Seksagesima søndag – 1. tekstrække

Til lektien.
Esajas kalder mennesket til omvendelse og lover den, der vender om til Herren, barmhjertighed og tilgivelse. Og så vender han blikket og taler om Guds ord som det, der forlader Herrens mund og udfører hans gerning. I denne sammenhæng må ordet være Guds kald til omvendelse og hans løfte om frelse. Dette ord, siger Esajas, er ikke tomt og virkningsløst, men mægtigt og virkende. Guds kald og Guds frelsesløfte formår virkelig at skabe omvendelse og tro i et menneskehjerte. Men i det hjerte, der afviser ordet, er det heller ikke virkningsløst. Dér virker det forhærdelse.

Til epistlen.
Paulus definerer Guds frelsesord endnu tydeligere end Esajas og siger, at det egentlige ord er ordet om korset. Det vil sige: forkyndelsen af at Gud i Jesu Kristi korsdød har båret og borttaget hele verdens synd. Det ord, siger Paulus, er Guds kraft, Guds visdom. Det kan virke tåbeligt og forargeligt i menneskers øjne. Hvad kan budskabet om en mands korsdød dog betyde. Men for troen indeholder netop dette ord hele frelsen i sig. Verdens visdom kunne ikke tænke sig frem til frelsesbudskabet. Det må komme fra Gud.

Til evangeliet.
Lignelsen om sædemanden er en enkelt lignelse. Forståelsesmæssigt er der ikke de store problemer i den. Vi er endda så heldige, at vi ikke kun har lignelsen, men også Jesu egen udlægning af den for hånden. Hvis man vil finde problemer eller dunkle udtryk i teksten, så lader det sig selvfølgelig gøre. Jesus sætter først lighedstegn mellem ordet og sæden for derefter at sige, at det er dem på vejen, hvor ordet sås. Og endnu mere kryptisk er de, der sås på klippegrund. Jesus ser altså ikke på ordet “nøgent” og alene, men på forbindelsen ord-menneske. Til dunkle områder må også høre Jesu begrundelse for at tale i lignelser. At de, som er udenfor, skal høre og dog ikke omvende sig. Hvor dunkelt det end kan være, kan betydningen ikke være, at Jesus ikke vil, at den uomvendte skal omvende sig. Gud vil, at alle skal frelses. Der er ingen tvivl om det. Men et menneske kan ved sin vantro stille sig i et sådant forhold til Gud, at frelsen umuliggøres.
Lignelsen om sædemanden handler om mennesker, der møder ordet og reagerer på forskellig vis. Nogen med tro og andre med vantro. Men lignelsen er ikke en dom. Den udsiger ikke til et enkelt menneske: “Du er stengrund”. Lignelsen er et øjebliksbillede. Her i tiden er det muligt at bevæge sig fra den tilstand, hvor man er klippegrund, til den, hvor man er god jord. Og det er lige så muligt at foretage den modsatte bevægelse.

Temaer i teksterne.
Guds ord er centrum i de tre tekster. Guds ord, ikke blot som noget lydeligt hørbart, som svingninger der rammer trommehinden. Men Guds ord som et virksomt redskab, der trænger ind i mennesket, arbejder med mennesket og skaber noget i dette menneske. Enten tro eller vantro. Tro, hvor ordet ved Guds nåde modtages, slår rod og bærer frugt. Vantro, hvor mennesket af den ene eller anden grund viser ordet fra sig, når det kommer og ønsker at skabe tro. Dette ord er ikke hvad som helst, men er primært det ord, som taler om Kristus for os – ordet om korset, som Paulus kalder det. Ordet er ikke kun talen om Kristus på korset. Men det ord, der ikke vil hente sin frelsesvirkelighed, sin kraft, i korset, er ikke Guds ord, taler det end så meget om Gud, kærlighed, evigt liv. Korset er centrum i ordet, og uden korset runger ordet hult.

Prædikenskitse.
Jeg vil i prædikenen koncentrere mig om selve lignelsen, om ordets sæd og de fire slags jord. Og forsøge at beskrive jordbunden sådan, at et menneske måske kan spidse ører og sige, jamen, det er jo mig og derved måske holde op med at være, klippe eller vej og blive god jord.
Men først vil jeg tale om sædemanden. Selv i et bysogn som vores vil der være forståelse for, at denne sædemand ikke er som landmænd er flest. En dansk EU-støttet landmand ved godt, at det ikke er lige meget, hvor han sår sit korn. Han kender forskel på motorvej og pløjemark. Men sædemanden er anderledes, han sår til højre og venstre, på vej såvel som på god jord. Hvis han såede med udbyttet for øje ville han være en tåbe. Men sædemanden tænker ikke på høstens mængde. I virkeligheden er sædemandens tanker hos jordbunden. For sædemanden ved, at det er kun, når ordet kommer til, at jorden virkelig kan bære frugt og udføre den funktion, den er skabt til. Og han elsker sin jord, al sin jord, også vej og tidselkrat, og derfor sår han med rund hånd på de fire slags jord.

