt jordskælv åbnede for den nye tid og tilstand på jorden. Det var en himmelsk handling, som satte noget ind i verden, som er højt over al menneskelig tanke og formåen, og derfor heller ikke blev fattet af noget menneske, da det var sket. Her stod alle udenfor til en begyndelse. Her kendte mennesker kun én reaktion, da begivenheden blev forkyndt, og det var frygt – frygt for det, man ikke kunne gribe eller forstå, fordi det var fjernt fra alt, hvad man kendte og derfor ikke vidste, hvad man skulle stille op med. Og dog var der hos nogle en skjult glæde: Jesus levede – og det ville betyde, at det uforståelige nok ville blive lukket op også for dem.

Men, én ting siges gang på gang i beretningerne om Påskens store begivenheder: ”Dette skete for at det skulle gå i opfyldelse, som står skrevet” (se blot : 4 gange i teksten til Langfredag og teksterne til 2. påskedag fra Luk.24,13-35 og44-47). Og netop 2. påskedag viser, hvorledes disciplene lukkes ind i alt det nye og herlige, som er født til verden påskemorgen: ved at få åbnet de skrifter, som Kristus selv opfyldte med sine store frelsesgerninger.

Dette afdækker for os, hvorledes vi lukkes ind i Guds frelsespagt og bliver delagtige i frelsens store gerninger – og igen bør de øvrige tekster til denne dag drages ind i prædikenen af disse begivenheder: det er ved skriftordet, troen fatter og ser frelsens store og herlige følger. Det sker ikke ved at stirre ind, hvor der nu er mørke, i håb om at lyset skal komme derfra. Lyset kommer fra de ord, hvormed Gud selv har vidnet om sin Søn. Og troen er, at dette vidnesbyrd tager bolig i os som Johannes siger det i 1. Johs. 5,9-10.

Et dejligt og klart vidnesbyrd om denne tro er salmistens ord i Sl. 118. I en tilstand hvor han oplevede sig selv på faldets vej, på vej mod døden, afsløres de gerninger, som ”Herrens højre hånd” (=Kristus, se Es.52,10 og 53,1) har fuldbragt. Det fylder ham med jubel og sejrsvished. I deres lys er al hans afmagt og truende dom med eet overvundet. Ikke skal han fremover leve for at fortælle om, hvorledes han overvandt faldets og dødens stærke kræfter, men de gerninger som Kristus fuldførte til hans evige forløsning. ”Det var ikke hans arm, som gav sejr”, som salme 44,4 siger, ”men Herrens højre”.

Men prædiken skal ikke kun fremholde dette salige lys, som Ordet kan føre troen ind i. Peter beskriver troen som hører frelsen til, som en tro, der her på jorden må igennem mange slags prøvelser. Hvorfor? Fordi frelsens herlighed er en herlighed, som ligger gemt i himlen til os. Den er noget skjult. Den er en frelse, som ikke ses, som Paulus siger i Rom. 8,24. Derfor kaldes frelsen ”et håb”. Men det er ”levende”. Thi vi har hele frelsen i Kristus hos Gud.

Det betyder prøvelser for troen. Vi vil af natur alene tro, hvad vi ser, føler, forstår, erfarer konkret.

Skal pagtens tro, som hører påskemorgens nye tid til, bevares, må det ske ved ”Guds magt” – Guds magt til at overbevise os ved sit ord. Og, ved det samme ord vil troen holdes tæt til, at det, som nu er gemt i himlen, ikke altid skal være noget ”gemt”, men at vi er på vej mod den dag, Herren kommer igen. Da når troen sit mål. Da skal troen, som blev bevaret som pagtens tro, se alt det udfolde sig i herlighed, som den indtil da alene kendte fra Skriften. Da skal troen juble som den aldrig før har jublet. Da har det nye, som gryede her i verden Påskemorgen, endelig udfoldet sig i sin evige glans på den nye jord.

En påskeprædiken må prædike disse ting, men samtidig gøre det klart for alle, at dette står vi alle af natur udenfor. Der en kun én vej ind til påskemorgens nye tid: at Skrifterne fra Gud vækker troen. Hvornår vil bibeltro præster vise dette i praksis? Hvornår vil de selv søge den vej, så de kan gøre denne troens erfaring og blive vidner derom?

Salmeforslag: 224 – 218 – 220 – 262 (240) – 233