Påskedag – 2. tekstrække

Teksterne – indhold og sigte.
Salme 118 er blevet læst ved påskemåltidet og danner en smuk og stærk baggrund for både evangeliet om Jesu opstandelse og epistelteksten, der rækker helt frem til den yderste dag.
Det må ofte være et anliggende i påskeprædikenen at fastholde historiciteten. Det er ikke rigtigt, at det er ligegyldigt for betydningen, om det skete eller ej. Tværtimod: betydningen må fade ud i samme grad, menigheden finder ud af, at der prædikes, så man ikke skulle tro, det var løgn! Hvorfor skal man frygte for atomkraft, hvis Tjernobyl kun er en by i fantasien? Er der hold i Jesu “frygt ikke”, når opstandelsesberetningen blot er en historie?

Prædiken-ansatser.
“Frygt ikke, Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede” …
Der er sjælesorg i denne forkyndelse. Den henter tilhørerne helt ude i den bristede illusion. Det sidste, de havde sammen, bliver det første, de bliver mindet om.
Så må vi altså ud til graven igen for at få ny betydning. Hvad var det, der skete, og hvilken ny betydning får det i lyset af opstandelsen?
Han var ypperstepræsten, der måtte have blod med ind i det allerhelligste – sit eget.
Han var selve ofret, der forsonede Gud.
Han var syndebukken, der fjernede synden og skylden helt ud af Guds erindring – “som han har sagt” …
Der knyttes tilbage ikke bare til deres sidste rædselsfulde oplevelser, der pludselig eller langsomt får ny betydning. Men der knyttes også tilbage til, hvad han har sagt. Vi henvises til hans eget ord. Vi henvises til profetien.
Også vi kender til bristede forhåbninger. Også vi kender til, at hans frygt ikke har svært ved at nå ind.
Også vi lever, som om han stadig ligger i graven.

Ringede klokkerne påsken ind?
Er påskeliljerne andet end forårsbebudere?
Påskemorgen betyder, at Jesus nåede ind i det allerhelligste.
Påskemorgen betyder, at Gud er en forsonet Gud.
Påskemorgen betyder, at skylden og synden ligger inde i graven.
Påskemorgen er det stærkeste modspil mod syndens og dødens magt – for Gud har nedkæmpet disse ødelæggende magter.
Påskemorgen er det stærkeste modspil mod syndens skyld – for Gud er tilfreds, er forsonet.
Påskemorgen betyder, at vi har ryggen fri til et liv for næsten.
Påskemorgen betyder, at døden ikke er en rejse ind i det ukendte, for vi kender Kristus, og han vil tage imod os.
Påskemorgen kaster lys og varme ind over det menneskeliv, som er tynget af skyld. Dette menneske må indse, at jeg straffer mig selv for noget, en andet har taget skraldet for.
Påskemorgen betyder levende håb.

Salmer:
195 – 190/816 – 206 / 200 – 202.