1) Vejen. Hård, fasttrampet jord. Jord, som mennesker har hærdet gennem lange tider. Jord, hvor livslaget er slidt af. Jord, der hverken kan optage sædemandens sæd eller himlens væde. Så hvad der sås her, tager sædemandens fjende i fuglenes skikkelse sig af. Sæden får ikke engang lov at blive liggende. Den livskraft, som er i hvert eneste frø tages bort, sådan at enhver risiko eller chance for, at livet skulle komme tilbage til vejen tilintetgøres. Kun i ganske kort tid er vejen og sædekornet i forbindelse med hinanden, og det er altså for lidt, hvis der skal opstå liv af døde. Det ord, er det end Guds ord, som farer ind af det ene øre og ud af det andet, det kan ikke spire. Det når aldrig i så meget kontakt med noget som helst, at det kan slå rod. Derfor bruger vi tid på ordet ved at høre det i dag og ved at læse det en anden dag. For det står også til os, ikke at være som vejen, der hurtigt rystede ordet af sig, da det blev for nærgående, da det stillede krav og ville ind under overfladen i vejens liv.

2) Stengrunden. Der hvor jorden blot er et tyndt lang oven på en klippebund. Denne jord bliver hurtig varmet igennem af solens stråler, og et tyndt jordlag på klippegrund er et at de første steder, det spirer om foråret. Stengrunden er et overfladisk menneske, som i øjeblikkets storhed og glæde griber fat i evangeliet og glæder sig over budskabet om Guds kærlighed til mennesket. Men det slår ikke rod. Vi kender mennesker, der kan være vildt og aldeles optaget af noget, så længe det er nyt og spændende. Men når det bliver hverdag, forsvinder interessen. Det overfladiske trives aldeles glimrende i vores samfund og kultur. Men det går ikke i forholdet til ordet. Her nytter det ikke at være overfladisk. Hvis der ikke er dybde og rødder i troen og troslivet, så er der intet at stå imod med, hvis livet bliver svært. Så rejser spørgsmålet sig: “Gud, kan det virkelig være sandt at du er en kærlig Gud når…?” Og hvis troslivet så ikke har den rodfæstede overbevisning: “Ja, Gud er virkelig god, også når vi ikke kan se det”, så mistes troslivet ofte i hårde tider.

3) Så er der tidslerne. Her er der ikke noget i vejen med måden at modtage ordet på. Der blev faktisk lyttet. Det fik tid og lejlighed til at slå rod i menneskets hjerte, og troslivet spirede frem. Det kristne liv ville gerne leves. Men så kom problemerne. For der var så meget andet, der også var interessant, spændende og værd at engagere sig i. Og hvor alt dette flytter ind i et hjerte, flytter troen og Gudsforholdet ud. Ikke fordi troen er en pjevset eneboer, der ikke kan stå distancen, men fordi troen kvæles af det liv, som ikke vil lade troen leves ud. Vi kender desværre alle eksempler på mennesker, som levede troens liv en overgang. De kom trofast til møder og gudstjenester, men noget kom i vejen og blev vigtigere. Og ganske umærkeligt forsvandt de. Ikke fra den ene dag til den anden. Men fra det ene år til det næste. Og så sidder vi der og siger: “Er det egentlig ikke længe siden at vi har set…?” Og jo, det er det. For han eller hun fandt, at der var noget i livet som var højere elsket end Gud.

4) Endelig er der så alt det, der faldt i god jord. Der hvor tiden var gunstig og der ikke kom noget i vejen for tankerne. Der hvor det ikke gik ind ad det ene øre og ud igennem det andet. For der var på den ene eller den anden måde tid og lejlighed til at dvæle lidt ved ordet, ved evangeliet. Og ordet fik lov til at slå rod. Det trængte dybt ind i menneskets hverdag. Det fik en mening og betydning, som var større end alt andet. Bilen og båden og campingvognen. Arbejdet og kollegerne. Ja ret forstået også større betydning end familien, ja end selvet. Selvet og familien mistede ikke betydning, men de kom ikke til at stå i vejen for ordet. Og da det endelig blev svært, var troslivet så levende og kraftigt, at det også overlevede de svære tider. Og da der igen kom lysere tider, blomstrede det op og gav udbytte. Hos det menneske hvor troen på en eller anden måde opstår og bevares, vil det få følger i livet. Små eller store. 30, 60 eller 100 fold. Men udbytte vil der være. Kan ske, at manden elsker sin kone igen, eller kvinden sin mand. At arbejdet passes og familien med. Men det største udbytte er, at fra den, som lever troslivet ud, spredes ordet om livet videre og videre. Og på den måde bliver den gode jord til sædemandens hjælper. Og ordet, budskabet om Guds frelsende kærlighed i Jesus Kristus, spredes ud over hele jorden.

Salmevalg.
Som indledende lovsang kunne man i dag synge tillæggets 759: “Måne og sol”. Den er ikke voldsomt dyb, men det er en sød lille salme. Anden salme kunne være DDS 360: “Aleneste Gud i Himmerig”. Hos os bruger vi Kyrie og Gloria i den ene af vore kirker, hvor 360 v.2 jo indgår, men ind imellem er det godt at synge hele salmen. Salmen inden prædikenen skal være DDS 133: “O Herre Gud, din lære”, særligt pga. af bønnen i 4. vers: “For tjørn og hårde stene min hjertegrund befri.” Nadversalmen kan være DDS 423: “Jeg kommer, Herre, på dit ord”. Under altergangen vil det være naturligt at synge om ordet f.eks. DDS 351: “Fra Himmelen hid til os ned”. Så DDS 431 og til sidst f.eks. DDS 11: “Nu takker alle Gud.”