Seksagesima søndag – 2. tekstrække

Es 45,5-12

Det er en af disse storslåede gammeltestamentlige tekster, hvor Guds storhed, vælde, magt og frelse skildres. Sammenhængen er Guds tale til Israels folk før eller under bortførelsen til Babylon, alt efter hvilket bibelsyn man har. Selv tror jeg, at Esajas omkring 700 f. Kr., dvs. før bortførelsen, har skrevet også bogens sidste del. Det er en opmuntring til Israels folk, Guds folk, i den gamle pagt.

Og ligesom i sidste søndags tekst fra Det gamle Testamente understreges det, at man ikke kan stille Gud til regnskab.

Desuden får vi at vide, at Gud kan sende både lys og mørke, fred og ulykke.

1 Kor 1,18-21[25]

Denne tekst er en omvendt rabbiners sofistikerede sammenligning af Gud og mennesker. Normalt vil vi sammenligne Guds styrke med menneskers styrke, og Guds visdom med menneskers visdom, og så er konklusionen normalt, at Guds styrke og visdom er langt større og stærkere end det tilsvarende hos menneskene. Paulus går et skridt videre og sammenligner det allertåbeligste og allersvageste hos Gud med det allerklogeste og allerstærkeste hos menneskene, og konklusion er, at denne sammenligning falder ud til Guds fordel. Det mest tåbelige hos Gud er klogere end det klogeste hos menneskene, og det svageste hos Gud er stærkere end det stærkeste hos menneskene. Paulus øger altså erkendelsen af afstanden mellem Gud og mennesker ved denne overraskende sammenligning.

Jeg vil absolut anbefale, at man læser hele teksten, for ellers mangler præciseringen af, at det er den korsfæstede Kristus, som er Guds sejrende og frelsende dårskab og svaghed, og uden denne præcisering kan det næsten være lige meget, om man læser det foregående eller ej. Vor tid har virkelig brug for denne præcisering. Alt for let forfalder vi til blot at tale om Gud, der vil hjælpe os med alt, frem for at tale om, at Gud har sendt Kristus for at frelse os fra synden og derefter skænke os alt det andet i tilgift. Jævnfør Matt 6,33!

2 Tim 3,10-17

Der er to muligheder i livet: enten følger man Kristus, eller også farer og fører man vild. Og følger man Kristus, bliver man forfulgt.

At følge Kristus vil i praksis sige at stå sammen med de andre, som følger ham, og lære af dem, som kender ham bedre end en selv. Derfor taler Paulus her både om at følge Paulus og at følge Kristus.

Paulus giver her en side af det kristne syn på Det gamle Testamente eller De hellige Skrifter, som han kalder dem. De har generelt lavstatus i menighederne, så her er altid noget at rette op på. De fleste har ikke læst GT, og derfor har de problemer med alle deres fordomme, og de, der har læst GT, har også problemer med visse passager af det, de har læst, ligesom alle kristne har haft det fra Oldkirken og til i dag.

Det kristne syn på GT kan herudfra sammenfattes sådan.

A. Oprindelse: Det hele er indblæst af Gud

B. Virkning

1) GT kan give visdom til frelse

2) men kun ved troen på Jesus.

Troen på Jesus er nøglen til GT. Kun gennem denne kanal når GTs budskab frem til os og når sit mål med os.

Mark 4,26-32

Teksten er to korte lignelser om Guds rige. Jesus sammenligner Guds rige med to ting, dels en mand, der sår sæd på marken, dels et sennepsfrø. Sæden vokser af sig selv, når den først er sået, og den vokser uden at sædemanden ved hvordan. Forståelsen af sæden skal nok tages i forlængelse af v1-20 i samme kapitel, hvor sæden er ordet (vers 15). Derimod synes sædemanden i vers 26-29 ikke at være Jesus, men hvemsomhelst af hans disciple, der arbejder med at udbrede hans ord.

