Septuagesima søndag – 1. tekstrække

Til lektien.
Jeremias taler om det, som i sandhed har værdi, i modsætning til alt det, som kun tilsyneladende har værdi. Herren selv og kendskabet til ham er den egentlige værdi. I visdom, styrke eller rigdom kan vi hæve os i forhold til andre mennesker, men ifølge Jeremias har disse tre ting ingen virkelig værdi. For hverken visdom, styrke eller rigdom giver eller øver trofasthed og retfærdighed. De er foranderlige og forbliver ikke hos os. Men Herren er trofast, bliver hos os og øver og giver os retfærdighed.

Til epistlen.
Også Paulus sætter værdier op imod hinanden. Her er det sejrskranse, guldmedaljer, der tales om. Og Paulus skelner mellem de forgængelige kranse, som sportsudøverne kunne bære på deres hoveder efter sejren, og så den uforgængelige, som Paulus har i vente – det evige liv. Når kransenes værdi er så forskellig, når den ene har blivende værdi, og den anden forgår, og når der kæmpes så hårdt fra idrætsmandens side for dog at vinde, så må Paulus også kæmpe for at nå frem til sin sejr. Her kan billedet knække, for den sejr som Paulus og alle kristne med ham engang skal nå frem til, er jo ikke en “selvvundet” sejr. Det er en sejr over død og fortabelse, som allerede er vundet til os af Kristus selv. Hvis sejren er vundet, hvilken mening giver det så at kæmpe for den? Paulus siger, at et menneske, i teksten her bruger han sig selv som eksempel, kan gå glip af den sejr, som er vundet. Det er altså muligt at leve sig væk fra frelsens virkelighed. Derfor er Paulus hård mod sig selv, ikke for at vinde, men for ikke at falde ud af frelsen, for ikke at forkastes og udelukkes fra det vindende hold.

Til evangeliet.
Vi har fat i lignelsen om arbejderne i vingården. Vingårdens ejer går ud fem gange i dagens løb og lejer arbejdskraft til sin vingård. Med de første aftaler han en dagløn på en denar. De øvrige loves en løn, som de har ret til. Da aftenen kommer, udbetales en denar til alle. Begyndende med de sidst hyrede. Selvfølgelig forventer de, der har slæbt hele dagen, at få mere, og de bliver selvfølgelig vrede, da deres løn ikke er større. Men vingårdens ejer fastholder sin ret til at forvalte sin formue, som han nu bedst vil.
Men det var jo en lignelse. Det handler ikke om vindyrkning men om Himmeriget. I Mattæus’ forsigtige sprogbrug må “Himmeriget ligner en vingårdsejer” betyde “Gud ligner en vingårdsejer”. Evangeliet taler altså om Gud i forhold til nogle, som så formodentligt er menneskene og deres arbejde i en vingård, deres forskellige arbejdstid og samme løn.
Lignelsestolkningens problem er altid: “hvor meget har betydning”. Nogle hævder, at en lignelse kun har en pointe, et sammenligningspunkt til virkeligheden. Andre vil gå i den anden grøft og overføre hvert eneste element i lignelsen til den virkelighed, som lignelsen er et billede på. Hvis lignelsen her kun har ét sammenligningspunkt med virkeligheden, kan det for mig at se kun være Guds suveræne retfærdighed. Han er fri til at handle med sit skaberværk, som han finder det for godt. Alting er hans, og han kan principielt gøre med det, hvad han vil. En anden mulighed kunne være at tale om denaren som frelsen, der gives til hver eneste, der har fulgt det kald Gud har kaldet ham med.
Jeg vil mene, at det ødelægger teksten, kun at ville finde et sammenligningspunkt med virkeligheden. Jeg tror Jesus var så tilpas intelligent, at han formåede at sige flere ting på én gang med de lignelser, han fortalte (jævnfør prædikenskitsen om lidt).

Temaer i teksterne.
Lektien og epistlen følges fint ad tematisk. Stræb efter de egentlige værdier, søg Guds rige først, som Jesus sagde det. Paulus-teksten øger udblikket og siger, at det drejer sig om frelse og fortabelse. For den, der ikke finder og fastholder frelsen, forkastes og går fortabt.
Men så kommer jeg i en situation, jeg synes forholdsvis ofte forekommer. Jeg mangler en klar tematisk forbindelse mellem lektie og epistel og så evangeliet. For hvis teksterne tematisk skulle hænge sammen, burde vi i evangelieteksten have at gøre med den egentlige værdi, som nogen fandt det værd at stræbe efter. Arbejdet i vingården skulle så være denne stræben, og denaren burde så være den egentlige værdi, f.eks. frelsen. Men som jeg vil forsøge at vise nedenfor i prædikenskitsen, så er dette for mig at se en tvivlsom tolkning. Det tema, jeg mener at finde i evangelieteksten, er Guds kald af mennesker ind i tjenesten, indtil dagen slutter, og regnskabet gøres op. Men jeg har svært ved i teksten at finde resultatet af dette regnskab. Lad mig gå til…

