Pinsedag – 2. tekstrække

Helligåndens ankomst

Helligåndens særlige ankomst var forudsagt af Jesus, han lovede dem kraft fra det høje (Luk 24,49). Guds Ånd har virket fra skabelsen og gennem alle tider, men den særlige frelseshistoriske udgydelse på pinsedagen var forudsagt af Jesus. Støj og ild var manifestationer af Helligånden den første pinsedag. Ellers er Helligåndens stille gerning at herliggøre Jesus, ligesom Ordens vigtigste opgave at drive på Kristus. Helligånden og Ordet har samme opgave. Alt sammen til fordel for mennesker, der tager imod Jesus Kristus til omvendelse og syndernes forladelse.

     Jesus lovede en talsmand, Sandhedens ånd, som hverken skulle kunne ses eller kendes af verden. Det betyder, at Helligånden sætter skel i verden, på samme måde, som Jesus sætter skel i verden mellem den, som tror, og den, som ikke tror. Teksten i Joh 14,15-21 illustrerer enhed. Jesus og Faderen er en enhed. Jesus og Helligånden er en enhed. Jesus og disciplene skal udgøre en enhed. Disciplene skal ikke være faderløse, og Helligånden skal være i dem.

Alt dette er en enhed, som verden ikke ser og kender.

Pinsedag – et glimt af Guds strategi.

Det var ikke en tilfældighed at der skete noget den første Pinsedag. Det var forudsagt og planlagt fra Guds side, og derfra manifesterede Helligånden sig massivt. Peter prædikede én gang og der var 3000, der blev omvendt. Nogle gange kan det føles nedslående, at der prædikes 3000 gange for hver én, der bliver omvendt.

     Gud havde forberedt Pinsedagen. I Hellighedsloven i 3 Mos 23,15-21 var ugefesten fastlagt. Den skulle komme 50 dage efter påsken, og jøderne skulle samles for at afholde den.

I år 33 boede halvdelen af jøderne i diasporaen, hvor de i hver by havde deres synagoge. Fra diasporaen var de nu kommet mange jøder til Jerusalem for at fejre den jødiske pinsefest – men der var også proselytter, kretere og arabere.

     Gud havde en strategi bag sprogunderet, der skete pinsedag. Budskabet om syndernes forladelse og evigt liv skulle spredes fra Jerusalem og ud i landet og videre ud i diasporaen og videre ud i verden.

Helligåndens vidnesbyrd

Det, at der overhovedet findes en kristen kirke, er Helligåndens gerning i historien. Utallige profeter og prædikanter har stået frem og samlet mennesker og forsvundet igen. De var ikke båret af sandhedens ånd.

    Men dette er en hemmelighed for troen. Uden for troen er kirke blot en menneskeskabt forening, som godt kunne spares væk, eller udliciteres til private ejere.

     Helligånden skaber Kirke, som er enheden af dem, som har taget imod Jesus Kristus i deres hjerte.

    Teksten viser et skel. Jesus siger om Sandhedens ånd: ”I kender den” (v. 17). Jesus siger også, at den, som elsker ham, bliver elsket af Faderen, og Jesus udtrykker: Jeg ”vil give mig til kende for ham” (v. 21). Det at jeg selv lever i tro på Jesus Kristus er Helligåndens indre vidnesbyrd i mit liv. Det skulle så gerne give det afkast at det bliver til vidnesbyrd for verden.

    Dette er til anstød, at nogen har Guds vejledning og andre ikke. Anstødet er, at når nogen gør noget dumt, så får Gud skylden. Derfor er livets ansvar tungt for den Kristustroende.

Sandhedens Ånd skal de troende have til evig tid. Ligesom ingen kan skille en kristen fra Guds kærlighed således giver Helligånden vidnesbyrd for verden gennem de troende – hvis de ikke hindrer det med deres liv.

Gud give, at det er Kristus der bliver anstødet, og ikke de kristnes dumheder.

Salmevalg:

290 I al sin glans nu stråler solen

289 Nu bede vi den Helligånd

296 Du, som den store pinsedag

——-