Sennepsfrøet er mindre end alt andet frø, og planten bliver større end alt andet. Det sidste giver anledning til problemer, for normalt bliver sennepsplanten ikke større end en busk på mellem en og halvanden meter. I tidsskriftet TEL, udgivet af Selskab for Bibelsk Arkæologi, december 2003, side 12-14, er der en interessant artikel om lignelsen om sennepsfrøet.

Artiklen oplyser, at der i antikken er eksempler på, at planten både kan opnå en højde på 3 meter og benævnes med ordet for træ. Talmud beretter, at en rabbi i det andet århundrede ved navn Simeon ben Halafta kravlede op i en sennepsplante så stor som et figentræ, og i vore dage kan særlig store stammer opnå tykkelse som en mandsarm. Så langt så godt. Til forskel fra disse eksempler på store sennepsplanter er der ifølge artiklen en anden langt mere iøjnefaldende egenskab ved planten, som måske er det, Jesus tænker på. Den spreder sig overalt og udkonkurrerer andre vækster. Den danner et uigennemtrængeligt krat, hvor fuglene både finder føde og sikkerhed. Derfor blev den i det 2. og 3. århundrede regnet for ukrudt, som kun måtte dyrkes på afsidesliggende steder. Det er altså ikke sennepsplantens vækst i højden, men i bredden, som er sammenligningspunktet. Det er ikke Libanons flotte, høje og stolte cedertræer, men det hurtigtvoksende ukrudt, Jesus tænker på. Vi kan jævnføre mælkebøtten herhjemme. Guds rige vil sprede sig, så det trænger ind overalt, og det hænger godt sammen med den lignelse, som i parallelteksten i Mattæus-evangeliet (13,31-32) følger lige efter (13,33) og handler om surdejen, som gennemtrænger alt melet.

Altså: budskabet i de to lignelser er, at Guds rige vokser af sig selv og gennemtrænger alt.

Forskelle og ligheder mellem de tre tekster

Gud giver vækst, Guds ord er virkekraftigt, og Guds rige vokser af sig selv og bliver større end alt andet. Alt det, som Gud er og gør, virker uden menneskelig tilsætning. Ligheden er virkekraften, forskellen er, at det er forskellige sider af Gud og hans rige, som her nævnes. Det er henholdsvis Gud selv, ordet om korset, De hellige Skrifter og Guds rige.

Dogmatiske overvejelser

Esajas-teksten kan også overføres på den nye pagt, for vi kristne er ved dåb og tro indlemmet i Guds folk (jævnfør Rom 11,17-24).

Gud skaber ulykke, men han er ikke ond. Det hænger sammen således, at Guds nedbrydning af det det onde, herunder også det gamle menneske i de troende, opleves som ulykker, og selv for mennesker med et roligt, lykkeligt liv er nedbrydningen af det ydre menneske en smerte. Det er smerteligt, når Gud bryder afguderne ned, også den afgud, der hedder ”mig selv.”

Evangelieteksten handler om Guds rige. Guds rige har to trin, dels Guds usynlige nåde her i tiden, og dels Guds synlige paradis i den kommende verden.

Prædikenansats

Bibelen har talrige udsagn om Guds ord, og på denne søndag har vi nogle af dem. Her er der lejlighed til at fordybe sig i bibelsynet og at prædike om det. Det er en del af evangeliet.

GT er indblæst af Gud.

Troværdige mennesker har skrevet, hvad de så og hørte. Skrifterne er indblæst af Gud, ikke fordi de er nedskrevet efter guddommeligt diktat, men fordi det, som forfatterne hørte og så, var Guds gerninger i historien, og fordi forfatterne havde fået troen på Gud og forståelse af og glæde over de ting, de så og hørte, som Guds gerninger til menneskers frelse. Hedninger og ikke-troende jøder kan jo også skrive om de samme ting, som Bibelen fortæller om, jævnfør Sankeribs prisme og Josefus’ bøger, men de ved ikke, eller de vil ikke vedkende sig eller glæde sig over, at det er Guds gerninger, der sigter på Jesus, og derfor er deres beretninger ikke indblæst af Gud.