Prædikenskitse.
I lignelsesprædikener forsøger jeg at være tekstnær. Jeg prøver at tale om de billeder og temaer, som lignelsen selv bringer op.
Som det fremgik af ovenstående, mener jeg, at en lignelsestolkning, der kun vil finde et sammenligningspunkt mellem lignelse og virkelighed, gør lignelsen uret. Jeg vil altså tillade mig at finde flere. Nogle, som jeg mener er rigtige, og nogle, jeg vil problematisere.
Vingårdens ejer afbilleder Gud selv. Det fremgår af Mattæus’ indledning til lignelsen og af lignelsen som sådan. Det må være prædikenens udgangspunkt. Sådan som vingårdens ejer optræder i lignelsen, sådan er han et billede på Gud. Arbejderne må være mennesker. Ellers giver lignelsen ingen mening. Når disse to ting indledningsvis er slået fast, fortæller lignelsen os, hvordan Gud handler i forhold til mennesket. Han kalder på det, og han gør det selv. Gud vil en form for forbindelse mellem sig og mennesket, og han vil det så meget, at han tager initiativ til at indlede forbindelsen. Han kalder på mennesker. Og han er selv engageret i det. I andre lignelser møder vi konger, der sender tjenere ud. Men her er det ejeren selv, der vil ansætte arbejderne. Lignelsen fortæller altså om Gud, at han kalder på mennesker. Om det menneske som Gud kalder, siger lignelsen her, at dette menneske er ledigt, arbejdsløst, indtil Gud kalder. En utrolig provokerende tanke ind i menneskelig gøren og laden, men alligevel en sand tanke ret forstået.
Det næste klare punkt i lignelsen er, at dagen slutter, og regnskabet gøres op. Der kommer et tidspunkt, hvor det ikke længere er tid til, at Gud kalder mennesker, og hvor der ikke længere er arbejde i vingården, som skal gøres. Og når arbejdet er endt, kaldes alle arbejderne sammen, og regnskabet gøres op. Vi kan ikke skubbe alt arbejdet foran os, for der kommer et tidspunkt, hvor vi ikke længere skal arbejde. Samtidig lover det os, når arbejdet er hårdt, at der kommer et tidspunkt, hvor vi ikke mere skal arbejde. Vi passer vores arbejde i vingården “med regnskabsdagen for øje.”
Selve vingården må være et billede på Guds rige på denne jord. Den tid, der ligger forud for regnskabsdagen. Det handler om livet med Jesus, hverken mere eller mindre. Til dette liv kalder Gud mennesker. “Kom og lev med Jesus”. Mennesker kaldes på forskellige tidspunkter i deres liv, til forskellige tider i kirkens historie og til forskellige tjenester. Men alle, der arbejder i vingården, er kaldet af og tjener samme Herre.
Og så til lignelsens problem. Denaren, lønnen. Dele af lignelsen drejer sig om denne denar. Men tolkningen af denne denars betydning volder problemer. Jeg kan finde tre mulige betydninger af denaren, som jeg alle mener skaber problemer.

1) Belønningen her i tiden for livet i Guds rige. Trygheden i livet med Gud, fællesskabet, som vi alle får del i. En universel kristen “løn”. Problemet er bare at denne løn “udbetales” inden regnskabsdagen!
2) Frelsen og himlens evige liv. Her har vi jo at gøre med noget, der primært ligger på den anden side af regnskabsdagen, og noget, som alle, der har tilhørt Guds rige, får del i. Problemet her er for mig, at det synes at se ud til, at den først hyrede gruppe arbejdere har ret til lønnen. Og en tale om frelsen som noget, nogen kan få ret til, piller ved Guds nåde.
3) Lønnen i himlen for tjenestens karakter. Her er der den fordel, at der faktisk tales om en løndel i himlen. Om noget, der skænkes udover den frelse, som alle kristne får del i, alene for Kristi skyld. Problemet her er, at det synes klart, at lønnen faktisk skal være forskellig og ikke ens i himlen.

Hvis jeg endelig skal vælge mellem disse tre, ville jeg vælge, at denaren symboliserer frelsen og det evige liv. Og så se stort på første gruppes ret til lønnen.
Men måske er der en helt anden mulighed. Baggrunden for evangelieteksten er Peters spørgsmål i 19,27: “Se vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?” Med det spørgsmål i baghovedet kan vi se, at man kan tjene med forskelligt mål i Guds rige. Nogen tjener med blikket for lønnen: “Hvad er der i det for mig”. Et sådant menneske tjener vel ikke Gud, men tjener for lønnens skyld. Og måske bruger Jesus lignelsen til at advare Peter og os andre mod at tjene sådan. De arbejdere i vingården, der havde tjent sådan – dem der blev sure da regnskabet gjordes op – de blev bedt om at gå! “Mange vil den dag sige til [Jesus]: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil [han] sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer.” (7,22-23)
Måske skal denaren i lignelsen kun vise os menneskers tanker om deres egen tjeneste. Og vise os, at de som tjener for løn, er de end de største og første i blandt os, de mister det hele til sidst. Mens den, der bare tjener, uden blik for lønnen, men i tillid til den retfærdige Herre, består til sidst.
Nåden og ikke lønnen, må være det der driver os og vores tjeneste.

Salmevalg.
DDS 371, DDS 246. Inden prædikenen skal vi synge Kingos og Ingemanns DDS 146 “Fra verdens morgenstund udgår”, også selvom den vil tolke denaren som det evige liv.

For kontinuitetens skyld vælges igen som nadversalme tillæggets 868: “Til lammets måltid må vi gå.” Under altergangen kunne man synge DDS 548: “Hvad fattes mig? hvi er jeg dog” en salme, som relaterer sig til lektien og særligt epistels krav, men som også kender det svage menneskehjerte. Efter altergangen synges DDS 431: “Dit minde skal, o Jesus, stå” og til sidst DDS 655: “Livsalige dag, som i håbet vi venter” om regnskabsdagen som Guds riges gennembrudsdag. Om dagen, hvor sejrskransen skal gives os for Jesu Kristi skyld.