GT gælder også os

Som nævnt ovenfor under dogmatiske overvejelser gælder GT også os, men det skal forstås, som Jesus har lært os det. Vi ser ikke frem til at ende i det jordiske Jerusalem (Es 45,13), men i det himmelske, som er vor mor (Matt 24,31 og Gal 4,26).

Guds ord virker

Noget af det, som har været mig til størst hjælp som prædikant, er tilliden til, at Guds ord virker. Det skærer igennem al den overfladiske festivitas og al ligegyldigheden og modstanden, og det omvender og opbygger mennesker. Vi arbejder med noget, som er uendelig større og stærkere end os selv. Denne virkekraft skal vi indprente menigheden på denne søndag. Menigheden skal forstå, at vi skal satse alt på det. Det bærer frugt at forkynde og undervise i Guds ord. Mange steder har man mistet troen på det. Enten nedtoner man det, eller man garnerer det med alt muligt andet. Man skal selvfølgelig hverken glemme retorikken, psykologien, pædagogikken, musikken eller kommunikationen, men menigheden skal opmuntres i troen på, at Guds ord vokser af sig selv. Men netop derfor skal menigheden holde sig til dette ord. Uanset hvilken af de to episteltekster, man vælger, er der god grund til at understrege det. Den ene vægter ordet om korset, og den anden vægter De hellige Skrifter, men hovedsagen er den samme, for De hellige Skrifter handler om korset, og ordet om korset finder vi normativt kun i De hellige Skrifter.

Konsekvensen af denne sandhed er også, at vi ikke skal bede om, at Guds Ånd vil gøre ordet levende for os, men at Guds Ånd vil gøre os levende ved Guds ord. Ordet er altid levende, men det er menneskene ikke altid.

Sennepsfrøet er lige så uanseligt som ordet om korset, men gennem det vil Gud frelse mennesker og gennemsyre verden.

Den anden lignelse lærer os, at Guds rige vil sejre til sidst. Det kan godt være, at kirken kommer sin udslettelse nær til sidst, ja måske udslettes helt – jævnfør Jesu ord: Når Menneskesønnen kommer, mon han da vil finde troen på jorden? (Luk 18,8) – men Guds rige vil sejre til sidst, og det vil sige på Dommedag.

Jeg har ofte til opmuntring i den anledning nævnt den kristne kirkes store vækst de sidste 50-100 år rundt omkring i verden. Der er næsten ingen lande, hvor der ikke findes kristendom. Det er et udtryk for denne sandhed og et forvarsel om den dag, da den store, hvide flok skal træde synligt frem for hele verden.

Placering i kirkeåret

Sidste søndag handlede det om dom over dovenskaben, og denne gang handler det nærmest om det modsatte, nemlig det glædelige i, at Guds rige er selvudbredende uden at vi ved hvordan. Jesu lære spænder vidt. Vi skal slide i det, og alligevel gør Gud det hele, ikke kun gennem os, men også uden os. Således har vi to modsatte yderpunkter i den kristne lære at gå ind i fastetiden med.

Målgruppen

Det er dels dem, som kommer i menigheden, ikke mindst dem som har en opgave, og så er det dem, der sidder og overvejer, om der overhovedet kommer noget som helst ud af den kirkelige virksomhed. For mange, som ikke tror eller har et uafklaret forhold, er det en stor overraskelse at møde nogen, der tror på Guds ords virkekraft. Her kan vi roligt dele ud af den del af vore erfaringer, som ikke krænker tavshedspligten. Og vi kan vidne om, hvad Guds ord betyder for os selv.

Forslag til salmevalg

318 Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige

7 Herre Gud, dit dyre navn og ære

385 Op, alle folk på denne jord

156 Guds rige lignes ved et frø

473 Dit minde skal, o Jesus, stå

319 Vidunderligst af alt på jord